En afrikaners mord på tre små piger på en danseskole og mordforsøg på ti andre, udløste demonstrationer over alt i England. Det afmægtige raseri var forventet. Vi var nok en del der tænkte: ”Hvorfor tog det så lang tid”.
Men som det oftest sker ved demonstrationer, udvikler de sig fra dét, der var årsagen til demonstrationerne, til generelle protester over andre forhold i landet, som vi f.eks. også har set det med De gule veste i Frankrig.
Men hvor der er en demonstration, tiltrækkes også pøblen (i England Hooligans), og derfor udvikler demonstrationer sig ofte hurtigt til optøjer. Den voldsparate pøbel møder op, uden nogen form for interesse for baggrunden for demonstrationerne, men alene med en interesse i at smadre byer, forretninger, plyndringer og slagsmål med politiet. Politiet slog hårdt ned på alle, og tæt på 400 briter blev anholdt (se document.dk).
Kan den britiske arbejderklasse være højreekstrem?
Når henses til den skarpe klasseopdeling i det engelske samfund, og hvor eliten har en dybfølt foragt for arbejderklassen, synes det noget besynderligt, at de, der deltager i demonstrationerne, kaldes for højreekstreme. Altså folk, der er radikaliseret på højrefløjen.
Den engelske arbejderklasse tilhører næppe højrefløjen og ej heller eliten.
”Den venstreorienterede politiske elite, som politikerne og medierne er en del af, har sat sig over folket, fordi de betragter sig som moralsk hævede over den jævne hob. Befolkningen bliver totalt ignoreret og får ikke lov til at stille spørgsmål om indvandringen eller islam, og nu befinder den sig på kogepunktet”, skriver Lars Hedegård i DKA.
Foragten for den britiske arbejderklasse kom også til udtryk, da den såkaldte groomingskandale endelig efter flere årtier blev oprullet. Groomingskandalen var gået ud over mere end tusinde engelske småpiger fra arbejderklassen. De var blevet seksuelt misbrugt på det groveste af overvejende pakistanske mænd.
Ingen henvendelser til myndighederne om disse forbrydelser vakte interesse. Anmeldelser blev afvist af både politi og socialarbejdere. Om dette også skyldtes foragt eller frygt for racismeanklager mod politiet, må henstå i det uvisse.
Tommy Robinson, der var leder af English Defence League (EDL) og selv fra arbejderklassen, blev nærmest en enmandshær for groomingprotesterne. Han blev lagt for had af ikke mindst domstolene, som igen og igen har kunnet finde en grund til at fængsle ham.
Der er derimod ingen interesse for medierne i, at Robinson forsøgte at få stoppet optøjerne.
Brexit – håbet om selvbestemmelse og velstandsforøgelse
Brexit skulle give England en ny start. Den fattige arbejderklasses levestandard ville stige. Det skulle være slut med modtagelse af horder af migranter fra klodens fattigste egne, for med landets nyvundne suverænitet kunne de selv bestemme, hvem der skulle bo i deres land.
Men ingen af løfterne blev indfriet. Pundet raslede ned, inflationen og fattigdommen steg, og det samme gjorde ankomsten af migranter over kanalen.
I EU gjorde eurokraterne det til et helvede for England, da landet stemte for en udtræden. Resultatet så vi da også meget hurtigt. Inden Brexit var danskerne delt i næsten lige to store dele for og imod EU. Efter Brexit kunne Løkke Rasmussen triumferende annoncere, at 80% af danskerne gik ind for EU. Det tror pokker; hvem stemmer for fattigdom? Det plejer politikerne helt uden befolkningens stemmer at klare så fint selv.
Omkring 14,5 millioner mennesker i Storbritannien lever i fattigdom (tallet er fra januar 2023). Vi har gennem årene kunnet se ikke så få udsendelser på TV om fattigdommen i England. Børn, der højst får ét måltid om dagen, folk, der på trods af flere jobs ikke kan få enderne til at mødes og bliver smidt ud af deres bolig, hvis de ikke kan betale huslejen.
Den fatale undladelsessynd
De engelske myndigheder begik én fatal fejl ved Brexit. De meldte sig ikke samtidig ud af Menneskerettighedskonventionen. Det betød, at de var bundet til samtlige artikler i konventionen. Der var ingen mulighed for selv at bestemme.
Storbritannien er derfor underkastet afgørelser fra Menneskerettighedsdomstolen. Man er tillige, af en grund jeg ikke kan greje, underkastet EU-Domstolens afgørelser.
Man kunne konstatere, at efter Brexit væltede det ind med endnu flere migranter over kanalen. På den ene side var der Frankrig, der efter Brexit ikke længere var så forhippet på at forhindre de migranter, der havde slået sig ned i teltlejre i Calais (kaldet Junglen), i at tage turen i gummibåde over kanalen. På den anden side et Storbritannien, der ikke kunne værge for sig på grund af den stadige tilknytning til Menneskerettighedskonventionen.
Fattigdommen, arbejdsløsheden, groomingen af småpiger fra udsatte hjem, mordene, terroren og den overvældende invasion fra alverdens lande. Der var rigeligt at demonstrere imod, da der først gik hul på bylden.
Det var, som om tre små myrdede piger var gledet i baggrunden.
