Den Korte Avis | Dan Jørgensen skiftede holdning og gik ind for atomkraft – så fik han jobbet som EU-kommissær

Den Korte Avis | Dan Jørgensen skiftede holdning og gik ind for atomkraft – så fik han jobbet som EU-kommissær


Den 5. november 2024 var også skæbnedag for danske Dan Jørgensen, der var til høring som EU kommissær i energi og boliger.

 

Hans udnævnelse er af betydning for Danmark – forhåbentlig i positiv retning, men Dan Jørgensen  kan man måske ikke helt stole på.

 

Han har i hele sit politiske liv været modstander af atomkraft, men under høringen skiftede han mening og sagde, at atomkraft var nødvendig for at nå klimamålene. Han skiftede tilsyneladende mening for at få jobbet.

 

Dan Jørgensen slog fast, at EU ikke når sine klimamål uden bidrag fra atomkraft, men sagde også: I Danmark er vi generelt ikke for atomkraft, og jeg tvivler på, at vi nogensinde får det. Men her er et område, hvor vi er forenet i mangfoldighed. Det er udtrykt meget klart i traktaterne, at energimix er op til hvert enkelt land. 12 lande har atomkraft. Det respekterer jeg. Det er usandt, at danskerne er imod atomkraft, idet 55% er for atomkraft for at bekæmpe den voksende klimatiske katastrofe, der også rammer Danmark. Det er ideologi og gammel (over)tro, der holder politikerne tilbage.

 

Et samlet kommissærhold skal godkende Dan Jørgensen som kommissær før tiltrædelse 1. dec. Han siger: Jeg kan ikke komme i tanke om en mere spændende, krævende eller meningsfuld opgave, og efter resultatet af det amerikanske præsidentvalg er det ikke ligefrem blevet mindre vigtigt at arbejde for et stærkt Europa. Tidligere stabschef i Statsministeriet Martin Engell-Rossen skal være kabinetschef for Dan Jørgensen (S), og forhåbentlig er han positiv over for atomkraft, så Danmark kan få glæde af den udvikling, som bl.a. danske Copenhagen Atomics står i spidsen for samt bringe energipriserne ned. Hvis EU skal klare sig i konkurrencen med bl.a. Kina, er atomkraft nødvendig.

 

Den nye danske Gefion AI-supercomputer skal bruge megen stabil strøm, som ustabil vind og sol ikke kan levere, så det er nødvendigt at få atomkraft hurtigt for at kunne følge med udviklingen.

 

Dan Jørgensen har skiftet holdning til atomkraft efter alt at dømme for at opnå en kommissærpost! Han gav dog et løfte til de grønne om ingen EU-skattekroner til atomkraft, men gerne fortsat EU penge til den grønne energi som vind og sol, selvom halvdelen af den vedvarende energi består af afbrænding af store mængder biomasse af importeret træ. Vi brænder træer, der netop optager CO2.

 

Det er forståeligt, at mange amerikanere (især arbejderklassen) har stemt på Donald Trump pga. ringere økonomiske vilkår under Demokraterne, men det er uforståeligt at vælge Dan Jørgensen til EU kommissær i energi som modstander af atomkraft. Selvom han officielt vil støtte atomkraft i EU, så vil han sikkert ikke støtte, at det bliver indført i Danmark. En sådan holdning er forkastelig.

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk





Source link