Regeringen og et flertal af folketingets medlemmer anser CCS (Carbon Capture and Storage-fangst med lagring af CO2) samt CCU (Carbon Capture and Utilisation-fangst med brug af CO2)) for et særdeles vigtigt område- ”en kerneteknologi” ifølge Klimaminister Lars Aagaard for at få nedbragt det danske CO2-udslip.
Ministeren har imidlertid ikke har fremlagt teknisk-økonomiske analyser, der viser, at dette kan gennemføres til en fornuftig pris. Det er en generel uskik i den danske stats klimaprojekter, at sådanne analyser ikke foretages, inden projekterne behandles og evt. vedtages.
Det glæder os derfor, når andre aktører også finder, at danske klimaprojekter ofte er for ringe bearbejdede inden deres behandling i Folketinget. Aktuelt drejer det sig om: ”Rådet for Grøn Omstilling”, der har offentliggjort en 18 sider lang rapport: ”CO2-fangst og -lagring”. Rådet er et sekretariatet med ca. 12 medarbejdere, som sammen med bestyrelse, medlemmer og kommercielle samarbejdspartnere har til formål at fremme en grøn og bæredygtig omstilling af samfundet.
KORT OM RAPPORTEN FRA RÅDET FOR GRØN OMSTILLING
Rådets rapport er letlæst og læsværdig. Den giver et nødvendigt modspil til Regeringens og et folketingsflertals meget generøse økonomiske satsning på CCS. Energiselskabet Ørsted fik i foråret 2023 bevilliget 8 milliarder kroner til et stort til CO2-fangstanlæg. Denne bevilling er efterfulgt af et politisk forlig om to budrunder i 2024 og 2025 på i alt 26,8 milliarder kroner til at fange og lagre 34 millioner tons CO2 over 15 år- i gennemsnit 2,3 mio. tons CO2 pr. år.
Selvom dette anlæg skulle virke fuldt ud, batter det dog ikke meget, da Danmark i 2022 udledte 44 mio. tons CO2 ækvivalenter. Det er 7,5 tons per indbygger.
Andre lande med store økonomiske ressourcer og stor produktion af fossile brændsler har efter mange års indsats om CCS i stor skala måttet opgive deres projekter pga. tekniske problemer samt store budgetoverskridelser og driftunderskud. Det er derfor besynderligt og ugennemtænkt, at danske politikere ikke ønsker at drage nytte af andre landes uheldige erfaringer. I stedet går de med lukkede øjne og åben pung ind på samme scene med ringe sandsynlighed for at opnå succes. Det overvejes endda at afsætte yderligere statslige midler til CO2 rørledninger i et stort nationalt netværk.
Anbefalingen fra Rådet for Grøn Omstilling er, at der tages en midlertidig tænkepause, hvor der laves en uafhængig kritisk analyse af, om forventningerne til CCS i Danmark holder. Dette må anses for at være en særdeles fornuftig rådgivning.
Sært nok er atomkraft ikke omtalt i Rådets rapport, selvom den grønne el fra atomkraft er næsten CO2-fri og derfor overflødiggør CCS.
TIDLIGERE ERFARINGER MED CCS
I gasindustrien er der mangeårige erfaringer med udvaskning af CO2 fra røggasser fx ved kontakt med en amin, der opsuger CO2. Det har især været brugt til at nedsætte CO2 indholdet i gas, der føres i rørledninger eller som bruges til fremstilling af flydende gas.
Langt det meste af den fangede CO2 er blevet brugt til injektion i oliefelter, der er nær tømning, idet en sådan injektion kan øge olieudbyttet en vis tid. CCS og CCU er derfor vel gennemprøvede teknikker, men de er dyre i anlæg og drift.
I 2014 byggede man ved elværket Boundary Dam i Canada et CCS anlæg ved et kulfyret kraftværk med en kapacitet på 100 MW. Prisen var 7 milliarder danske kroner dvs. 70 millioner kroner per MW. Også her var formålet at forøge olie- og gasudvindingen i nærliggende oliefelter.
Finlands nyeste atomkraftværk Olkiluoto 3 med en kapacitet på godt 1500 MW kostede ca. 80 milliarder danske kroner dvs. ca. 53 millioner kroner per MW.
Det er således billigere at producere næsten forureningsfri grøn el på et atomkraftværk end at fjerne CO2 fra fossilt brændsel vha. CCS.
I 2006-2007 blev der udført omfattende CCS forsøg hos Vestkraft i Esbjerg. Man fik aldrig et energiforbrug mindre end 3,6 MJ per kg CO2, hvilket svarer til et tab på 34 % af kuls energiindhold. Noget heraf kan dog formodentlig udnyttes som fjernvarme.
