Af Finn Rudaizky (DF)
Medlem af Regionsråd Hovedstaden
Dansk Folkeparti undrer sig over, at Det konservative Folkeparti er med i forliget om, at de to store sjællandske regioner skal lægges sammen, når den konservative sundhedsformand i Region Hovedstaden, Christoffer Buster Reinhardt, den 21/12 i Sjællandske Nyheder, tilsyneladende er meget bekymret over, hvad der nu venter borgerne.
I Folketinget er de konservative helt med på regeringens sammenlægning af Region Sjælland og Region Hovedstaden, men det skal bemærkes, at de konservative i Region Hovedstaden, inden regeringen spillede konkret ud med planer om stordrift og sammenlægning, var med på en advarselsskrivelse til Regeringen, om i k k e at lægge de to regioner sammen, da det ville forringe borgernes behandlingsmuligheder.
Det var derfor en gevaldig overraskelse, at Det konservative Folkeparti, i Folketinget, har sagt ja til sammenlægningen. Mærkeligt, at man har gjort det, når man samtidig siger, at det vil betyde ringere vilkår for borgerne.
“Helt grundlæggende mener jeg, at en sammenlægning af Region Hovedstaden og Region Sjælland til en kæmpe region er unødvendig”, sagde Christoffer Buster Reinhardt forleden. Han frygter, at en så stor fusionsproces vil tage flere år, og at det kommer til at koste mere bureaukrati og manglende ledelsesfokus på den vigtigste opgave, at nedbringe ventelisterne på hospitalerne.
Det er Dansk Folkeparti helt enig i. Netop derfor, går vi i k k e ind for en sammenlægning.
Tilbage står spørgsmålet. Hvad har Mette Frederiksen stillet de konservative i udsigt, siden de nu vil stemme stik modsat af, hvad de render rundt og siger ?
Kunne det tænkes, at de konservative totalt svigter de borgere, som sammenlægningen går ud over, mod at der vinkes med ministertaburetter i en kommende regering ?
Er det mon sådan, at de konservatives “hensyn” til ministerbiler er prioriteret væsentligt højere end hensynet til de borgere, som totalt svigtes ved sammenlægningen af de to sjællandske regioner ?