Den Korte Avis | De er venstreorienterede og vokset op i et frit Danmark – i dag hylder de terrorregimet Hamas og falder demokratiske Israel i ryggen

Den Korte Avis | De er venstreorienterede og vokset op i et frit Danmark – i dag hylder de terrorregimet Hamas og falder demokratiske Israel i ryggen


Sorg, rædsel og et voldsomt raseri er følelser, der bemægtiger sig normale mennesker, når man bliver vidne til, hvad bestialske terrorister udsatte ens medmennesker for under en festival i Israel den 7. oktober 2023.

 

I Politiken skriver den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp om Hamas, at   ”grusomhederne, der fandt sted, havde en ondskab over sig, som er næsten umulig at tro på” (bag betalingsmur).

 

Men da de videoer, som terroristerne selv optog af deres skændige og ubegribeligt hæslige overfald, blev vist på nettet, skulle man mene, at selv den mest inhumane og følelseskolde person havde fået nok.

 

Men nej, der gik kun få dage, så var overfaldet gledet i baggrunden, og venstrefløjen – vores landsmænd – blev medløbende pøbel for de jublende islamiske bestier.

 

Fra landsmænd til pøbel

Mange danskere spurgte sikkert sig selv om, hvordan nogle af deres landsmænd fra 1930’erne til 1945 kunne svigte deres fædreland og tilslutte sig fjenden. Det samme spørgsmål kan man stille sig i dag.

 

Hvad fik nogle – både dengang og nu – til at svigte de værdier, de vel er vokset op under i et frit og tillidsfuldt Danmark?

 

Hvordan kunne deres moralske kompas i den grad svigte dem?

 

Hvad er det, den danske venstrefløj ønsker skal ske med Danmark? Et Danmark baseret på shari’a, ufrihed, utryghed, manglende tillid, terror, undertrykkelse af kvinder, forbrydelser ikke mindst begået mod kvinder og børn, gamle, handicappede og anderledes tænkende?

 

Da medløberne så Hamas’ videoer – hvis de da turde – var der da ingen af dem, der tænkte, at det kunne have været mig, mine forældre, mine søskende, mine børn?

 

Er det en sådan fremtid, de ønsker for sig selv og deres efterkommere?

 

Ingen journalist synes at have stillet disse spørgsmål til pøblen, når den i sluttet flok med islamisterne forpester vores gader med deres jublende demonstrationer over rædselsvækkende mord.

 

En falden civilisation

Hvordan kunne det igen ske, at vi iblandt os har landsmænd, der har forkastet alt det, som ikke mindst vores forfædre har kæmpet for?

 

Er vi en falden civilisation? spørger Giulio Meotti på document.dk. Han skriver, at kun en falden civilisation vænner sig til at se kirker brænde og høre folk råbe brænd jøder.

 

Michael Taube, der bl.a. er tidligere taleskriver for den canadiske premierminister er citeret på document.dk, hvor han skriver: ”Mit land har kæmpet mod fremkomsten af aggressive og voldelige sociale bevægelser på den yderste venstrefløj samt en betydelig stigning i racistisk og antisemitisk adfærd efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober. Nu brænder canadiske kirker. Over hundrede af dem. Og mens mange på højrefløjen har talt imod denne forfærdelige voldsbølge, har der hersket en foruroligende tavshedskodeks på venstrefløjen.

 

I Danmark er der ikke kun tale om et ”tavshedskodex” på venstrefløjen. En endog meget stor gruppe har allieret sig med islamistiske grupper og hujer sammen med disse, når israelske soldater kæmper for at forsvare deres land mod barbarer.

 

Giulio Meotti citerer den franske filosof Pierre Manent, der i Causeur (med oversættelse til engelsk) skriver: ”Den jødiske tilstedeværelse i Europa er i fare og skal forsvares af alle. Jeg kunne ikke forestille mig, at det ville ske så pludseligt. I dag har søjlerne i vores moralske struktur svigtet. Vi har afskaffet retten til at bestemme, fordi vi ikke tror på, at det, der er ”vores”, er godt eller værd at forsvare. Hverken vores sprog, vores historie, vores uafhængighed eller vores frihed …” – Since Hitler was defeated, he’s been everywhere.”

 

Venstrefløjens alliance med terrorgrupper

Blandt mange andre er et medlem af Enhedslisten – Jan Kjærgaard Hansen – i Faxe Kommune blevet sigtet af politiet for terrorbilligelse.

 

Politiet har dog droppet 45 sager. Men disse ”droppede” personer skal vi nok høre fra en anden gang.

