Danmarks hidtil største og dyreste projekt er omstillingen til grøn el: ”Klimaaftale for energi og industri mv. af 22 juni 2020”. Den blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget på et helt utilstrækkeligt teknisk-økonomisk beslutningsgrundlag.
Egentlig meget sært, da der forelå et udmærket og let tilgængeligt statistisk materiale bl.a. om allerede byggede vindmøllers produktion og problemer. Det var dog ikke analyseret. De mange ekstraudgifter for at få den ustyrligt varierende og ofte manglende elproduktion fra vindmøller og solceller til at fungere som rygrad i en stabil dansk elforsyning blev heller ikke analyseret. Ej heller blev der foretaget overvejelser om elpriser og afsætningsmuligheder for el.
Sædvanlige projektbevilligende fora ville have kasseret det af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (KEFmin) fremlagte særdeles mangelfulde beslutningsgrundlag til Folketinget om et projekt til 250 mia kr!
Analysearbejdet
På grund af faglig nysgerrighed brugte vi to forfattere to måneder til at analysere projektet for at få et overblik over de mange mangler, hvoraf de vigtigste viste sig at være:
-
- Vind og sols ustyrlige variation og hyppige pauseren umuliggør, at vind og sol selv tilsammen vil kunne være rygraden i en dansk omstilling til grøn el. At nå dertil kræver et særligt back-up anlæg til produktion af grøn el med næsten samme kapacitet som den samlede aktuelle vind+sol elproduktion. Back-up anlægget skal straks kunne træde til, når vind+sol el er utilstrækkelige til at dække det danske elforbrug. Kun derved kan vor høje forsyningssikkerhed bevares.
- Omdannelse af en delmængde af den producerede vind+sol el til lagre af enten grøn brint eller grønne PtX produkter. Begge kan senere igen tilbagedannes til grøn el eller andre grønne produkter. Disse processer har imidlertid lav effektivitet og den tabte energi betyder, at produkterne vil være langt dyrere end ved fremstilling fra fossile materialer. De vil derfor være usælgelige i et klassisk marked.
- Opgør med myterne om at det altid blæser et eller andet sted, hvor man kan få el fra og om, at vind+sol leverer den billigste el. De omtales senere.
Ikke indregnede ekstraudgifter gør havvindmølle-el til den dyreste energiproduktion. De er beskrevet i en artikel af os i Den Korte Avis 7 december 2023, Om dansk klimaøkonomi for grøn el.
Vor 2 måneders analyse kunne kun gennemføres så hurtigt pga. godt statistisk materiale om allerede byggede vindmøllers el-produktion og problemerne dermed. Ligeledes et godt kendskab til naturlovene og fysisk-kemiske processer. Analysen blev offentliggjort i Den Korte Avis 21 jan. 2021 med titlen: ”Nødvendig viden før klimaaftalen omsættes til klimaplaner og klimahandlinger- 8 spørgsmål som Folketinget må kende svarene på”. Især 4 områder, må der tages stilling til: Samvariationen af vind og sol i Vesteuropa, behovet for back-up kapacitet til vind+sol, lav effektivitet og store udgifter ved produktion af PtX på basis af ustabil el fra vind+sol samt økonomi og rentabilitet.
Artiklen blev fremsendt til Klima, Energi- og Forsyningsministeriet og dets særlige Klima-, Energi- og Forsynings-udvalg, men udover kvittering for modtagelse kom der aldrig reaktion herpå. Yderligere blev artiklen sendt til udvalgets enkelte medlemmer, til disses partikontorer samt til udvalgte medlemmer af Folketinget. Siden har vi publiceret yderligere 33 artikler om problemerne med at basere dansk energipolitik på den ustyrlige og meget varierende el fra vind+sol. Artiklerne kan tilgås og kopieres fra hjemmesiden i Den Korte Avis ved at søge efter forfatternavnene: Ib Andersen og Søren Kjærsgaard.
