”Der er ingen forskel på jordanere, palæstinensere, syrere og libanesere. Det palæstinensiske folk eksisterer ikke. Når vi taler om eksistensen af et palæstinensisk folk, er det af politiske og taktiske årsager, fordi det er i vores nationale arabiske interesse, at vi opstiller eksistensen af et særskilt ’palæstinensisk folk’ som modtræk mod zionismen”. Denne erklæring blev i 1977 fremsat til den hollandske avis Trouw af ingen ringere end Zuheir Mohsen, en af toplederne i PLO (Palestine Liberation Organization). Når Frankrig, Canada og Storbritannien og 143 af FN’s medlemsorganisationer har bekræftet, at de agter at anerkende Palæstina som en uafhængig stat, er de naturligvis godt klar over, at Zuheir Mohsen har ret, men erklæringen skal ses som en protest mod Israels formodede hungerkrig mod Gazas civilbefolkning.
De palæstinastøttende lande har dog ikke meldt noget ud om, hvordan den nye stat skal kunne forvalte sin suverænitet. Gaza ligger i ruiner, Hamas er næsten udslettet og de få overlevende ledere klynger sig til deres israelske gidsler i mørke tunneler og kældre. Hvilke palæstinensiske ministre skal deltage i FN-møder, COP klimakongresser og internationale konferencer? Hvor er deres diplomatiske korps og embedsværk fra den nye stat, der ikke skal regne med, at Israel forlader Gaza, så længe der er Hamas- terrorister blandt befolkningen. Hvordan vil det nye Palæstina forvalte Vestbredden, der er hullet som en schweizerost af israelske bosættelser, og som styres af Fatah-bevægelsen, der har anerkendt staten Israel, hvad Hamas absolut ikke har?
Nu er det da heller ikke Hamas’ første prioritet at danne en palæstinensisk stat, men at udslette Israel. Dette kræver, at Hamas bevarer magten og kontrollen i Gaza, og det kan bevægelsen ikke ved egen hjælp. Hamas blev i mange år finansieret, trænet og kontrolleret af Iran, der ligeledes er forpligtet af en hellig ed til at fjerne Israel fra landkortet. Nu er Iran sat ud af spillet, og den arabiske verden har mange gode grunde til at ønske Hamas død og borte, men så er der jo de demokratiske vestmagter, der kan mobiliseres for sagen. Hamas har derfor erklæret krig mod sit eget folk og regner med at vinde kampen, fordi vi andre ikke kan holde ud at se på grusomhederne. Israel har altid været forhadt af den internationale venstrefløj på grund af den tætte alliance med USA, og fordi vennerne i Sovjetunionen solidariserede sig med den arabiske sag. I Gaza-konflikten er det lykkedes anti-jødiske aktivister at vinde medierne over på deres side, ligesom en række islam-leflende politikere har overgivet sig til Hamas’ lidelsesfortælling om folkemord og hungersnød, som Israel anvender som våben i sin krig mod ikke Hamas, men det palæstinensiske folk.
Hamas og deres utallige nyttige idioter i Vesten kan glæde sig over deres succes i døgnets medieunivers, hvor seere og læsere stopfodres med billeder af skeletbørn og desperate mødre, der hulkende rækker deres tomme madskåle frem mod nødhjælpen, der aldrig nåede frem. I det lange løb skal Hamas dog ikke regne med støtte fra de arabiske nationer, der rent faktisk kunne være nøglefaktoren i dannelsen af en palæstinensisk stat. Sandheden er imidlertid, at palæstinenserne af den arabiske verden bliver betragtet som dovne tiggere, aggressive afpressere og forrædere mod deres arabiske velyndere og brødre. Og med god grund, da palæstinensiske migranter i 1971 forsøgte at vælte den jordanske regering og tage magten i landet. Det kostede 15 000 palæstinensere livet, og resten slog sig under PLO’s ledelse ned i Libanon, hvor de under den libanesiske borgerkrig var medvirkende til den omfattende ødelæggelse af Libanon, der aldrig har rejst sig siden. Palæstinensere i Libanon har i dag forbud mod at uddanne sig som læger, tandlæger, advokater og yderligere 35 erhverv.
I 1991 erklærede PLO sin støtte til Saddam Husseins invasion af Kuwait i forventning om, at de 300 000 palæstinensere, der levede i Kuwait kunne blive en del af det nye styre under Irak og få adgang til de mange dejlige oliemilliarder. Dette åbenlyse forræderi mod det kuwaitiske folk hævnede sig, da Kuwait blev befriet af Operation Desert Storm. Alle palæstinensere blev med 24 timers varsel udvist af Kuwait som tak for sidst.
Derfor har de arabiske lande spærret deres grænser for palæstinensiske flygtninge. Det gælder nabolandet Egypten, der frygter, at Hamas’ terrorister vil destabilisere landet i samarbejde med Det Muslimske Broderskab, som er stifter af Hamas. Og det gælder Jordan, hvor kong Abdullah har udtalt, at ingen palæstinensiske flygtninge kommer ind i Jordan. Af samme grund har den arabiske verden i mange årtier finansieret de palæstinensiske permanente flygtningelejre og den uendelige strøm af nødhjælp til Gaza, der siden 2006 har fungeret som en opsamlingslejr for dem, som ingen vil lege med. Et vældigt bistandskompleks uden erhvervsliv, uden arbejdspladser. En silo for de fortabte.
Dr. Charles Chartouni er en førende samfundsdebattør i Libanon. Han beklæder professorater ved både Libanons Universitet og Beiruts Universitet, og han er seniorkonsulent i det globale rådgivningsfirma FTI. Den 5. august affyrede dr. Chartouni følgende bredside på libanesisk tv: ” Hamas har taget palæstinenserne som gidsler. Israel er ikke ansvarlig for hungerkatastrofen i Gaza. Det er Hamas, som udbytter Gaza for at fremme sine politiske mål, som de deler med Iran og Qatar. Vi må forlade vores forudindtagethed, antisemitisme og jødehad, som så længe har forgiftet vores sind.”
Er der mon nogen, der lytter til dr. Chartouni? Næppe i Danmark.
23. august 2025
Artikle er bragt på http://aamund.dk/