To førende britiske dagblade er ikke i tvivl.
Med sin ændring af kongevåbnet har Kong Frederik sendt et utvetydigt budskab til USA’s kommende præsident:
Fingrene væk fra Grønland.
Det skriver både Daily Mail og The Guardian, som begge hæfter sig ved, at både Grønland og Færøerne i modsætning til tidligere har fået en fremtrædende plads i det nye kongevåben.
I kongevåbnet fra 1972 delte Færøerne og Grønland 3. felt sammen med de tre kroner, der repræsenterede Kalmarunionen og de tre nordiske riger.
”Udover Danmarks våbenmærke i 1. felt har Færøerne og Grønland nu fået hver sit felt, hvilket styrker rigsfællesskabets fremtræden i kongevåbenet,” skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
Færøerne, der har det ældste våbenmærke, er nu placeret i 2. felt, mens Grønland med sit yngre våbenmærke er blevet placeret i 3. felt.
artiklen fortsætter under billedet …
Og de to store britiske dagblade er ikke i tvivl om hensigten.
Daily Mail: Klar besked til Trump fra den danske konge
Under overskriften ”Danmarks konge skifter våbenskjold med en besked til Trump i hans forsøg på at købe Grønland”, skriver Daily Mail blandt andet:
”Hvis Donald Trump tror, at det vil være nemt at lirke Grønland væk fra Danmark, sendte kong Frederik en besked. Frederik, der efterfulgte den danske trone efter abdikationen af Dronning Margrethe II sidste år, har udgivet et nyt våbenskjold, der bekræfter hans riges mangeårige krav på territorie.”
I artiklen, hvor det konstateres, at Grønland har været under dansk herredømme siden det 14. århundrede, beskrives det nye kongevåben med vægt på Grønlands nye og fremtrædende placering.
Ligeledes citeres kongehuseksperten Lars Bakke Sørensen for følgende udtalelse til TV 2 den 2. januar:
”Det er vigtigt at signalere fra dansk side, at Grønland og Færøerne er en del af det danske rige, og at dette ikke er til diskussion. Det markerer man så på den her måde,” understregede Bakke Sørensen.
The Guardian: Den danske konge irettesætter Donald Trump
Under overskriften ”Dansk konge skifter våbenskjold midt i strid med Trump over Grønland” skriver The Guardian blandt andet:
”Den danske konge har chokeret nogle historikere ved at ændre det kongelige våbenskjold til at fremhæve Grønland og Færøerne, hvilket er blevet set som en irettesættelse af Donald Trump,” hedder det i artiklen, som fortsætter:
”Mindre end et år siden han efterfulgte sin mor, dronning Margrethe, efter at hun trådte tilbage nytårsaften 2023, har kong Frederik afgivet en klar hensigtserklæring om at beholde det selvstyrende danske område og tidligere koloni inden for Kongeriget Danmark.”
I lighed med Daily Mail beskriver The Guardian ændringerne i det kongelige våben med de fremtrædende felter for Grønland og Færøerne og citerer i lighed med Daily Mail desuden også Lars Hovbakke Sørensen for hans udtalelser til TV 2.
Ligeledes bringer The Guardian følgende udsnit af Kong Frederiks første nytårstale:
”Vi er alle forbundne og hver især forpligtet i Kongeriget Danmark. Fra det danske mindretal i Sydslesvig – som endda ligger uden for riget – og hele vejen til Grønland. Vi hører sammen.”
Sådan er det nu engang, og det kan den kommende magtgale amerikanske præsident godt glemme alt om ændre på.
Kilder til denne artikel:
https://www.kongehuset.dk/presse/pressemeddelelse-fastsaettelse-af-nyt-kongevaaben
https://www.dansketaler.dk/tale/h-m-kong-frederik-x-s-nytarstale_2024