Dansk back-up baseredes dengang og i langt højere grad i dag på importeret biomasse, hvilket næppe kan fortsætte. Det samme gælder også for vor hidtidige store udveksling med norsk og svensk vandkraft- el, da de har fået kabler til andre nabolande, som vi nu og fremover må konkurrere med. Allerede nu og mere i fremtiden bliver vi derfor nødt til at købe mere el på det internationale elmarked ofte til høje priser og med varierende produktionskvalitet.
Vi bliver derved lige så afhængige af el-markedet, som vi tidligere var af gasmarkedet og som vi da svor på, at sådant aldrig skulle gentages! En større grad af selvforsyning med el vil blive afgørende for, om vi kan bevare vor hidtidige høje elforsyningssikkerhed til fornuftige priser.
Den nødvendige udfasning af vore gamle, stabile og styrbare termiske kraftværker er også i gang og vil være afsluttet i midten af 2030erne. Den ville el-teknisk enklest kunne udføres med moderne kernekraft, der også leverer stabil og styrbar el og som derfor kan optimere udnyttelsen af det eksisterende el-net. Så kunne man glemme stort besvær og dårlig økonomi ved bygning og drift af det back-up anlæg, som er absolut nødvendigt, såfremt man fortsat vælger at satse på vind+sol.
I stedet blev nærværende mange-milliard projekt igangsat nærmest med lukkede øjne. Aftaleudkastet var ellers faglig set for ringe til at kunne bruges som beslutningsgrundlag for Folketinget. Alligevel blev det vedtaget af et bredt flertal .
Langt mere fremtidssikret ville en styrbar stabil 24/7 elforsyning baseret på moderne kernekraft være. Det kunne fx være 2-3moderne kernekraftværker af klassisk størrelse på ca.1,5 GW per reaktor eller mindre anlæg af containerstørrelse på godt 100 MW per reaktor. Førstnævnte har en byggetid på godt 6 år. De mindre anlæg kan produceres fra 2027 og mange vil kunne installeres på tidligere termiske kraftværkers område og udnytte det bestående el-net. Men sådanne tanker kan ikke tænkes, da det vi i det tidlige forår 2025 kan fejre 40 års jubilæum for dansk nølen pga. et betontungt folketingsflertalsbestemmelse fra 1985 om, at kernekraft ikke må bruges til dansk energiproduktion.
Allerede byggede vindmøller og solceller bør selvfølgelig bevares i vor elforsyning til slutningen af deres levetid på forventeligt 25 år. Der bør ikke bygges flere havvindmøller, da disses dyre el fortrinsvis skal bruges til eksport, hvilket bliver svært i et klassisk marked.
Vindmøllevirksomheder sælger ikke direkte brugelig el, de sælger vindmøller og så må køberen selv sørge for anskaffelse af og betaling for dyr back-up, såfremt man vil have brugbar el i stikkontakterne 24/7. Et flertal af danske politikere synes ikke at være vidende herom. Derfor har vi dyr el-produktion og høje elpriser i Danmark.
Om moderne havvindmøller
Vestas opsætter i øjeblikket vindmølleparken ”Baltic Eagle” ved Rügen. Den nominelle ydelse vil være 474 MW, men i praksis ikke mere end det halve. Byggeomkostningen på 1,6 milliarder € er 12 milliarder danske kroner, hvilket giver 50 milliarder kroner per effektiv GW.
Dette er sammenligneligt med Finlands seneste reaktor, der producerer stabil el i stærk kontrast til en hvilken som helst vindmølle. Medregnes dette bliver vindkraft langt dyrere end kernekraft.
Tyskland har mere end Danmark satset på de såkaldt vedvarende energikilder som vind+sol mv., der i første halvår udgjorde næsten 60% af den tyske elproduktion. Tyskland har lukket sine kernekraftværker og har et af de højeste CO2 aftryk i EU og meget høje elpriser. Der er stor misstemning i tysk erhvervsliv og konkurser, nedlægning af arbejdspladser og udflytning af tysk industri hører til dagens orden.