Deadline
Den 6. august blev Lone Theils (forfatter og tidligere korrespondent i England for DR) og leder af Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt inviteret i Deadline, hvor overskriften var ”Højreradikal hærgen i Storbritannien”. Astrid Berg var vært.
Udsendelsen startede med, at Lone Theils nuancerede baggrunden for demonstrationerne og protesterne, og hun oplyste, at vreden hos briterne har ligget latent. Hun omtalte voldtægterne af børnene i Rotherham (groomingsagen), den store arbejdsløshed og fattigdommen blandt de britiske arbejdere.
Mens arbejderklassen selv havde problemer med at betale huslejen og skaffe mad, kunne de samtidig konstatere, at asylansøgerne blev indlogeret på hotel med fuld forplejning. Det måtte nødvendigvis afføde nogle konsekvenser. Se Berlingske (bag betalingsmur).
Herefter blev Messerschmidt interviewet, og han var enig med Theils i hendes betragtninger.
Astrid Berg havde ikke lyst til at høre på Messerschmidts bemærkninger om optøjerne. Og efter en del afbrydelser, som Messerschmidt i øvrigt tog med ophøjet ro, fik han det provokerende og tåbelige spørgsmål, som en venstreorienteret presse uundgåeligt må stille, når en anderledestænkende person er i Deadlines varme stol: ”Tager du afstand fra de optøjer, du ser i disse dage?” (min. 17:50). Dette spørgsmål fik han faktisk fire gange (”bare så jeg kan forstå det”, som TV-værter altid siger, når alle seerne for længst har fattet pointen), før det gik op for Astrid Berg, at han mente det.
Et rigtigt ”er du holdt op med at slå din gamle mor”-spørgsmål.
Herefter udartede det sig til en noget skarpere meningsudveksling.
Berg mente, at det var Farage, der havde pustet til volden, for det siger det britiske politi nemlig selv. Hun spurgte, om ikke Messerschmidt mente, at det er farligt, når en mand i Farage’s position siger sådan.
Messerschmidt svarede, at ”Nej, der er derfor, I skal lave den journalistik, der siger: Hvorfor siger Farage det? Det gør han, fordi britisk politi gennem årtier har skjult den sandhed, som alle andre i dag kan se på sociale medier. Man skjulte, hvad det var, der egentlig skete i groomingsagen i Rotherham. Det er modsætningen til Danmark, for jeg tror sådan set, at tilliden til myndighederne er større end i Storbritannien.”
Om det er de højeradikale grupper, der skaber usikkerheden i gaderne, eller om det er de voldelige grupper af muslimer, der render rundt i de store byer, de reagerer på, var Berg og Messerschmidt uenig i. Se rights.no.
Messerschmidt kommenterede, at ”det eneste, de britiske medier fortæller, er det her med ”det højeradikale fænomen”. I taler ikke om, hvad det er en reaktion på, og I ser åbenbart ikke de opslag, der kommer på de sociale medier.”
”Den vold, som er gået forud i årtier, sammenholdt med at rigtig mange briter i arbejderklassen og middelklassen ikke kan få tingene til at hænge sammen. Det er jo dét, der gør, at helt almindelige familiefædre og -mødre er bekymret for, at deres børn bliver tævet af de her bander og voldtaget, at det ikke stopper, og at samfundet bliver revet fuldstændigt fra hinanden. Det er dét, folk reagerer imod.”
”Man kan ikke bare sige, at det er volden i sig selv, som Keir Starmer siger. Man er nødt til at se, hvad det er, folk reagerer på. Og hvad er det, der gør, at de bliver presset ud i de ekstremer. Der er hooligangrupper, som også Lone Theils kom ind på, men de skal jo bare bures inde. Men den brede del af den britiske befolkning, som føler, at deres land er ved at gå op i limningen på grund af muslimsk indvandring, dem skal man da lytte til.”
Også i Deadline gled tre små myrdede piger i baggrunden.
Morderens identitet
Hvem var morderen? En illegal muslimsk bådflygtning eller asylansøger? Det var, som om medierne trak vejret lettet, da man kunne oplyse, at han var ingen af delene, og han var heller ikke muslim. Det var fake news.
Morderen, Axel Rudakubanas ikke-muslimske tilhørsforhold kogte man længe suppe på. Hvad var der ellers af formildende omstændigheder? Jo, han var andengenerationsindvandrer fra Rwanda, men født og opvokset i England. Han rykkede dermed op i klassehierarkiet. Han blev en slags ”en af vores”. Så hvis han skejede ud, var det samfundets skyld. Og så er han tilmed autist.
Det er nyt for mig, at autister er en særlig morderisk befolkningsgruppe.
Den udløsende faktor for de voldsomme optøjer var Rudakubanas mord på tre småpiger. Men henad vejen ser det ud, som om mordene er glemt.
Links:
https://jyllands-posten.dk/debat/kommentar/ECE17345420/storbritannien-er-i-moralsk-forraadnelse/
https://www.berlingske.dk/internationalt/ny-maaling-tager-temperaturen-paa-briternes-holdning-til (bag betalingsmur).
Videoer, der begge er på engelsk:
David Starkey: Mass migration has destroyed the Britain I knew
https://youtube.com/watch?v=bwD3zn5nA5I&si=XHCcRDtIlTFm5Sa4
Mand arresteres for hadefulde bemærkninger, som han har skrevet på FB