Katastrofal start på diplomatisk superår!
Danmark står over for en udfordrende situation med Donald Trumps trusler om at overtage Grønland og pålægge told på danske varer. Danmarks potentielle “diplomatiske superår” i 2025 (hvor Danmark har sikret sig en plads i FN’s Sikkerhedsråd, og Danmark overtager EU-formandskabet i juli 2025) tegner allerede nu til at blive en diplomatisk katastrofe.
Den danske regering, ledet af Mette Frederiksen, er tydeligt rystet. Statsministeren minder mest om et rådyr, der bliver fanget i lyskeglen fra en bil, og udenrigsministeren maner til besindighed fra sin Thailandske strandferie.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, var syg, og EU’s udenrigschef, Kaja Kallas, reagerede forsinket og svagt på Trumps udtalelser: “Vi skal respektere Grønlands territorielle integritet og suverænitet.”
Tysklands kansler Olaf Scholz understregede vigtigheden af grænsernes ukrænkelighed og udtalte: ”Princippet om grænsernes ukrænkelighed gælder for alle lande – uanset om det er øst for os eller vest for os.”
Frankrigs udenrigsminister Jean-Noel Barrot bekræftede, at EU ikke vil tillade angreb på sine suveræne grænser.
Javel. Den strategi, som EU og den danske regering tydeligvis har valgt, balancerer mellem at vise sammenhold og bevare gode relationer til USA. Den valgte forsigtige diplomatiske balancegang er åbenlyst et forsøg på at undgå eskalation, der kunne forværre forholdet til USA. Sagen skal så vidt muligt holdes uden for EU’s officielle dagsorden, og der henvises til Rigsfællesskabet og Grønlands egen holdning.
På Grønland ser man Danmark som en koloniseringsmagt og ønsker selvstændighed, men er økonomisk afhængig af Danmark. Den hidtidige økonomiske støtte fra Danmark har dog været helt utilstrækkelig til at sikre udviklingen af infrastruktur, erhvervsudvikling og sikkerhed på Grønland
Danmark nyder godt af Grønlands medlemskab af rigsfællesskabet, der især i internationale fora som EU, Arktisk Råd og NATO giver den danske stemme en vis vægt. Samtidig er Danmark og Grønland afhængig af USA’s tilstedeværelse.
Danmarks accept af Grønlands arktiske strategi: “Intet om os uden os”, og herunder udnævnelsen af en grønlænder som Arktisk Ambassadør, betyder at der er en overhængende risiko for, at den danske regering marginaliseres – måske helt udelukkes? – fra de kommende forhandlinger om forholdet mellem USA og Grønland.