Per person er det franske energiforbrug 5,21 kW (5,1 kJ per sekund) medens en tysker i gennemsnit brugte 4,62 KW i 2023- ret ens. En fransk person udledte i gennemsnit 4,83 tons kuldioxid mod en tyskers 7,30 tons. Tydeligere kan den tyske fiasko med vind+sol næppe illustreres.
Danmark bør lære af de tyske erfaringer og ikke gå havvindmølle-amok. Især da et flertal af danskerne nu går ind for at bruge atomkraft.
Danmark må erkende, at elementerne i den nuværende danske klimaplan ramler en efter en, da planlægningen har været alt for svag i faglig henseende. De planlagte produkter er simpelthen for dyre og vil slet ikke være konkurrencedygtige i et frit klassisk marked.
Den nuværende klimaplan er forældet og bør derfor kraftigt revideres. Der er i stedet behov for en revideret klimaplan fremlagt som en helhedsplan, hvor samspil, rækkefølge, pris, markedsbehov mv. for de producerede produkter er faglig teknisk og økonomisk analyseret. Den hidtidige ”salami-planlægning” i mange små trin bør ophøre, da overblik derved forsvinder. Danmark har derfor behov for nu at øge fagligheden i KEF-min som også foreslås af Videnskabernes Selskab.
Hvorfor har fagligheden i ”Klimaaftalen for energi og industri mv 2020” været så ringe?
Et mål for ministerierne har altid været at producere forslag til lovgivning mv. baseret på den bedst mulige tilgængelige faglige viden samt på de økonomiske og administrative realiteter til brug for politikernes endelige vurdering og afgørelse i Folketinget.
Dette lykkedes desværre ikke med klimaplan 2020, da fagligheden var for lav pga. for få og nu endnu færre antal ingeniører, fysikere og kemikere mv. med speciale inden for KEF-min ansvarsområder. I stedet er antallet af jurister, økonomer, administratorer og spindoktorer steget.
Den reducerede interne faglighed kan øges ved adgang til universiteternes forskningbaserede rådgivning inden for den aftalte økonomiske ramme. Denne er dog i mange år reduceret med årlige 2% og er derfor nu af begrænset størrelse.
Endelig kan der købes konsulentbistand fra private firmaer, men omfanget begrænses af høje timelønninger. Og desværre er det ikke karrierefremmende for ansatte i et ingeniørfirma, at forholde sig kritisk til Danmarks klimapolitik. For der kan tjenes mange penge på denne.
Ministeriernes adgang til nøgtern ekstern myndighedsrådgivning er derfor efterhånden særdeles begrænsede.
Projekt ”energiøerne” må have haft alt for få interne natur- og ingeniørvidenskabelige eksperter.
I dansk politik er det en uvane ved nye politiske projekter at anprise dem med fraser som: ”Vi skal nu være førende i verden på dette område”. Det er upassende selvhøjtideligt, hvor en vis ydmyghed ville være mere passende. Også ”Klimaaftalen for energi og industri mv 2020” af 20 juni 2020 fulgte dette mønster. Projektets to såkaldte energiøer blev benævnt som verdens første med mange banebrydende ideer, som den daværende klimaminister rejste kloden rundt og belærte om.
Når man læser den 16 sider lange aftale, er man ikke i tvivl om, at den er udarbejdet af mange superoptimistiske spindoktorer og administratorer i bredeste forstand og ganske få med natur- og ingeniørvidenskabelig faglig viden. Alle de rigtige ord er tilstede: Etablering af verdens første energiøer, markedsdrevet udbygning, PtX, fangst af CO2 etc. Men der er ingen faglige analyser af fordele og ulemper, ingen feasibility studier, ingen faglige teknisk-økonomiske analyser og ingen pris- eller markedsovervejelser.