 

Som forsvar for venstrefløjens terrorforherligende standpunkt, har Kjærgaard Hansen anført, at terrorangrebet mod Israel den 7. oktober sidste år var moralsk forsvarligt. Han har også sammenlignet Hamas og andre terrororganisationer med danske modstandsfolk under Anden Verdenskrig, ligesom han er åben overfor, at Enhedslisten skal samarbejde med Hamas.

 

Han er helt på linje med Anne Grethe Holmsgaard (først VS, senere SF), der afviste at tage afstand fra mordet på det israelske hold i sommer-OL i 1972 i München.

 

SF’er og formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Fathi el-Abed er et særligt argt eksemplar af venstrefløjen. Og måske derfor et så meget mere skattet medlem af DR1 og TV2’s ”ekspertgrupper”.

 

Han deler gerne ud af sin ekstremisme på Facebook, men skyndte sig dog at slette debattråden, da han bliver konfronteret med sine svar til en anden ekstremist. Han var undskyldt, mente han, for han havde overhovedet ikke læst, hvad han svarede på, da hans bonkammerat – den offentlige ansatte tolk Chafa Ibrahim –  hyldede Hitler.

 

Utroligt nok kender venstrefløjen ikke forskellen på terrorgrupper og modstandsgrupper. Eksempelvis ville gazanerne være en modstandsgruppe, hvis de kæmpede for at blive fri for Hamas, mens terrorgrupper myrder løs blandt såvel egne borgere som borgere i andre lande.

 

Hverken Enhedslisten eller SF (eller det fordums VS) er de eneste, der har billiget terror.

 

Mogens Lykketoft (tidligere politiker for S) har reelt aldrig lagt skjul på det der til forveksling ligner forherligelse af den terror, som til stadighed bliver Israel til del. Se  Trykkefrihed.dk, hvor det bl.a. anføres, at Israels overlevelseskrig har udstillet venstrefløjens enorme svigt:

 

”Selvom Lykketoft er en has-been i dansk politik, har han stadig en stemme i medierne. Og selvom Socialdemokraterne i almindelighed og Mette Frederiksen i særdeleshed nok ønsker udmeldinger som disse fra partiets runkedorer hen, hvor peberet gror, så er Lykketoft på lange stræk eksponent for holdningen på en alt for stor del af venstrefløjen. Og så længe holdninger som Lykketofts trives i det, vi ellers normalt ville betegne som det demokratiske spektrum, eksisterer der reelt ingen konsensus om hverken retsstat, demokrati eller ytringsfrihed. På den måde har den israelske overlevelseskrig været endnu en øjenåbner for os: den har vist, at vi ikke bare er i vildrede med os selv og vores idealer, men at vi også er et delt folk, og at afstanden mellem os bliver stadigt større.”

 

En anden ”ronkedor” er Villy Søvndal (SF). Det løb mig koldt ned ad ryggen, da SF kom i Helle Thorning-regeringen, og Søvndal blev udnævnt til udenrigsminister. Som erklæret palæstinenserfan kunne det ikke undgås, at han i FN ville arbejde for, at det ikke-eksisterende land ”Palæstina” fik i det mindste en observatørpost i forsamlingen af arabiske og andre udemokratiske lande, der rummer ikke så få terrorgrupper. Så det var ikke nogen særlig stor bedrift at rose sig af. Det var det selskab, Danmark nu blev slået i hartkorn med.

 

Søvndal sørgede desuden for, at dette ikke-land fik en palæstinensisk ambassadør, Amro Alhourani, i Danmark. Vi, der var uenige i dette, måtte lide den tort, at ”ambassadøren” takkede det danske folk for støtten.

 

Mindeord

Den norske journalist og forfatter Hege Storhaug (Human Rights Norway) skriver på sin blog nogle meget smukke mindeord over det bestialske overfald på festivaldeltagerne i Israel. Hun slutter af med: ”Israel er Vesten. De er våre søstre og brødre i ånden. De er europeere. Jøden er faktisk antakelig det mest kulturelt, kunstnerisk og økonomisk velbringende folket på vårt kontinent.”

 

Jeg kunne ikke have udtrykt det bedre. Det er som talt ud af mit hjerte.

 

Læs ved interesse:

https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE17545763/det-er-forvanskning-at-haevde-at-israel-har-stjaalet-palaestinensernes-land/

https://www.religion.dk/kommentaren/terror-er-den-samme-sygdom-overalt

https://ekstrabladet.dk/nationen/article4094338.ece

https://www.trykkefrihed.dk/israel-har-intet-at-tabe-ved-at-ignorere-den-offentlige-mening-som-alligevel-aldrig-tilgiver-israel.htm

https://da.wikipedia.org/wiki/Sderot

 





Source link