Den Korte Avis | Debat i Folketinget: Stort flertal vil give over 2000 indvandrere dansk statsborgerskab – kun DF vil stemme imod, mens Konservative og DD vil undlade

Den Korte Avis | Debat i Folketinget: Stort flertal vil give over 2000 indvandrere dansk statsborgerskab – kun DF vil stemme imod, mens Konservative og DD vil undlade


Torsdag førstebehandlede Folketinget lovforslaget om tildeling af dansk statsborgerskab til 2.064 indvandrere.

 

Af dem kommer 583 indvandrere fra de berygtede muslimske Menapt-lande. Menapt står for Mellemøsten, Nordafrika og Tyrkiet.

 

Et stort flertal i Folketinget vil stemme for lovforslaget.

 

Stort flertal for

Fra den socialdemokratiske ordfører, Anders Kronborg, lød der det forventede et velkommen til de kommende statsborgere.

 

”De har villet Danmark,” mente han.

 

Samme toner lød fra Venstres ordfører, Heidi Bank: ”Det er noget, man skal ville. Et kæmpestort tillykke!”

 

Også Moderaternes ordfører, Mohammad Rona, var ude med lykønskninger.

 

”De har været ude på en lang rejse – ønsker dem alle tillykke,” lød det fra ordføreren.

 

Den radikale Zenia Stampe lagde heller ikke skjul på sin begejstring:

 

””Tillykke til dem og tillykke til os!” lød det fra den radikale ordfører.

 

Liberal Alliance vil også stemme ja til forslaget. Den tidligere arge modstander, Pernille Vermund, kommer altså til at trykke på den grønne ja-knap.

 

Ifølge Rosa Lund fra Enhedslisten, så er dansk statsborgerskab ikke kun en gave. Det er en rettighed.

 

Socialistisk Folkeparti deltog ikke i debatten, men meddelte via Enhedslisten, at de støtter forslaget.

 

Også Alternativet var fraværende og havde ikke benyttet sig af en budbringer, men de plejer normalt at stemme for.

 

To gange gult og en gang rødt

Det var dog ikke alle partier, der delte begejstringen over, at mere end fem hundrede muslimer med oprindelse i de berygtede Menapt-lande nu står til at få danske statsborgerskab.

 

Ved de sidste to uddelinger sidste år stemte De Konservative gult, og det vil de også gøre denne gang, meddelte partiets ordfører, Rasmus Jarlov.

 

Han mener, at der stadig er alt for lidt styr på, hvem det er, der får dansk statsborgerskab.

 

”Vi taler om ejerskab til Danmark,” lød det advarende fra ordføreren.

 

I lighed med De Konservative vil også Danmarksdemokraterne stemme gult og med samme begrundelse.

 

”Der bliver begået alt for mange fejl,” lød det fra ordfører Kristian Bøgsted.

 

Han efterlyste en opstramning af reglerne og vil have indført personlige samtaler med ansøgere om dansk statsborgerskab.

 

Det skal ske med henblik på at måle dybden i ønsket om at blive en integreret del af de danske samfund og kultur.

 

I lighed med tidligere vil også Dansk Folkeparti denne gang stemme rødt.

 

Ordfører Mikkel Bjørn begrundede det blandt andet med utilstrækkeligt kendskab og viden om de mennesker, der står til at få dansk statsborgerskab.

 

Ligeledes påpegede ordføreren, at statsløse er berettigede til dansk statsborgerskab uanset om de kan et ord danske eller ej, og uanset om de har begået alvorlig kriminalitet eller ej.

 

Det skyldes, at Danmark har tiltrådt Statsløsekonventionen, der forpligter de underskrivende lande til at give statsløse statsborgerskab uden at stille nogen form for krav.

 

Ifølge Mikkel Bjørn er der 25 statsløse på listen.

 

Tidligere stemte også Ny Borgerlige rødt, men efter at dette politiske korthus er faldet fra hinanden, er nej-stemmerne her gået over til Dansk Folkeparti.

 

De 24 muslimske Menapt-lande omfatter:

Syrien, Kuwait, Libyen, Saudi-Arabien, Libanon, Somalia, Irak, Qatar, Sudan, Bahrain, Djibouti, Jordan, Algeriet, Forenede Arabiske Emirater, Tunesien, Egypten, Marokko, Iran, Yemen, Mauretanien, Oman, Afghanistan, Pakistan og Tyrkiet.

 

Læs også:

https://denkorteavis.dk/2024/368225/

 

https://denkorteavis.dk/2024/368349/





Source link