Energiøerne har siden haft en krank skæbne, især fordi ingen anede eller havde beskrevet, hvad øerne skulle bruges og dimensioneres til. Alligevel blev projektering og forundersøgelser igangsat og mange ingeniører mv. ansat. Først 4/8-2022 kunne man i fagbladet Energy-supply læse: ”Teknisk rådgiver fundet. De skal føre Energistyrelsen (ES) gennem de sidste faser med energiøerne i Nordsøen”. De næste 9 år skulle firmaet forsyne ES med teknisk rådgivning om energiøen- en aftale med et loft på 900 mio kr. Dette måtte ske, da ES ikke selv havde kunnet formulere konceptet for projektet dvs. ideerne om, hvad projektet skulle bruges til. Det betød en fortsat projektering i blinde i endnu et år, da resultatet først forventedes færdigt i september 2023.
For et par måneder siden havde energiøerne foreløbig kostet 1,5 mia. kr: 623 mio. kr til Nordsø-øen, som aldrig blev færdigprojekteret endsige bygget og 695 mio. kr til Bornholm. Begge projekter havde heldigvis tilknyttet en solnedgangsklausul og de blev sat i bero, da begge ville være underskudsgivende. Vore beregninger i 2021 viste allerede dette.
Vindindustrien har generelt set ikke været nogen hjælpsom partner for KEF-min, da den systematisk har undladt at omtale vindmøllers problemer. Spørgsmål om hvad man gør, når vinden ikke blæser, er rutinemæssigt blevet afvist med: ”Det gør den altid et eller andet sted!”. Det er lodret forkert pga. samvariationen i europæiske vindmøllers elproduktion. Det illustreres af de meget høje elpriser ved vindstille. Et andet svar har også været: ”Så skal vi bare have bygget flere vindmøller!”. Også lodret forkert. Er der for lidt vind til, at møller kan køre et sted, vil det også gælde for nye møller samme sted.
Branchen informerer om vindmøllers produktion ved at angive, hvor mange husstande en vindmøllepark kan el-forsyne på årsbasis. Branchen glemmer dog altid at skrive: ”Gælder kun når det blæser”. Branchen viser heller ikke, hvor ofte og hvor meget vinden varierer på kort sigt fx en dag. Da ser man nemlig straks, hvor ubrugelig vindmølle-el er uden kostbar back-up til kontinuerlig justering af vind-el, således at den kan bruges i stikkontakterne.
Man kan opføre batterier til opbevaring af strøm. Men det er prohibitivt dyrt. Der findes fremdeles ikke andre anvendelige metoder, end at gemme vand i vandkraftværkernes magasiner. Det har hidtil fungeret meget godt for Danmark, men nu har både Norge og Sverige trukket kabler til alle deres nabolande, så vandkraftværkernes kapacitet er helt utilstrækkelig til at dække behovet.
I 2023 ydede vindmøllerne i A, BE, CH, CZ, DE, DK, FI, F, GB, NL, NO, PL, SE i gennemsnit tilsammen 45,6 GW varierende mellem 121 GW og 5,7 GW. Standardafvigelsen var 52% af gennemsnittet. (Baseret på timetal). Månedsgennemsnittene varierede mellem 25 GW i juni og 67 GW i december. Det burde være indlysende, at en så varierende strømforsyning ikke kan bruges til at drive et moderne samfund.
Vindmøllevirksomheder sælger ikke direkte brugelig el, de sælger vindmøller og så må køberen selv sørge for anskaffelse af og betaling for dyr back-up, såfremt man vil have brugbar el i stikkontakterne 24/7. Et flertal af danske politikere synes ikke at være vidende herom. Derfor har vi dyr el-produktion og høje elpriser i Danmark.
