Dekriminelle udlændinge, der får en udvisningsdom, kan glæde sig over, at det normalt kun er en årrække, de har indrejseforbud.
For de mange, der giver udtryk for, at de ikke fatter, hvorfor i alverden udvisningsdømte får lov til at komme tilbage efter X-antal år (udlændingelovens § 32), ses reglerne her:
– straf under tre måneders fængsel giver fire års indrejseforbud,
– tre måneders til ét års fængsel giver seks års indrejseforbud,
– ét til to års fængsel giver tolv års indrejseforbud,
– indrejseforbuddet meddeles normalt for bestandig bl.a. ved længere straffe.
Se her ECLJs meget oplysende indlæg (på engelsk) om ”right to return-reglen”, som er Menneskerettighedsdomstolens sidste nye påhit, men som landene skal følge. Se også DKA.
Men mange udlændinge får bliver ikke dømt til udvisning selv om de begår kriminalitet.
En del får en såkaldt betinget udvisning.
Betingede domme
Fremfor at dømme til udvisning, synes synes det at være mere reglen end undtagelsen, at forbrydere i stedet for at blive dømt til udvisning, får en betinget udvisning igen og igen og igen.
Da det blev kendt i offentligheden, at en 28-årig somalier fik den syvende betingede udvisning (advarsel) på trods af et langt synderegister, der omfattede personfarlig kriminalitet, begyndte flere politikere fra de Konservative – udover Dansk Folkeparti – at protestere på Facebook over de mange betingede udvisninger, selv meget farlige forbrydere får. Se DKA.
Årsagen til denne syvende betingede udvisning var, at somalieren havde familie i Danmark, men ingen – hævdedes det – familie i Somalia. Og så var han i øvrigt født og opvokset i Danmark.
Mai Mercado (KF) skrev bl.a.: ”Jeg er fløjtende ligeglad med, at det er træls for kriminelle udlændinge at blive udvist, når deres familie bor i Danmark. De skal bare ud!”
Mona Juhl (leder af KF) skrev bl.a. på sin Facebook side (https://www.facebook.com/JuulMona scroll ned til 16. juni) om somalieren: ”Men konventionerne beskytter ham, fordi hans søskende og forældre bor her. Det giver ingen mening.”
”Og det understreger endnu engang, at det næste nødvendige skridt er at tage et decideret opgør mod konventionerne:
Vi skal ud af statsborgerretskonventionen, og vi skal have indsat et forbehold i EMRK, så vi kan udvise og tage statsborgerskabet fra langt flere.”
Men denne somalier er langt fra den eneste, der kommer i fængsel på grund af kriminalitet og dermed idømmes en betinget udvisning.
I et åbent brev på Facebook skrev Mai Mercado (KF) bl.a. til den dybt kriminelle syriske Hussein, der fra fængslet på TV erklærede, at han jo aldrig ville blive udvist:
”Og vi kommer til at sende dig hjem, når vi har taget et opgør med konventionerne For hjem skal du”.
Mikkel Bjørn (DF) – formand for Indfødsretsudvalget – som ofte protesterer under folketingsforhandlinger om udlændinge, skriver på Facebook om det groteske advarselsregime, som har udviklet sig i Danmark, og som Dansk Folkeparti i årevis har råbt op om.
”Altså det regime, hvor kriminelle udlændinge bliver idømt en ADVARSEL om udvisning, selvom de er dømt for eksempelvis voldtægt af en 13-årig på et toilet eller for at overfalde og sende en tilfældig hundelufter i kørestol resten af livet. Det er ikke fiktive historier – men reelle eksempler på sager.
Nu begynder også medierne så småt at opdage, hvad vi længe har sagt:
Kriminelle udlændinge bliver i praksis beskyttet mod udvisning, selv når de gang på gang overtræder dansk lov og hensynsløst bringer danskeres sikkerhed i fare.”
Nu kæmper Det Konservative Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti for at få fjernet de helt urimeligt betingede udvisninger og få de kriminelle udlændinge sendt hjem. Samtidig kræver de lås på Kærshovedgård og andre hjemrejsecentre.
Og vigtigst af alt, Menneskerettighedskonventionen, der blev inkorporeret i dansk ret i 1992, skal ud af den danske lovgivning, så vi selv kan bestemme, hvem der måtte bo i vores land, og hvem der skal rejse hjem.
Man kan så håbe på, at det er Det Konservatives linje, så det også kommer til udtryk i Folketingssalen, når der stemmes. At stemme blankt er blot et undvigningsforsøg.
Hvad gør regeringen?
Selv om befolkningen højlydt har protesteret, hver gang de hører om forbrydere, der atter får en betinget udvisning, har det været meget svært at råbe regeringen op.
Dog har der også i Socialdemokratiet været enkeltmedlemmer, der har blandet sig i koret af protester. Frederik Vads ”tredje erkendelse” er vist efterhånden almindelig kendt. Om Rasmus Stoklunds bog ”Blå Bjarne” fra 2016 skriver Weekendavisen fra bogen følgende:
”De udlændingepolitiske betragtninger fylder en del i bogen. Efter de obligatoriske forsikringer om, at mange indvandrere tilpasser sig fint, fastslog Stoklund som sin rettesnor: Den ikkevestlige indvandring må ”begrænses så meget som muligt, da de kulturelle forskelle, som det igennem årtier har vist sig for vanskeligt at forene, fylder for meget, og problemet må ikke blive større”.
