Regeringen vil etablere en ny statslig garanti, hvor staten gennem
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) vil garantere for danske
virksomheders investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder.
Regeringen vil etablere en ny statslig garanti, hvor staten gennem
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) vil garantere for danske
virksomheders investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder.
Den ukrainske forsvarsindustri har brug for investeringer og kapital,
hvis den fortsat skal udvikle sig og levere de nødvendige kapaciteter
til Ukraines forsvar, som er helt centrale for at Ukraine kan fortsætte
sin forsvarskamp mod Ruslands ulovlige invasion. Investeringer i et
krigsramt land kommer dog med store risici.
Den risiko vil regeringen afbøde med en ny statslig garanti, hvor
staten påtager sig en betydelig del af risikoen ved danske
virksomheders investeringer i ukrainske forsvarsvirksomheder. Den
statslige garanti dækker samlet set for 1 mia. kr. i investeringer i
ukrainske forsvarsvirksomheder, og den administreres af EIFO.
Tiltaget kan samtidig komme de danske forsvarsvirksomheder til gode, da
danske virksomheder i højere grad vil kunne drage nytte af ukrainske
erfaringer og løsninger, som på en meget sørgelig baggrund er
udviklet og testet i kamp.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Danmark står skulder ved skulder med Ukraine. Investeringer er helt
afgørende i genopbygningen af Ukraine. For Putin helmer ikke, og derfor
har Ukraine fortsat behov for alle former for støtte. Med den nye
milliardstore garanti sikrer vi, at danske virksomheder nemmere kan
bygge bro til ukrainske kollegaer. Med danske investeringer kan
ukrainske forsvarsvirksomheder fortsat udvikle sig. Og danske
virksomheder vil få adgang til viden, som er vigtige for at udvikle
fremtidens teknologier. Det er endnu et stærkt bidrag til den ukrainske
frihedskamp og samtidig et stort skridt mod en stærkere dansk
forsvarsindustri.”
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen siger:
”I lyset af den sikkerhedspolitiske situation, er det vigtigt at vise,
at vi står sammen med Ukraine. Fra dansk side forrest med hensyn til
militære donationer og ved at lede arbejdet med den danske model for
investeringer i den ukrainske forsvarsindustri. I dag tager vi endnu et
skridt for at gøre det nemmere for danske virksomheder at investere i
den ukrainske forsvarsindustri. Danske virksomheder har viden, teknologi
og kompetencer som er efterspurgt af den ukrainske industri. Det
styrkede samarbejde mellem dansk og ukrainsk forsvarsindustri, herunder
styrket innovation og teknologiudvikling, kan også være med til at
styrke det danske forsvars kampkraft og forsyningssikkerhed.”
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen siger:
”Vi kan være stolte af at have udviklet den danske model, hvor vi
finansierer donation af materiel fra Ukraines forsvarsindustri. Nu går
vi skridtet videre; fra at indkøbe forsvarsmateriel i Ukraine til den
ukrainske hær til nu at skabe mulighed for egentlige investeringer i
opbygningen af den ukrainske forsvarsindustri. Det er både med til at
opruste Ukraine, men vil også sikre afgørende vidensdeling, hvor vi
får mulighed for at lære af dem, der har den mest friske erfaring med
at føre krig mod Rusland. Med lånegarantien bliver det mere attraktivt
for danske virksomheder at investere i ukrainske projekter og lære af
de ukrainske virksomheder. Det kommer både Ukraine og Danmark til gode.
Det er den helt rigtige vej frem.”
Fakta om den nye statslige garanti:
* EIFO stiller som udgangspunkt en garanti for op til 70 pct. af
danske virksomheders egenkapitalinvesteringer i ukrainske
forsvarsvirksomheder.
* Garantien løber i en på forhånd aftalt periode på op til 7 år,
hvorefter det danske selskab har mulighed for at sælge aktierne i den
ukrainske virksomhed til EIFO til en på forhånd aftalt pris.
* De danske virksomheder skal betale en løbende præmie for
garantien.
* Garantien er koblet med et exit fee og et performance fee, som skal
betales, hvis investeringen går godt.