Det er også etisk usmageligt, at et stort rådgivende ingeniørfirma lader sig hyre som konsulenter til at løse en kæmpeopgave som fx at bygge en energiø, uden derefter selv at trække sig fra opgaven, når man efter kort tid med sine orienterende beregninger må kunne have set, at opgaven ikke kunne løses. Det tog os to forfattere under to måneder at nå denne konklusion.
Et ministeriums udbud af opgaver i licitation kræver derfor også, at ministeriet har en betydelig faglig viden for at kunne skrive udbudsmateriale af god kvalitet og derefter vurdere svarene herpå. I sin undsigelse af eksperter i 2001 og i stedet støttende opgaver i udbud, synes statsminister Fogh Rasmussen også at have overset dette problem.
Det er svært at forstå, at statsminister Mette Frederiksen og hendes tro væbner KEF-min Dan Jørgensen med det overordnede ansvar for Danmarkshistoriens største og dyreste projekt kunne igangsætte dette uden teknisk- økonomiske analyser, uden beskrevet formål med energiøerne og uden at have observeret og reageret på den langvarige, manglende fremdrift i projektet.
Modeller for ansættelse af faglige eksperter i centraladministrationen til myndighedsrådgivning
Det synes klart ligesom i den almene artikel 1, at i hvert fald KEF-min gennem mange år har været for svagt bemandet med natur- og ingeniørvidenskabsfaglig arbejdskraft og at der må ske forbedringer af den type faglige bemanding, såfremt den fortsatte grønne omstilling skal blive vellykket.
Vi skal undlade at foreslå forbedringer i ministeriernes interne arbejdsgange, da Videnskabernes Selskab har gjort det så udmærket (se artikel 1) og blot nævne, at faglig viden om projekter altid bør være af international kvalitet og altid bør medbringes hele vejen op til beslutnings-hierakiets øverste niveau, hvor den politiske afgørelse træffes.
I forhold til en fremtidig faglig forbedring af den forskningsbaserede myndighedsrådgivning vil vi pege på 3 modeller:
Den første model ville være i ministerierne at genoplive de vigtigste af de stadig relevante SEFI. Den sektorbaserede faglige forskning i andre lande er næsten overalt bragt op på et internationalt niveau og samtidig er der opstået overordnede samarbejdsfora, såvel i EU som globalt, med stærk videndeling. Har Danmark ikke selv faglig viden på dette niveau i politiske forhandlinger, vil det være et stærkt handicap. Danmark vil med sine enestående, velregistrerede samfundsforhold være i stand til at stille med analyser og argumenter af stor styrke. Men det kræver, at man har egne fagfolk til analyser på dette niveau. Hvert SEFI bør skræddersys til sit ministerium for at maksimere udbyttet af planlagte projekter og det daglige viden-beredskab.
Denne model blev afprøvet indtil årtusindskiftet og blev da betegnet som velfungerende af brugerne.
Den anden model kunne være at forbedre den nuværende ordning, hvor ministerier og universiteter opretter samarbejdsaftaler for en fireårig periode, i hvilken aftalte opgaver løses af universiteterne med betaling fra en pulje. Der er oprettet ret få aftaler og da puljen er beskåret gennem mange år, har aftalen ikke været en umiddelbar succes. Der er et udtalt behov for en forbedring.
Der har været omtalt problemer med selvcensur, men vigtigere er, at universiteterne altid primært har været og stadig er orienteret i retning af grundforskning. Anvendt forskning er af natur ad hoc, hvorfor universitetsforskere ikke er dedikerede til at udføre myndighedsopgaver inden for en fast tidsramme.
Den tredje model kunne være, at der i hvert departement som noget nyt og uprøvet oprettes et forskningskontor. Ikke til selv at udføre forskning, men til at udarbejde og overvåge ministeriets aftaler med universiteter, med andre forskningsinstitutioner og aftaler med rådgivende ingeniører om projekter udført mod betaling. Også at kontrollere afsluttende projektrapporter. Nogle medarbejdere i dette kontor bør være ældre erfarne tidligere forskere eller tidligere driftsorienterede fagfolk fra større virksomheder. Yderligere at følge med i den danske og internationale forskning af relevans for ministeriets ansvarsområde. I Storbritanien anvendes model 1 og 3 i kombination.
