Politi- og Toldgruppen standsede tirsdag klokken 23.15 en bil med fører og passager i Padborg.t skete ved indrejse til Danmark.
Tolderne undersøgte bilen og fandt 66.400 euro, som var gemt. Bilen blev derefter ført til Toldstyrelsens hal for nærmere undersøgelser.
Her blev de to personer i bilen, en 30-årig mand fra Aarhus Kommune og en 38-årig mand fra Randers Kommune, anholdt af betjentene fra UKA Vest og sigtet for hvidvask.
”Vi udtog bilen til kontrol, og her blev der dels fundet den store mængde kontanter, som ikke var deklareret før indrejse, og vi mistænker, at der er tale om hvidvask. Derudover fandt vi andre forhold, som ikke var, som de skulle være,” siger vicepolitiinspektør Karsten Høy, UKA Vest ved Syd- & Sønderjyllands Politi.
Den 30-årige mand, som førte bilen, gav falske oplysninger om sin identitet, ligesom han kørte bil, selv om han er frakendt sit kørekort. Derudover medbragte han en peberspray, hvilket er ulovligt uden tilladelse. Han blev sigtet for de tre forhold også.
Syd- & Sønderjyllands Politi har beslaglag de 66.400 euro med henblik på nærmere undersøgelse.
Hvis rejsende medbringer 10.000 Euro eller derover i kontanter eller andre likvide midler, skal beløbet angives til Toldstyrelsen. Formålet er at forhindre hvidvask af penge og anden økonomisk kriminalitet på tværs af landegrænser.
– Sagen her viser, at vores skærpede fokus på hvidvask giver pote og kaster resultater af sig. Vi har en vigtig opgave i at forhindre hvidvask, og her er vores kontroller ved grænsen afgørende. Vi fortsætter med at lave kontroller, og vi vil ikke acceptere, at man forsøger at transportere store beløb uden om myndighederne, siger Toldstyrelsens kontroldirektør Jeppe Kjærgaard.
Efter undersøgelser og afhøring blev de to mænd løsladt.
https://politi.dk/syd-og-soenderjyllands-politi/nyhedsliste/to-mistaenkes-for-hvidvask/2026/01/21

