**** 4 stjerner ud af 6
Bridget Jones er tilbage i film nr. fire. Den skæve, klodsede, kiksede – og charmerende! – litterære figur opfundet af den engelske forfatter Helen Fielding og overført til filmlærredet. Hovedtema: Single-kvindens kærlighedskvaler.
Som det vil være de fleste bekendt, har der været tre tidligere Bridget Jones-film: ”Bridget Jones’ dagbog” (2001), ”Bridget Jones – På randen af fornuft” (2004) og ”Bridget Jones’ baby” (2016). Her 24 år efter debuten kommer så BRIDGET JONES – VILD MED HAM.
I samtlige film bliver den altdominerende hovedrolle spillet af Renée Zellweger over for Mark Darcy (Colin Firth) og hans tidligere medbejler/modstander, kvindeforføreren Daniel Cleaver (Hugh Grant). I denne omgang suppleret med to store mandlige biroller spillet af Leo Woodall og Chiwetel Ejiofor.
Manus er atter skrevet af Helen Fielding med hjælp fra flere, og i denne ombæring er instruktøren engelske Michael Morris (f. 1974). Han er også manden bag spillefilmen ”To Leslie” (2022) og diverse TV-serier. Han var direktør for The Old Vic Theatre i London fra 1999 til 2002 og executive producer og instruktør af tv-dramaet ”Brothers & Sisters” fra 2006 til 2011.
Handling
Vi forlod Bridget i 2016 med en baby og et langt-om-længe ægteskab med topadvokaten Mark Darcy (Colin Firth), der skal vise sig at blive meget lykkeligt.
Ni år senere har Bridget imidlertid været enke i fire år. Mark er blevet dræbt på en humanitær mission i Sudan, og Bridget er enlig mor til den 9-årige Billy og den 4-årige Mabel, som aldrig skal lære sin far at kende.
Bridget sidder fast i sin sorg over tabet af Darcy. Hun har opgivet jobbet som tv-producer og fægter sig igennem hverdagene med hjælp fra de gamle venner.
Undtagelsesvis får hun også en hånd af sin tidligere elsker, Daniel Cleaver (Hugh Grant), der sin natur tro dog er en temmelig upålidelig barnepige.
Omgivelserne oplever, at Bridget er gået i stå og forsøger at presse hende til både at komme tilbage på arbejdsmarkedet og ud på det – for Bridget nye – digitale datingmarked. Selv den kontante og pragmatiske gynækolog, Dr. Rawlings (Emma Thompson) skubber på.
Efter nogen vaklen og vægelsind vender Bridget tilbage til sin gamle arbejdsplads – sammenfaldende med at en dating-app fører hende i armene på den kun 29-årige Roxter (Leo Woodall).
Et helt nyt liv med (alt for) mange bolde i luften åbner sig. Det lykkes da også kun Bridget at få enderne til at mødes, fordi hun har været så usandsynlig heldig at få en perfekt barnepige – næsten for perfekt – der i modsætning til Bridget har helt styr på Billy og Mabels madkasser og sportsudstyr.
Det vil sige, alt lykkes så ikke. Mødrene på børnenes skole mener således ikke, at Bridget lever op til rollen som ansvarlig mor, og hun har også sammenstød med sin søns lærer, den dedikerede og kompromisløse Mr. Walliker (Chiwetel Ejiofor).
Vil Bridget – som så ofte før – ende på fødderne?
Vurdering
Mine bange forudanelser om, at der ikke kunne koges mere suppe på Bridget-sagaen, blev gjort aldeles til skamme. Af følgende grunde: 1. Et stort set (forbeholdet uddybes nedenfor) velfungerende manus, hvor genren er komedie – jeg lo højt flere gange, og det er godt nok sjældent, det sker! – men sorgen over tabet af Darcy og dødsfaldets konsekvenser for familien føjer seriøse facetter til morskaben, 2. Gode skuespillerpræstationer i samtlige roller, 3. Som Bridget Jones-fan kender jeg de tre foregående film indgående, og det er såre fornøjeligt at se de samme nu ældede skuespillere i velkendte roller med konstante direkte og indirekte referencer til de tidligere film og med parallelle scener før-og-nu.
Dermed være sagt, at filmoplevelsen nok bliver bedre, hvis de tre forgængere er så nogenlunde præsent.
Emma Thompson er formidabel i en lille birolle, og det samme er Hugh Grant som ’gammel buk’. For ikke at tale om Renée Zellweger i en mindre karikeret portrættering af hovedpersonen.
På et tidspunkt var jeg oppe på 5 stjerner, men der er tre scener, som kammer over i sentimentalitet, propaganda og glansbillede – og som fint kunne have været udelukket. Ingen præciserende spoilers her, se filmen og døm selv.
Især rammer manus helt skævt ved at bilde kvinder på 45+ ind, at unge lækre mænd i slut-tyverne har modne kvinder som målgruppe. For slet ikke at tale om modne kvinder med to børn. ’Keep dreaming’ må være de rette ord at anføre.
Men en glædelig overraskelse skulle nr. 4 film vise sig at være og med et hovedkriterie opfyldt: Filmen kalder på et snarligt gensyn.
Længde: 124 minutter
- Medvirkende: Renée Zellweger, Colin Firth, Emma Thompson, Jim Broadbent, Gemma Jones, Hugh Grant, Leo Woodall, Chiwetel Ejiofor m.fl.
- Manuskript: Helen Fielding, Dan Mazer, Abi Morgan efter roman af Helen Fielding
- Instruktør: Michael Morris
- Premieredato: torsdag d. 13. februar
Bridget Jones – Vild med ham – I biografen 13. februar (dansk trailer)