Model 2 og 3 kan sidestilles; model 1 har et fortrin for disse ved tidligere at have været afprøvet i Danmark med tilfredsstillende resultat.
SAMLENDE RESUME OG KONKLUSION
De to udredninger fra Videnskabernes Selskab i artikel 1 viste stærk nedgang i antallet af natur- og ingeniørvidenskabelige mv. specialister inden for ministeriernes ansvarsområder medens antallet af administratorer i videste forstand stiger gennem årene. Eksemplet med prestigeprojektet om energiøerne i artikel 2 demonstrerer det kaos med åndelig, faglig og økonomisk ruin som manglen på faglige natur- og ingeniørvidenskabelige mv. specialister i Klima-Energi og Forsyningsministeriet har betydet for den grønne omstilling.
I sammenlignelige lande har man bevaret og udbygget faglige nationale institutter.
I 1985 bestemte danske politikere, at kernekraft ikke måtte anvendes i dansk energiproduktion. Deres mangel på politisk teknologineutralitet er fortsat gældende og bekræftet for ca. et år siden af et folketingsflertal. Derimod går et flertal af danskerne nu ind for atomkraft. Der har været enorme tekniske fremskridt især om sikkerhed i moderne atomkraft og med 600 reaktorer i drift på land og med et meget stort antal reaktorer i drift på flådefartøjer, isbrydere, handelsskibe mv. i mange år uden tab af menneskeliv. Et flertal af danske politikere synes ikke længere at være velorienterede om kernekraft.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (AFR) startede centraladministrationens faglige deroute med fjernelse af eller reduktion i antal ikke-administrative specialister i hvert ministeriums forskellige ansvarsområder i sin første nytårstale i 2002. Her undsagde han anvendelsen af eksperter og såkaldte ”smagsdommere” og nedlagde derefter størstedelen af ministeriernes sektorforskningsinstitutter (SEFI). Disse havde ellers efter 25 års møjsommelig faglig opbygning nået det internationale faglige niveau, som andre sammenlignelige landes nationale institutter allerede havde. Nedlæggelsen medførte et stort akut tab af viden, da mange tidligere sektorforskere lod sig pensionere og de, der blev ansat på universiteterne til betjening af ministerierne inden for en årligt skrumpende bevillingsramme, fik ringere arbejdsvilkår. Omlægningen var ikke nogen succes.
Da AFR senere på Venstres årsmøde i nov. 2008 lovede ”Et fossilfrit Danmark i 2050” vakte det stor undren, idet han ved nedlæggelsen af de fleste SEFI netop havde fjernet store dele af de ministerielle natur-, ingeniørvidenskabelige og andre fagligheder, der ville være nødvendige for at opnå fossilfrihed i løbet af blot 42 år.
I 2023 ydede dansk vind+solenergi iflg. Energistyrelsens statistik 12 % af Danmarks energiforbrug. Indenlandsk biomasse 17 %, og udenlandsk 11%. Importen af træflis kan næppe fortsætte og slet ikke øges. Det samme gælder for brug af norsk og svensk vandkraft, da der nu også er langt elkabler til andre lande.
Hvordan vi i de næste 26 år skal nå 100 % fossilfrihed er uvist, så længe danske politikere undsiger kernekraft til brug i dansk energiproduktion. Man kan forøge produktionen af el fra vind+sol, men disses ustyrlige variation og pauseren med deraf følgende behov for et kostbart back-up system begrænser stærkt deres anvendelighed. Den manglende teknologineutralitet på dette område har nu varet 40 år og blev bekræftet sidst for 1 år siden af et folketingsflertal. Derimod er et flertal i den danske befolkning nu positive for kernekraft. Ikke så sært med de store tekniske fremskridt om sikkerhed i moderne kernekraft.
Et flertal af danske folketingsmedlemmer synes ikke at være velorienterede om moderne kernekraft og om to danske firmaers ekspertise på dette område, som kan udvikle sig til stor eksport af udstyr til styrbar og stabil 24/7 elproduktion.
Statsminister Mette Frederiksen (MF) fortsatte ARF´s linje med tidvis undsigelse af specialister under corona-epidemien og fortsat undsigelse af kernekraft til energiproduktion. Hun må sammen med sin væbner KEF-min Dan Jørgensen anses som de overordnet ansvarlige for, at Danmarkshistoriens største og dyreste projekt: ”klimaplan 2020” med bl.a. prestigeprojektet ”Energiøerne” ikke blev udviklet med tilstrækkelig teknisk-økonomisk faglighed. Et lovforslag, som var et helt utilstrækkeligt beslutningsgrundlag, blev vedtaget af et flertal i Folketinget uden indsigelser mod de mange grove mangler.
At dette prestigeprojekt senere måtte nedlægges, skyldes KEF-min`s og et rådgivende ingeniørfirmas manglende evne til at beskrive, hvad projektet egentlig skulle bruges til. Alligevel blev projektet igangsat i blinde med mange ansættelser, mange opmålinger etc. og måtte så lukkes pga. en solnedgangsklausul, der ikke ville acceptere økonomisk underskud. Knap 1 mia. kr. blev brugt til ingen nytte.
Det er således to magtfulde og magtfuldkomne statsministre, der må betegnes som de hovedansvarlige for den ringe og stadig faldende faglighed i den danske centraladministration pga. tiltagende mangel på faglige specialister bortset fra administratorer i videste forstand. Begge har vel følt, at størrelsen af deres ønskede beslutningsrum blev formindsket af fakta. Fælles for begge er en manglende tro på eksperter, høj selvtillid samt et ønske om at være generalsekretær i NATO.
Der er nu behov for, som Videnskabernes Selskab anbefaler i 2 rapporter fra 2021 og 2024, at få genoprettet en bred faglighed på internationalt niveau udover de mange administratorer i videste forstand, som i dag dominerer i ministerierne. Udførelsen heraf bør skræddersys til det enkelte ministeriums ansvarsområder, behov for projektvirksomhed og for dagligt viden-beredskab.
Ønskes der i ministerierne at øge det faldende og nuværende lave antal faglige specialister på ministeriets ansvarsområder udover de administrative specialister i videste forstand kan vi pege på 3 modeller:
-Den første model er at genoplive de vigtigste af de stadig relevante sektorforskningsinstitutter, da disse i sammenlignelige lande stadig eksisterer som nationale institutter med anvendt forskning inden for projekter, rådgivning og videnberedskab på internationalt niveau.
-Den anden model kunne være at forbedre den nuværende ordning, hvor ministerier og universiteter opretter samarbejdsaftaler for en fireårig periode, hvor et universitet løser aftalte opgaver for et ministerium mod betaling fra en pulje. Mod taler universiteternes primære opgave, der er grundforskning samt en angst for selvcensur.
-Den tredje model kunne være, at hvert ministerium opretter et forskningskontor. Ikke for selv at udføre forskning men for at stå for al kontakt til universiteter, rådgivende ingeniører mv om eksterne forsknings- og rådgivningsopgaver udført mod betaling. Hertil kontrol af slutprodukterne.
Videnskabernes Selskab foreslår også forbedringer i ministeriernes interne arbejdsgange. Det vil vi afstå fra.
Vor slutbemærkning skal være, at god, ansvarlig politik normalt bør bestå af en blanding af politikertro og eksperters viden om fakta. Dette berøver på ingen måde politikeres mulighed for egenrådigt at slutbestemme uanset fakta. Det er jo det, de er valgt til! Men fakta bør altid være offentligt tilgængelige efter en lovs vedtagelse.