Af Aia Fog, cand. Jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Ingen kan længere være i tvivl om, at ytringsfriheden er under massivt pres i Europa i disse år: I Frankrig forhindrer en uhørt hård dom Marine Le Pen fra at stille op som præsidentkandidat, i Tyskland arbejdes der åbenlyst for at forbyde det demokratiske parti AfD og i Rumænien har man annulleret et lovligt valg, fordi man ikke brød sig om vinderen af det. Værst står det dog til i England, hvor indførelsen af de såkaldte non crime hate incidents, sender folk i fængsel selvom de ikke har begået noget kriminelt, og hvor politiet har indledt en regulær klapjagt på de borgere, der på de sociale medier tillader sig at kritisere magthaverne i efterdønningerne af Southport attentatet i sommer, hvor tre små piger blev knivdræbt af en islamist. Den engelske avis The Mirror har således opgjort, at der sammenlagt er idømt 39 års fængsel for negative ytringer om Southport-attentatet siden i august sidste år.
Alt dette er dog kun de seneste udtryk for den negative udvikling i det, der engang var Europas ypperste demokrati og hjemsted for Magna Carta: i årtier har den tiltagende befolkningsudskiftning lagt et lige så tiltagende pres på såvel ytringsfriheden som samfundet og retsstaten i øvrigt til i dag, hvor den siddende Labour regering med Keir Starmer i spidsen, griber til stadigt mere totalitære tiltag for at holde protesterne nede. Det er vurderingen fra stadigt flere, at England er blevet en regulær krudttønde og selv langt ind i akademia begynder advarende røster at lyde. Den konservative historiker David Starkey har længe kritiseret den politiske udvikling og mest dystopisk er David Betz, professor ved King´s College i London, der forudser en regulær borgerkrig i England inden for de næste 3-7 år.
Man kan undres over, hvordan det kan komme så vidt i et land, der i sekler har været et demokratisk retsstatsforbillede for Vesten, men en væsentlig del af forklaringen skal sandsynligvis findes i det på mange måder rigide klassesamfund, som England fortsat er: de sociale skel er ikke bare langt mere åbenlyse og markante i England end i Danmark – der synes også at være en udbredt konsensus om, at det er, om ikke naturligt, så i hvert fald noget, der ikke kan laves om på.
Denne accept af klasseforskelle har på alle måder gjort arbejderklassen (eller på dansk: socialgruppe 4 og 5) til tabere – ikke bare socio-økonomisk, men også kulturelt og i den offentlige debat, hvor ingen fra den magtfulde elite for alvor taler deres sag og hvor de negative konsekvenser af importen af islam til England derfor har fået lov at vokse sig ud af kontrol, fordi det i mange år har været arbejderklassen, der stod med problemerne. Og vé den, der som Tommy Robinson formaster sig til at give de pressede ”klasser” stemme: han er systematisk blevet politisk forfulgt i takt med, at han blev tiltagende populær, foreløbig kulminerende med 7 måneder i isolationsfængsel for at offentliggøre den samfundskritiske dokumentar Silenced.
Men tryk avler som bekendt modtryk og efter Brexit er også den engelske middelklasse for alvor begyndt at mærke problemerne samtidig med, at myndighederne får tiltagende svært ved at lukke munden på arbejderklassen og holde den ave. Det sås tydeligt i forbindelse med urolighederne efter Southport-attentatet, hvor politiet på lange stræk havde meget svært ved at håndtere situationen. Samtidig vokser de indtil videre fredelige protester i form af Tommy Robinsons Unite the Kingdom-demonstrationer nærmest eksponentielt fra gang til gang: fra den første demo i juni sidste år, hvor ca. 30.000 deltog – til den seneste i oktober, hvor langt over 100.000 mødte op, og endnu flere forventes at deltage 13. september, når den næste protest finder sted i London.
I den forbindelse er det betegnende, at mainstreammedierne nægter at omtale eller beskæftige sig med demonstrationerne, der har deres afsæt i arbejderklassen. Og lige så betegnende er det, at den engelske pendant til Trykkefrihedsselskabet, Free Speech Union, hverken ønsker Tommy Robinson som medlem eller vil gå i brechen for hverken ham eller nogen af dem, der nu sidder i fængsel for deres lovlige kritik af magthaverne. Det var først da den nydelige middelklassehusmor og hustru til et tidligere parlamentsmedlem, Lucy Connoly, kom i klemme for et uoverlagt tweet, at Free Speech Union kom på banen og gik ind i hendes sag.
Det står mere og mere klart, at hverken magthaverne eller medierne kan holde låget på trykkogeren England nede ret meget længere, og det mest sandsynlige scenarie er, at det hele for alvor vil eksplodere, næste gang en islamisk terrorist slår uskyldige mennesker ihjel i et nyt angreb. Og det er kun et spørgsmål om tid, før det sker, for regeringen bliver ved med at lukke illegale, muslimske immigranter (mænd) ind i landet på bekostning af de svageste grupper i samfundet, og eliten bliver ved med at ignorere både problemerne og dem, det går ud over.