Verdenspressen er havnet i babylonisk forvirring over lynrevolutionen i Syrien. Ingen havde set den komme, og alle optioner bliver luftet i spalter og på tv-skærme af kommentatorer og eksperter, der har travlt med at forklare, hvorfor de umuligt havde kunnet se, hvad der var under opsejling.
Nogle jubler over den forventede frihed i troen på fredelig sameksistens mellem Syriens mange folkeslag og kulturer. Andre ser for sig et Mellemøstens Afghanistan, hvor de nye magthavere vil etablere en ortodoks islamisk stat med sharia som grundlov. Og så er der dem, der indvarsler en ny storhedstid for den originale udgave af Islamisk Stat, der stadig kontrollerer betydelige områder af Syrien. Endelig er der medier, der hepper på Tyrkiet, som den nye stærke mand i magtspillet om Syriens fremtid
I stedet for spekulationer og gætteværk giver det mere mening at se på hvem, der ikke bliver en del af det nye Syrien. Rusland har af de nye magthavere, Hayat Tahrir al-Sham (HTS) fået 60 dage til at pakke deres sydfrugter og forsvinde. Den russiske flådebase er allerede tømt for fartøjer, som er på vej hjemover, og en luftbro af Antonov transportfly er ligeledes i daglig rutefart mod nord lastet med militært isenkram og personel.
Putin vil utvivlsomt forsøge at genskabe forbindelse til HTS, som dog næppe har glemt, at Rusland kompromisløst støttede præsident Assads rædselsregime gennem hele den syriske borgerkrig.
Den helt store taber er dog Iran, som af HTS-lederen Ahmad al-Sharaa er blevet udråbt som det nye Syrens største fjende. I sin hellige krig mod Israel og Sunni-islam er det siden 1979 lykkedes Iran at etablere en militær og ideologisk jernring om Israel bestående af Libanon, Syrien, Irak og Yemen. Denne ondskabens akse er nu brudt sammen efter revolutionen i Syrien og vil ikke blive genetableret.
De nye magthavere tilhører det forhadte sunni-islam. De iranske stødtropper Hamas og især Hizbollah ligger i ruiner og vil næppe rejse sig igen. Når Trump om få uger atter sidder i Det Hvide Hus, vil Iran blive udsat for dræbende sanktioner, der vil lamme præstestyrets i forvejen elendige økonomi. Irans ungdom hader deres liv som trælle i mullahernes korandiktatur og pønser dag og nat på oprør og revolution. Irans syriske eventyr er slut.
Det er ikke nogen tilfældighed, at HTS ikke som sædvanligt i islam fejrer sejren i blod, hævntørst og ødelæggelse. De nye magthavere er klassiske islam-terrorister, der med deres oprindelige rødder i Al Qaeda og Islamisk Stat torterer og dræber de vantro og offentligt har jublet over angrebet på World Trade Center i 2001 og enhver islamisk terrorhandling lige siden.
Men i Damaskus har plyndringerne og ødelæggelserne været begrænsede efter magtovertagelsen, ligesom den nye topchef Ahmad al-Sharaa har varslet et nyt Syrien, hvor alle etniske, kulturelle og religiøse grupper kommer til at leve i fredelig sameksistens. Det løfte ligger ham bestemt ikke i blodet, men må komme fra en kilde, som han er nødt til at lytte til, hvis han vil stabilisere sin magt på længere sigt. Og den kilde hedder Saudi-Arabien.
Syriens nye leder og hele HTS-bevægelse er sunni-muslimer lige som saudi-araberne, hvilket i Mellemøsten er hele den ideologiske forudsætning for gensidig accept, tillid og samarbejde. Saudiske diplomater og agenter har utvivlsomt længe ladet Ahmad al-Shaam forstå, at hvis der er noget, Saudi-Arabien og de sunni-muslimske Golf Stater ikke har brug for er det et Taliban-lignende kalifat som leder af Syrien. Hele den sunni-muslimske ufatteligt rige, men også ultra- ortodokse verden er i gang med en ideologisk og humanitær omstilling, der skal gøre den stueren i et vestligt demokratisk retsstatsperspektiv.
Saudi-Arabien har erkendt, at når vi går ind i næste århundrede, er der ingen, der gider købe deres olie eller gas, fordi thorium og andre nukleare, miljøvenlige energikilder dominerer den globale energiforsyning. Oliestaterne må i tide omstille deres økonomi og samfund fra olie og gas til andre velstandskilder, der bygger på ny viden og teknologi, som de nødvendigvis må hente udefra. Denne omstilling har så småt været i gang længe.
Det er derfor, at vi fik Abraham Aftalen mellem Israel og Golf staterne. Der var også kommet en diplomatisk og teknologisk aftale mellem Saudi-Arabien og Israel, der et af verdens mest avancerede højteknologiske samfund, hvis ikke krigen med Hizbollah og Hamas var blusset op. Der jo en grund til, at Saudi-Arabien pludselig kaprer VM i fodbold, den internationale golfsport og store tennisturneringer. Sauderne vil tvinge deres samfund til mere åbenhed og tolerance som forudsætning for at blive accepteret som en del af det progressive verdenssamfund.
Man kan ikke åbne sig som førende turistland eller værtsnation for VM i fodbold, hvis man stadig offentligt hugger hoveder og arme af mennesker, dræber sine modstandere uden rettergang eller diskriminerer kvinder og minoriteter. Og hvis saudierne ikke åbner for fadølshanerne i 2034, bliver der ikke noget VM i fodbold.
Det nye Syrien bliver nødt til at tilpasse sig denne stille revolution, der er i frembrud i den sunni-muslimske verden. 80 procent af den syriske infrastruktur er ødelagt efter de mange års terror og borgerkrig. De gigantiske pengetanke i de arabiske oliestater er nøglen til en genopbygning af landet.
Pengene står klar sammen med vestlig teknologi og investeringer, hvis HTS kan holde sig på måtten og skrotte alle planer om et Syrien som kalifat. Det nye styre har ikke andre investeringsvillige og rige venner end Saudi-Arabien, Golf-staterne, Trump og Israel, men det er også tilstrækkeligt til genopbygningen af en nation.
Vi skal dog ikke forvente demokrati i det nye Syrien, men en islamisk formynderstat. Syrien vil formodentlig bevæge sig politisk parallelt med den ideologiske progression i Saudi-Arabien og Golf-staterne. Det er bedre end alternativet. Og det er godt nok.
14. december 2024
Indlægget er bragt på aamund.dk