Den Korte Avis | Bekymret tysk erhvervsboss: ”I Berlin er hele bydele overtaget af arabere, der præger dem med deres værdier og holdning til lov og ret”

Den Korte Avis | Bekymret tysk erhvervsboss: ”I Berlin er hele bydele overtaget af arabere, der præger dem med deres værdier og holdning til lov og ret”


Den tysksprogede avis Neue Zürcher Zeitung er et fyrtårn i europæisk presse. Den leverer analytisk journalistik af høj kvalitet – renset for den venstresnoede politiske korrekthed, som er alt for velkendt i danske medier.

 

Denne fremragende uafhængige avis bragte mandag et interview med en af Tysklands mest fremtrædende erhvervsfolk. Han hedder Hasso Plattner, og han bliver interviewet i anledning af sin 80 års fødselsdag.

 

Plattner er succesrig medstifter af den store tyske software-koncern SAP, der med en børsværdi på 175 milliarder Euro er en af Europas mest værdifulde virksomheder. Ingen europæisk it-koncern kan i dag hamle op med den.

 

Erhvervslederen taler om kultur og mentalitet

I anledning af sin runde fødselsdag giver han et eksklusivt interview med Neue Zürcher Zeitung (NZZ).

 

I interviewet omtaler Plattner en række af sine erhvervserfaringer. Men han bevæger sig også ind på den samfundspolitiske situation, specielt i Tyskland.

 

Han taler om den aktuelle nedtur  ikke bare for den tyske bilindustri, men for tysk økonomi i det hele taget.

 

Plattner ser landets økonomiske problemer i sammenhæng med en bestemt tysk kultur og mentalitet: I centrum for dette mentale eller kulturelle problem ser han, hvad han kalder selvtvivlen. Han siger:

 

”I Tyskland er vi kommet så langt ud i selvtvivlen, at det bliver selvdestruktivt.”

 

Man bør derfor ikke give ”den stakkels forbundskansler” (Olaf Scholz), der ikke har megen udstråling, skylden for alt. Problemet er langt bredere, siger han. Merkel havde jo heller ikke nogen særlig heldig hånd, gør han opmærksom på.

 

“Når hele bydele tilsyneladende er blevet overtaget af arabere…

Plattner spørger i den forbindelse intervieweren: ”Bor De i Berlin?” – da intervieweren svarer ja, taler erhvervsmanden rent ud af posen:

 

”Så ved De, hvordan situationen ser ud dér. Jeg er berliner, men jeg tager ikke mere til Berlin. Jeg bliver i Potsdam (altså uden for Berlin).”

 

Han fortsætter:

 

“Når hele bydele tilsyneladende er blevet overtaget af arabere, og når deres etik og holdning til retsstaten bliver styrende, så er det skidt.

 

”Med hånden for munden hvisker alle, at noget er gået helt galt,” føjer han til.

 

”Hvad er gået galt?”, spørger intervieweren. Svaret lyder:

 

”Integrationen er slået helt fejl, det samme er opdragelsen og skolepolitikken. Men ingen stiller sig op og siger: ’Ja, det er kørt af sporet, og det må vi lave om på’.

 

”Det bliver ikke sagt, fordi det er upopulært at tale åbent om”. Plattner føjer til: ”Og så kommer AfD.”

 

Det er et sørgespil

Intervieweren spørger Plattner:

 

”De har engang sagt, at de mange gange har stemt på SPD. Hvordan er De i dag tilfreds med partiet og med den koalitionsregering (den rød-gul-grønne ’trafiklys-regering’), der ledes af SPD?

 

Plattners sarkastiske svar lyder: ”Sidder SPD stadig i parlamentet? Det er et sørgespil. Men det er ikke vælgernes skyld. Skylden ligger hos de politiske ledere og deres måde at lave daglige kompromis’er på uden at have en klar linje.

 

Vandet mod Nord og panservåbnene østpå

”Hvor ligger det største behov for handlekraft?”, spørger intervieweren. Plattner tror ikke meget på den aktuelle koalitionsregerings muligheder. Men så kommer han med nogle interessante  og noget overrumplende betragtninger:

 

“Vi bør koncentrere os om at holde styr på vandet mod Nord og panservåbnene østpå.”

 

Her tænker han for det første på klimaforandringerne (oversvømmelserne mod Nord) og for det andet på truslen fra russisk oprustning.

 

Som Den Korte Avis har omtalt, taler den tyske forsvarsminister Boris Pistorius (SPD) nu om, at “krig mod Rusland er en mulighed inden for fem til otte år”.

 

Hasso Plattner erkender: “Jeg har hele mit liv været pacifist. Men nu må Tyskland opruste.”





Source link