Den Korte Avis | Banditter i habitter: Tidligere advokat og tre andre tiltalt for hvidvask af fem milliarder kroner – selskaber i det meste af verden er involveret i sagen

Den Korte Avis | Banditter i habitter: Tidligere advokat og tre andre tiltalt for hvidvask af fem milliarder kroner – selskaber i det meste af verden er involveret i sagen


National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har onsdag rejst tiltale mod fire personer for omfattende hvidvask gennem en lang række udenlandske selskaber.

 

Centralt i sagen står en nu tidligere 63-årig advokat, der er tiltalt for hvidvask for 1,9 milliarder kroner.

 

I samme sag er desuden en 66-årig mand, der er svensk statsborger, tiltalt for hvidvask af ligeledes 1,9 milliarder kroner.

 

Dertil kommer, at en 39-årig kvinde som er tysk statsborger, og en kvinde på 41 år i samme sag er tiltalt for hvidvask af henholdsvis 0,4 og 0,8 milliarder kroner.

 

Svindlen er gennemført over en periode fra december 2015 og til juni 2023.

 

Sytten udenlandske selskab

Tiltalen er rejst efter to og et halvt års efterforskning.

 

Den har efter NSK’s opfattelse vist, at den tidligere advokat som direktør i fem danske selskaber har hvidvasket penge for adskillige udenlandske selskaber gennem konti i både danske og udenlandske banker.

 

Selskaberne er registeret i ikke færre end sytten lande, der omfatter:

 

Schweiz, Forenede Arabiske Emirater, Rusland, England, Sverige, Belarus, Kina, Canada, Bulgarien, Italien, Sydkorea, Spanien, Holland, Tyskland, Letland, Sydafrika og Georgien.

 

Tyskland og de Forenede Arabiske Emirater

Tiltalen omfatter blandt andet et forhold om såkaldt handelsbaseret hvidvask.

 

Den er efter NSK’s opfattelse foregået ved, at de fire tiltalte aftalte en overfakturering for betaling af varer med to russiske selskaber, hvorefter et trecifret millionbeløb blev videreoverført til selskaber i de Forenede Arabiske Emirater.

 

Efterforskningen i sagen begyndte på baggrund af oplysninger fra Hvidvasksekretariatet, hvilket siden førte til en ransagnings- og anholdelsesaktion i juni 2023, hvor NSK i samarbejde med Københavns Politi slog til på otte adresser.

 

Skattestyrelsen har bidraget med oplysninger i sagen.

 

Slut med at arbejde som advokat

NSK vil under sagen nedlægge påstand om, at den tidligere advokat skal frakendes retten til at udøve advokatvirksomhed.

 

Ligeledes vil der også blive nedlagt påstand om, at både han og den 41-årige kvinde skal frakendes retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i Danmark eller i udlandet uden at hæfte personligt og ubegrænset.

 

Sagen er berammet til 56 retsdage ved Københavns Byret med begyndelse 20. januar 2025.

 

Der er nedlagt navneforbud for alle fire tiltalte.





Source link