Norge har med start i 2006 været en global CCS-frontløber på et naturgasfyret kraftværk og et raffinaderi med investeringer på ca. 25 milliarder norske kroner. Den norske stat leverede knap 1/3 heraf. Omkostningerne til indfangning var 150-200 Euro pr ton CO2 og med udgifter til transport, infrastruktur og lagring blev det til ca. 340 Euro per ton CO2. I 2013 blev projektet lukket pga. budgetoverskridelser.
Andre norske CCS-erfaringer er fra en cementfabrik i Porsgrunn og fra et anlæg til affaldsforbrænding i Klementsrud. Det første anlæg har haft store forsinkelser og fordyrelser og ventes først at være i fuld drift fra 2025. Det andet anlæg har vist sig ekstremt svært og dyrt at opskalere med flere budgetoverskridelser som resultat. I bedste fald forventes det at køre i 2026-27, forudsat nye investorer.
Allerede i 1996 og 2008 begyndte Norge med geologisk lagring af CO2 i Nordsøen og i Barentshavet og her har man fanget i alt mere end 22 millioner tons over en tiårig periode. Intetsteds har der været opstigning af CO2 fra depoterne, men dette er oplevet andre steder i verden. Trykket i depoterne kan medføre opstigning af CO2, som da udluftes til atmosfæren for at reducere trykket i depoterne.
De hidtidige internationale erfaringer er således, at teknologiske anlæg til CCS er meget dyre i anlæg og i drift. Hertil skal lægges udgifter til midlertidig opbevaring af CO2 og derefter CO2 transport med lastbil, skib eller rør til flere hundrede kroner per. ton. Forsinkelser og budgetoverskridelser er hyppige.
Endnu dyrere ville det være at opfange CO2 fra udeluft med dennes meget lave CO2 koncentrationer. Enhver kemiingeniør vil under sit studium have stiftet bekendtskab med formler, som gør det muligt at beregne det teoretiske minimum for energiforbruget ved adskillelse af to luftarter. Vore beregninger viser, at det store energiforbrug ved denne proces gør den uanvendelig. Vil man have trukket CO2 ud af atmosfæren, er det billigst med en gratis energikilde- solen, der får planter til at vokse og dermed optage CO2.
STATUS FOR CCS I DANMARK
Regeringen og et folketingsflertal ønsker med bevillinger på i alt ca. 35 milliarder kr fra 2023 til 2025 at fange og lagre 34 millioner tons CO2 over 15 år dvs. i gennemsnit 2,3 millioner tons per år eller en effekt på 774 MW. Under gunstige omstændigheder kunne dette blive til 348 MW el. Til sammenligning er Danmarks el-gennemsnitsforbrug ca. 4000 MW.
Antager vi-højt sat- at man efter CO2-absorbtion vil kunne opnå 300 MW el, bliver investeringen i CCS 90 millioner kroner per MW mod ca. 53 millioner kr. per MW på det tidligere omtalte finske atomkraftværk. Det er således væsentligt billigere at investere i produktion af grøn el fra et atomkraftværk end at anvende CCS til produktion af grøn el fra et termisk kraftværk med fossilt brændstof.
KONKLUSION
Regeringen og et folketingsflertal anser CCS og CCU for ”en kerneteknologi” til reduktion af det danske CO2-udslip. Uden tvivl vil det teknisk kunne lykkes at fange og bruge eller lagre CO2 fra fx elproduktion baseret på fossile brændstoffer. Det bliver dog dyrt i anlæg og drift blandt andet pga. et betydeligt energitab i processerne. I Norge er der flere projekter, som er karakteriseret ved budgetoverskridelser, forsinkelser og i nogle tilfælde projektlukning.
Alt i alt må det danske projekt til i alt knap 35 milliarder kroner for at fange og bruge eller lagre 34 millioner tons CO2 over 15 år betegnes som økonomisk stærkt risikabelt pga mangel på tilstrækkelig dybgående teknisk-økonomisk analyse. Det er set før i danske klimaprojekter- fx Energiøen i Nordsøen- under denne og den forrige regering. Statens ønske om et medejerskab på 20 % synes også uforståeligt med de norske erfaringer in mente.
Erfaringerne fra andre forureningsbekæmpelser er, at i denne situation er det bedst at overveje et paradigmeskifte. For projektets 35 milliarder kr ville man fx kunne købe næsten et halvt atomkraftværk, som det netop ibrugtagne i Finland. Herved ville man direkte kunne producere stabil og styrbar grøn el uden CO2 og dermed undgå at bruge CCS.
Rådet for grøn omstilling finder også i sin analyse af det danske CCS-projekt, at staten løber en stor økonomisk risiko. Rådet foreslår, at de resterende statslige midler til CCS bør indefryses til 2030. Tiden skal bruges til en tænkepause med en uafhængig og kritisk analyse af, om de store forventninger til CCS i Danmark holder.
Ib Andersen,klimahygiejniker,dr.med Søren Kjærsgaard, civilingeniør