USA’s nye sikkerhedsrapport er deprimerende læsning for os europæere, for rapporten ser EU og de europæiske nationalstater som udbrændte stjerner på vej mod at implodere. Vi har sammen med EU mistet både evnen og viljen til national selvopretholdelse.
I Europa reagerer den politiske elite med vantro over vores nærmeste allieredes uhørt negative vurdering af os og vores situation. Men når nu fornærmelsen har fortaget sig, kunne vi måske finde overskud til at vedkende os, at USA og Trump har mere ret, end vi tidligere har tilladt os selv at se i øjnene.
For det ER rigtigt, at mange af os i misforstået respekt for overnationale instanser som EU, FN og Menneskerettighedsinstitutioner har undertrykt de nationale befolkningers demokratiske egenvilje. Vi har siden afslutningen af 2. Verdenskrig været besat af tanken om internationalismen som mere legitim end den primitive og chauvinistiske nationale bestemmelse, hvor al idealitet forsvinder ud i forfølgelsen af den primitive egeninteresse. Det gælder som en grundregel for os, at de ”fine” og ideale overnationale bestemmelser altid overruler de egoistiske nationale demokratiske staters egenvilje.
Det har ført til, at vi i hensynet til de fine og abstrakte menneskerettigheder har følt det rigtigt, at vi med stolthed kan afsværge den nationale identitet. Det nationale er jo det selviske og onde, som vi med 2. Verdenskrig endelig har fået gjort op med.
Nu skal vi i stedet i samlet flok marchere under den nye internationale orden, hvor alle mennesker principielt er lige og qua deres status som menneske i enhver sammenhæng har umistelige rettigheder. Kun sådan kan vi gøre op med fortidens nationalt betingede umenneskelighed.
Og bare for god ordens skyld: Det er en myte, at overnationale institutioner er blottet for selviskhed. Der intet belæg for, at de adskiller sig fra alle andre institutioner og organisationer. Fra FN til EU og Menneskerettighedsdomstolen så manipulerer og fordrejer de helt på linie med alle andre. FN f.eks er herostratisk berømt for uhæderlighed og forudindtagethed i forhold til Israel, og det i en grad, der burde gøre enhver nationalstat misundelig.
Og mens eliten altså under ledelse af partier som De Radikale frydefuldt giver sig hen i realiseringen af disse våde drømme om realiseringen af det universelle menneskes idealsamfund, så står de nationale befolkninger og ser måbende til. De har aldrig nikket ja til, at man skal opgive Sverige for at imødekomme elitens utopiske drømmerier.
Og det er dette overnationale drømmeri, som USA nu angriber og anfægter. Vi kan i den sammenhæng prøve at finde lidt trøst i, at der dog også er amerikanske analytikere, der opfordrer os til at gyde olie på vandene: De trøster os med, at Trump ikke vil leve evigt, og han i øvrigt aldrig har været i stand til at følge en strategi. Han siger ja om tirsdagen og nej om onsdagen, så vi skal ikke tage det så tungt. Og hvem ved, måske skal det nok ende med at gå alt sammen!
MEN de trøstende ord falder på klippegrund, for det er til overmål blevet sandsynliggjort, at EU og et flertal af de europæiske stater er ude af stand til at løse deres problemer.
Debatten på DR2
EU og de europæiske nationalstater er ude af stand til at løse deres problemer, hvad angår flygtninge, immigration og remigration. Vi kan alle blive enige om problemet, men når det kommer til løsningen, så ender det i endeløse undersøgelser af problemets beskaffen. Vi nedsætter udvalg, der skal handle på problemerne og løber så i øvrigt ustandseligt ind i administrative problemer fremkaldt af, at EU’s medlemsstater slet ikke kan finde fælles fodslag. Så vi nedsætter nye underudvalg og mens græsset gror, dør horsemor.
Vi er impotente og handlingslammede. Debatten på DR2 den 11.12 var nyttig anskuelsesundervisning. Alle (bortset fra den ”nyttige idiot” Pelle Dragsted fra Enhedslisten) var enige i, at den amerikanske kritik skulle tages alvorligt, fordi vi de facto er på vej mod vores egen opløsning.
Men da det så kom til spørgsmålet om, hvad man gør ved konventionerne og kriminelle immigranter, der nægter at forlade Danmark, så meldte lamheden sig. I takt med at vores samfund er blevet feminiseret, har vi mistet evnen til at træde i karakter. Vi slår blot opgivende ud med armene i en erkendelse af, at vi ikke rigtig kan eller vil gøre noget ved. Vi gemmer os bag en besværgelse om, at vi som en lille økonomi og stat er afhængige af en regelbestemt international orden. Så vi er skakmat, og vi har ikke viljen til at gøre noget ved det. Der er ikke noget at sige til, at Trump ser os som nationalt selvopgivende realitetsfornægtere, som han ikke kan forlade sig på.
Svend Lindhardt