Menneskerettighedsdomstolens ”frihåndtegning”
Man er i godt selskab, når selveste højesteretspræsidenten Jens Peter Christensen (tidl. højesteretssagfører) giver udtryk for Menneskerettighedsdomstolens ”frihåndtegning” (udtrykket er Peter Starups – se DKA).
I Jyllandsposten skriver Christensen således i en kronik, at ”Beskyttelsen af kriminelle udlændinge mod udvisning er et eksempel på en sådan ny rettighed, som Menneskerettighedsdomstolen selv har fundet på. Domstolen udleder retten af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv. I den bestemmelse står der imidlertid intet om beskyttelse af kriminelle mod udvisning. Det var da heller ikke intentionen, da konventionen kom til verden i begyndelsen af 1950’erne, at artikel 8 skulle give sådan en beskyttelse. Fra midten af 1970’erne har domstolen imidlertid ved brug af såkaldt dynamisk fortolkning anvendt artikel 8 til også at beskytte kriminelle mod udvisning.”
Og videre:
”Det er karakteristisk for Menneskerettighedsdomstolen, at dommerne på grundlag af abstrakte principper i betydeligt omfang selv fastlægger de regler, de synes, skal gælde.”
Og jeg kan tilføje, at når Menneskerettighedsdomstolen (herefter Domstolen) har dømt et land i en sag, er det denne dom, der gælder for samtlige 47 medlemmer.
Det betyder, at de nationale domstole er forpligtet til at følge Domstolens linje i den afsagte dom og fremover dømme i overensstemmelse hermed. Det er efter sigende ikke alle lande, der gør det, men duksen Danmark ville ikke drømme om at afvige fra de domme, Domstolen afsiger.
Et krav om dét bliver mødt med dydigt løftede pegefingre fra de politisk korrekte: Vi (= Danmark) har jo selv ratificeret Menneskerettighedskonventionen (blandt mange andre), og som sådan vil afvigelse være et brud på en aftale.
Så hellere følge den mest urimelige dom fra Menneskerettighedsdomstolen end at risikere Danmarks omdømme.
Det har så også den betydning, at vores nationale domstole – for at være på den sikre side – hellere ”forudilende kapitulerer”, som Henryk M. Broder udtrykker det (*), for ikke at risikere, at en afsagt dom i Danmark bliver anket til Domstolen i Bruxelles.
Der er ofre, og så er der dobbeltofre
Jeg antager, at befolkningen generelt ikke har problemer med at definere hvem der er offeret, og hvem der er den kriminelle.
Men hvem, der er det egentlige offer, kan nok være en diskussion værd. Spørger man venstrefløjen, er der ikke enighed om, at udenlandske forbrydere skal sendes hjem. Som f.eks. Peder Hvelplund (Enh.) udtrykte det på TV den 16.6. i en debat om udenlandske forbryderes rettigheder, så kan vi ”ikke plukke i Menneskerettighedskonventionen”. Hvor har han dog fået det med ”ikke at kunne plukke” fra? (Retorisk spørgsmål).
Men at Menneskerettighedsdomstolen gør lige netop dét, er åbenbart ikke noget problem. Domstolen udvider, opfinder og asfalterer, mens de aktivistisk kører hen over medlemslandenes højeste domstole.
Hvelplund fortsatte: Dét, der kendetegner en retsstat, er måden, hvorpå man behandler de svageste. De svageste er forbryderne forstås.
Et barn, der voldtages, hører åbenbart ikke til blandt de svageste. Det gør heller ikke den gamle mand, der lufter sin hund og bliver overfaldet. Men ved at gøre en forbryder til offer, bliver forbryderen offerets offer. Altså en slags dobbeltoffer.
Nu sker der vist noget – Danmark overtager formandsskabet i EU
Statsminister Mette Frederiksen og den italienske premierminister Giorgia Meloni offentliggjorde i slutningen af maj et brev om konventioner sammen med Belgien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Østrig.
Og flere lande tilslutter sig Mette Frederiksens plan.
Grænser lukkes overalt i Europa. Polen nægter simpelthen at asylbehandle. Der er faste grænsevagter mellem Italien og Frankrig og såkaldt ”midlertidige” grænsevagter mellem mange andre lande.
Der ønskes fra mange af landene en ”Rwanda-plan”, og foreløbig har Italien fået oprettet to modtagelejre i Albanien. Det forslår naturligvis som en skrædder i helvede, men det ser ud til, at der omsider er kommet hul på bylden vedrørende modstanden mod indstrømningen af migranter fra alverdens lande.
Mange røster har gennem årene foreslået, at der blev sendt hjælp til Italien, så der kunne asylbehandles ved grænsen, og migranter hurtigt kunne hjemsendes. Ingen hjalp, så som sædvanligt nøler de ansvarlige, indtil de
står med problemer op over halsen.
Men ét er at hindre indstrømningen, hvad med den modsatte vej? Kan landene stå sammen om det enorme arbejde med at få sendt hundredtusind uintegrerbare, afviste og kriminelle udlændinge hjem? Mens det endnu ligger inden for mulighedens grænser?
Og hvor meget vil Menneskerettighedsdomstolen modarbejde Mette Frederiksens plan, så ingen må sendes hjem, men have ”right to return”.
(*) Henryk M. Broder, tysk journalist og forfatter: ”Hurra, vi kapitulerer – om lysten til at overgive sig”, JP’s Forlag.
Og hvor meget vil Menneskerettighedsdomstolen modarbejde Mette Frederiksens plan, så ingen må sendes hjem, men have ”right to return”?