Den Korte Avis | Bombe raserer flere lejligheder i Odense – borgmesteren tager bladet fra munden og siger direkte, at det er indvandrerklaner, der står bag

Den Korte Avis | Bombe raserer flere lejligheder i Odense – borgmesteren tager bladet fra munden og siger direkte, at det er indvandrerklaner, der står bag


Kriminelle indvandrerbander ser ud til at optrappe de kriminelle metoder ved at tage bomber i brug som våben.

 

I nat blev en bombe udløst i en beboelsesejendom i det indvandrertætte område Korsløkke i Odense.

 

Bomben var så kraftig, at flere lejligheder blev raseret.

 

Det vides ikke, hvem der står bag bombesprængningen.

 

Men politiet var alligevel ret direkte i deres vurdering af, hvem der er gerningsmændene.

 

Gerningsmændene skal findes i det kriminelle miljø i Odense, siger politiet.

 

Odenses borgmester Peter Rahbek Juel var endnu skarpere i sin kommentar.

 

Odenses borgmester er ved at få nok

Når man så ham på TV2 i løbet af søndag, virkede han som en mand, der er ved at få nok.

 

Rahbek Juel har som regel haft uld i mund, når han talte om de kriminelle storfamilier i Odense. Men i dag talte han lige ud af posen.

 

Selv om man ikke ved, hvem der er gerningsmændene, sagde han, at det er kriminelle klaner, der bekriger hinanden med stadig mere voldsomme initiativer – nu altså også med bomber.

 

Klaner og storfamilier, der er kriminelle i flere generationer. Disse storfamilier bekriger hinanden med en voldsomhed der er meget grov, sagde Rahbek Juel til TV2.

 

Rahbek Juel sagde meget direkte, at det er indvandrere, der står bag. Han henviste til de storfamilier og klaner, der i snart mange år har hærget Odense og kostet kommunen store summer.

 

Han sagde også, at gerningsmændene skal straffes hårdt og sendes ud af landet.

 

Måske er Rahbek Juel og Socialdemokratiet ved at vågne op.

 

Men det er ikke nok med hårdere straffe.

 

Voldskriminalitet og islamisme

Der er brug for en erkendelse af, at der eksisterer en farlig blanding af voldskriminalitet og muslimske parallelsamfund.

 

Hvis de er i tvivl kan se se til Sverige.

 

Her har bomber været brugt af kriminelle indvandrergrupper de sidste 10 år. Det har Den Korte Avis skrevet mange artikler om gennem årene.

 

I 2019 var der i Sverige i november fem bombesprængninger inden for halvandet døgn. Dermed var man oppe på hundrede sprængninger på et år. (Den Korte Avis)

 

I perioden forud – fra 2011-2018 – blev der registreret 1454 skudvekslinger og 86 detonerede håndgranater.

 

En aktuel rapport fra Försvarshögskolan (Forsvarsakademiet) oplyste, at antallet af individer i de ”voldsdyrkende ekstremistiske miljøer” på nogle år er vokset fra nogle hundrede til 3.000!

 

En tidligere rapport analyserede organiseret kriminalitet, voldsdyrkende ekstremisme og fodbold-hooliganisme. Her blev det konstateret, at 62 procent af de kriminelle voldsmænd er født i udlandet eller har forældre, der er født i udlandet.

 

En meget stor del af voldsmændene er altså indvandrere og efterkommere. Volden har frem for alt sit udspring i ghettoområdernes muslimske parallelsamfund.

 

Et andet opsigtsvækkende tal, der kommer fra det svenske sikkerhedspoliti, peger i samme retning:

 

Af de 3.000 personer, som udgør de voldelige ekstremistiske miljøer, kommer omkring 2.000 fra det islamistiske miljø.

 

Sveriges uhyggelige rekord i voldshandlinger, herunder bombesprængninger, hænger således tæt sammen med landets hovedløse og uansvarlige udlændingepolitik.

 

Sverige har reageret på denne udvikling, men det er for lidt og for sent.

 

I Danmark har regeringen netop fremlagt en udvisningsreform, der betyder, at kriminelle udlændinge, der får over et års fængsel skal udvises – uanset deres tilknytning til Danmark.

 

Det er denne strammerkurs, der får også Peter Rahbek Juel til at tage bladet fra munden.

 

Men hårdere straffe er ikke nok. Islamismen i de kriminelle miljøer skal bekæmpes samtidig.





Source link