Den Korte Avis | Blev taget i grænsekontrollen: To udenlandske mænd er tilsammen idømt næsten atten års fængsel for narkosmugling

Den Korte Avis | Blev taget i grænsekontrollen: To udenlandske mænd er tilsammen idømt næsten atten års fængsel for narkosmugling


To udenlandske mænd er fredag ved Retten i Nykøbing Falster idømt fængsel i henholdsvis 10 år og 7 år og 6 måneder samt udvisning.

 

Dermed nåede en sag om indsmugling af ikke mindre end 19,2 kg amfetamin sin foreløbige afslutning.

 

Amfetaminen blev opdaget ved en rutinekontrol af de rejsende, som fra Tyskland ankom med en bus til Rødbyhavn den 13. maj 2023.

 

Ingen ville kendes ved en kuffert

Toldstyrelsen og politiet gennemførte i den forbindelse et tjek af passagererne i bussen og deres bagage.

 

Tilbage stod imidlertid en enkelt kuffert, som ingen ville kendes ved.

 

Og det var der en særdeles god grund til.

 

Da kufferten blev åbnet, viste det sig, den indeholdt den store mængde på i alt 19,2 kilo amfetamin.

 

Blev anholdt i udlandet

Da det ikke var muligt at fastlægge ejerforholdet for kufferten og de ulovlige stoffer, foretog politiet en større efterforskning.

 

Den endte med at pege i retning af to udenlandske mænd på 25 og 26 år, som havde været med bussen.

 

Efter en international efterlysning blev den 26-årige anholdt den 27. juli 2023 og varetægtsfængslet, mens den 25-årige først kunne anholdes den 21. november.

 

Herefter blev også han varetægtsfængslet.

 

Ved dommen fredag blev begge mænd også dømt til udvisning, når fængselsstraffen er udstået.

 

Danmark skal ikke bruges som transitland

Hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi er anklager Cecilie Pinnerup tilfreds med udfaldet:

 

”Jeg er godt tilfreds med, at retten fundet bevis for, at de tiltalte er skyldige. Dagens dom sender et tydeligt signal til de kriminelle om, at myndighederne ser med stor alvor på indsmugling af stoffer, og at Danmark ikke skal bruges som transitland for ulovlige stoffer,” understreger Cecilie Pinnerup.





Source link