En 38-årig mand er fredag ved Retten i Aalborg idømt ti års fængsel for at have været en del af handel med 50 kg amfetamin.
Den 38-årige tilstod i retten, at han havde modtaget og været i besiddelse af en større mængde narkotika, der blev overdraget til medgerningsmænd på Amager i København.
NSK har efterforsket mod den 38-årige og netværket bag narkotikahandlen og har kunnet dokumentere den nu dømtes brug af den krypterede tjeneste SKY ECC som et led i kriminaliteten, hvilket den 38-årig erkendte i sin tilståelse.
Blev anholdt i Casablanca
Den 38-årige blev anholdt i Casablanca i Marokko i januar 2024 i samarbejde med det amerikanske narkotikaagentur, DEA, og de marokkanske myndigheder.
Han blev udleveret til Danmark i august, hvor han efter fremstilling i grundlovsforhør blev varetægtsfængslet.
”Sagen her er et godt eksempel på, at man som narkotikahandler ikke kan vide sig sikker på at undslå sig strafforfølgelse i Danmark, uanset at man tager ophold i udlandet,” siger specialanklager ved NSK, Jacob Gents, og fortsætter:
”I NSK har vores samarbejde med både marokkanske og amerikanske myndigheder ført til først anholdelse og siden udlevering af den dengang mistænkte, og jeg er rigtig godt tilfreds med, at vi på baggrund af efterforskningen nu er lykkes med at fremme sagen til tilståelse og dom.”