Lørdag den 23. august omkring kl. 23.18 blev en 22-årig mand overfaldet med slag og spark af flere personer i bus nummer 18 på Park Allé i Aarhus C.
Da politiet kom frem til gerningsstedet kl. 23.20 var gerningsmændene løbet fra stedet.
Nu eftersøger politiet fire unge mænd i alderen 15 – 17 år af mellemøstlig eller afrikansk oprindelse.
Søger vidner
”Vi indledte straks efterforskningen, hvor vi fik sikret videoovervågningen fra bussen, afhørt flere vidner og sikret nogle spor i sagen,” skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport og fortsætter:
”Vi søger vidner, der har været i bussen eller på Park Allé omkring gerningstidspunktet. Vi er særligt interesseret i fire unge mænd fra bussen i alderen 15-17 år der er af mellemøstlig eller afrikansk afstamning.”
Oplysninger i sagen skal gives til Politiet på telefon 114.
Udgør kun et fåtal, men: Ikke-vestlige har rekord i gruppeoverfald
Overfaldet i bus nummer 8 er ikke enestående, men tværtimod endnu et eksempel på den gruppevold, som unge fra især de muslimske mellemøstlige og afrikanske lande terroriserer danskerne med.
For nylig viste tal fra Justitsministeriet, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande i forhold til deres størrelse begår gruppevold i et omfang, der er fire gange højere end det, der gælder for landets øvrige mandlige befolkning.
Tallene, som Berlingske bragte, og som vi har citeret her i avisen, er fra 2023.
Tragisk forventeligt – intet nyt under solen
For forskningsprofessor Lars Højsgaard Andersen, der i Rockwool Fonden forsker i kriminalitet og etnicitet, er der dog intet nyt under solen.
”Selvom vi ikke tidligere har set tallene opgjort på denne måde, er der intet nyt under solen. Det følger samme tendens, som vi kender fra andre områder. På den måde er det tragisk forventeligt,” siger Højsgaard Andersen til Berlingske.
Han understreger dog, at:
”Man skal være varsom med at overfortolke tallene. Når man beregner et indeks ud fra små tal, kan der være betydelig usikkerhed.”
Politisk retsordfører: Jo flere muslimer desto større risiko
Det var den socialdemokratiske retsordfører, Bjørn Brandenborg, der havde bedt Justitsministeriet beregne tallene.
Og han er ikke i tvivl.
Blandt de ikke-vestlige er det indvandrere og efterkommere fra de muslimske lande, der står bag den gruppevold, han betegner som:
”Overfald, hvor man tæsker og ydmyger chanceløse og tilfældige ofre. Det er ikke noget, der sker impulsivt – i gruppen er der en fælles forståelse for, at man skal begå disse overfald,” som han udtrykker det i Berlingske og hvor han understreger, at det handler om udlændingepolitik:
”Hvis vi tager mange ind fra de muslimske lande, som begår meget kriminalitet, så udsætter vi resten af samfundet for større risiko.”
Lyder det altså fra den socialdemokratiske retsordfører.
Det kunne Bjørn Brandenborg og Socialdemokratiet plus resten af regeringen så passende skrive sig bag øret og følge op på i stedet for at give både asyl og statsborgerskab til indvandrere fra de 24 muslimske Menapt-lande.
Men det med at lade handling følge på ord er tilsyneladende en uoverkommelig proces for de politikere, der sidder med magten til at gøre det.
Kilder til denne artikel:
Læs også: