Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet
Hvis man som islamkritisk, borgerligt og nationalt sindet vil have et interessant eksempel på, at det (kultur)radikale segment er på retræte og at den neo-marxistiske periode synger på sidste vers, skal man følge med i fejden mellem Eva Gregersen og Det Radikale Venstre:
Under overskriften ” SAMIRA NAWAS ISLAMVENLIGE POLITIK ER UNDERGRAVENDE FOR DET LIBERALE DEMOKRATI” skriver Eva Gregersen i Berlingske 23/8 et kritisk indlæg om Det Radikale Venstres næstformand, Samira Nawa, der udadtil ”fremstår som en sekulær solstrålehistorie”, men som i sit politiske virke undergraver de selvsamme sekulære værdier, hun foregiver at hylde, ved f.eks. at arbejde for mere muslimsk indvandring og promovere normalisering af muslimske tørklæder – ligesom hun insisterer på at italesætte den muslimske indvandring som en stor succes.
Eva Gregersen har dog noteret sig, at Samira Nawas partifælle, Zenia Stampe, har givet Mette Frederiksen ret i, at lovreligionen islam er uforenelig med det liberale demokrati – og afslutter derfor sit indlæg med at spørge Samira Nawa, om hun er enig med statsministeren og Stampe i dette udsagn.
Eva Gregersen optræder fast i debatspalterne i Berlingske, hvilket i sig selv er nyt og påfaldende al den stund, at hendes polemiske afsæt er islamkritisk og derfor i udgangspunktet har været et politisk ståsted, som mainstreammedierne i årtier har holdt ud i strakt arm, men nu villigt lægger spalteplads til. En interessant udvikling.
Ikke mindre interessant er reaktionen fra Samira Nawa og hendes politiske bagland: Nawa nægtede at svare på Gregersens enkle spørgsmål, men forsøgte sig på Facebook med en passivt-aggressiv taktik: hun nægtede både at nævne Eva Gregersen ved navn og ignorerede hendes spørgsmål, som hun i kraft af sin særlige position som Gutmensch er hævet over, og faktisk er for sensibel til overhovedet at skulle tåle: ” Hvad skal vi dog stille op med den slags? Det er let at miste modet – og det påvirker mig. Meget endda[…] Hvis der er noget, vi har lært af historien, er det, at vi ikke skal møde had med had”
De Radikales formand, Martin Lidegaard, var bestyrtet – og lige så uvillig til at svare på Gregersens enkle og værdicentrale spørgsmål. På Facebook skriver han bl,a.: ” Jeg har svært ved at finde ord for, hvor absurde og urimelige, jeg finder skribentens påstande […] Det er som om, der er sået gift i den offentlige debat i Danmark i disse uger og måneder.” og Lidegaard afslutter sit indlæg: ” Demokratiet er truet – Ikke af Samira Nawa, men af den manglende lyst i befolkningen til at stille op for demokratiet og af en ny debatkultur, hvor perfide personlige angreb åbenbart er en ny accepteret norm, også i de gamle medier. Det et rent ud sagt uforståeligt, at et medie som Berlingske Tidende stiller spalteplads, kommentatortitel og honorar til rådighed for den slags smuds.”
Mest – skal vi kalde det – aggressiv, er dog De Radikales hovedbestyrelsesmedlem, Rune Christiansen, der, også på Facebook, går i brechen for Nawa med denne svada: ” …, så er man – HØRER DU EFTER EVA GREGERSEN? – Et usselt, væmmeligt, foragteligt og afskyeligt lille racistisk kældermenneske!
Og JA den slags brunskjorter er der tilsyneladende en del af i Danmark i disse tider. Men det gør dem ikke mindre frastødende og ulækre.
Fy for pokker!”
Ovenstående Radikale reaktioner på et sobert, men kritisk debatindlæg med indlagt spørgsmål til Samira Nawa og dermed invitation til åben debat, er udtryk for en total nedsmeltning af den demokratiske debatkultur, som De Radikale i sekler har brystet sig af at være verdensmestre i. Ja ikke nok med det: De Radikales selvforståelse har altid været, at de faktisk var for fine til politik, fordi de som de über Gutmenschen de er, er hævet over den simple meningsudveksling, som passionerede, politiske debatter ofte kan føre til. Dette bekræftede Martin Lidegaard i øvrigt, da han var gæst hos Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblads podcast ”Sørine og Livskraften”. Her indrømmede Lidegaard, at han faktisk følte ”mere fornuftig” end andre – som en ægte ”Radikaler” .
Hvilket maskefald!
Den radikale nedsmeltning er ikke bare total – den er pinlig i enhver demokratisk sammenhæng, for der gribes til stort set alle forbudte trick i den sorte bog for at få Eva Gregersen til at forsvinde: fra at ignorere hende ved at nægte at kalde hende ved navn og undgå at besvare hendes spørgsmål over bebrejdelser af Berlingske for at lægge spalteplads til hende – og til den fuldstændig uacceptable tilsvining.
Fraværet af sammenhæng mellem De Radikales selvforståelse og deres de facto adfærd skyldes for en meget væsentlig del den omstændighed, at partiet – sammen med resten af venstrefløjen – har været lullet ind den neomarxistiske tidsånd, der i årtier har bekræftet dem i deres oplevelse af egen godhed i en grad, så de aldrig har følt sig kaldet til at svare på kritik, hvis den kom fra kanter, man ikke behøvede tage i betragtning.
Dén tid er nu ved at være endegyldigt forbi, for vi står over for en tilbagevenden til en mere evidensbaseret virkelighed, hvilket bl.a. indebærer at svare på spørgsmål fra meningsmodstandere, som man før kunne affeje. Og den virkelighed er tydeligvis vanskelig at manøvrere i, når man aldrig før har mødt modstand. Derfor er Samira Nawas, Martin Lidegaards og Rune Christiansens reaktioner vigtige at lægge mærke til, for de illustrerer med al (u)ønskelig tydelighed hvad der sker, når man aldrig er blevet udfordret, men altid blevet bekræftet: at ens selvindbildte godhed kun er et tyndt lag fernis over primitive instinkter.
Aia Fog cand. jur.
Formand for Trykkefrihedsselskabet