Den Korte Avis | ’Crime 101’ er en film, der vender op og ned på opfattelsen af lovlydige og lovovertrædere 

Den Korte Avis | ’Crime 101’ er en film, der vender op og ned på opfattelsen af lovlydige og lovovertrædere 


**** 4 stjerner ud af 6 

 

CRIME 101 er skrevet og instrueret af britiske Bart Layton (f. 1975) – kendt for bl.a. ”The Imposter (2012) og ”American Animals” (2018). Hans seneste film er baseret på Don Winslows novella, der bærer samme titel. 

 

Dens indledende sætning giver et fingerpeg om hovedtemaet i både tekstforlæg og film: ”Loven er skabt for at blive brudt med regler, der er skabt for at blive fulgt”. 

 

Handling
Davis (Chris Hemworth) er juveltyv. Han har haft held til at gennemføre en lang række minutiøst planlagte røverier langs Highway 101 i Los Angeles.

 

Politiet står på bar bund, selv om detektiv ”Lou” Lubesnik (Mark Ruffalo) så småt begynder at se et mønster i de vellykkede kupforsøg. Opklaringsarbejdet går imidlertid for langsomt for hans chef, der vil se resultater. Også selv om sandheden skal bøjes for at komme i mål.  

 

Davis vil gerne afslutte karrieren som mestertyv med en kæmpe gevinst, der kan skaffe ham millioner og dermed økonomisk tryghed resten af livet. Den mulighed opstår, da han kommer i kontakt med forsikringsmægleren Sharon (Halle Berry), der først afviser at samarbejde med en forbryder, siden er parat til at bryde loven, fordi hun igen er blevet forbigået som partner i firmaet.  

 

En ’dark horse’ i det kommende millionkup skal vise sig at vende op og ned på såvel planlægning som eksekvering. Hvilke konsekvenser vil de valg, som de hver især træffer, have for Davis, Lou og Sharon? 

 

Vurdering
Genren er krimi-drama og inspireret af thrillere som ”The Sting” (1973), og ”The Thomas Crown Affair” (1968 med Steve McQueen, 1999 med Pierce Brosnan). 

 

Plottet holder ikke for et realitetstjek, og det gør heller ikke noget inden for denne type film. ”CRIME 101” er både spændende og underholdende, og for en gangs skyld er myten om, at kvinder bliver holdt tilbage af et glasloft kreeret af patriarkatet, til at leve med. Løgnen skal i denne ombæring legitimere Sharons valg.  

 

Biografgængeren er vidunderligt fri for (udpenslede) sexscener, og oven i købet rummer filmen en velturneret morale i form af det indirekte spørgsmål, handlingsgangen rejser: Hvem er de egentlige forbrydere? 

 

En glædelig filmoverraskelse, der kalder på et gensyn.  

Længde: 2 timer og 20 minutter 

  • Medvirkende: Chris Hemsworth, Mark Ruffalo, Halle Berry m.fl. 
  • Manus: Bart Layton – baseret på Don Winslows novella af samme navn  
  • Instruktør: Bart Layton 
  • Censur: Tilladt for børn fra 11 år
  • Trailer: CRIME 101
  • Premieredato: Torsdag d. 12. februar  





Source link