De fleste veje til Rotherham går gennem Sheffield længere mod nord. Sheffield ser ud til at være i fremgang. Nye butiksskilte skinner, og gamle fabriksbygninger huser kaffebarer. Nummeret “We gotta get out of this place” af rockgruppen The Animals rimer ikke med al denne velstand.
Langs vejen ud af Attercliffe er sexsaunaer og ”massagesalonger”, som forstaden før var kendt for, er erstattet af McDonalds og TGI Friday. Fra motorvejen får man sporadiske glimt af dens forløbere, jernbanen og kanalen.
Afindustrialisering og tilbagegang
Midt mellem Rotherham og Sheffield ligger Meadowhall, et gigantisk handelscenter med glastag inspireret af victoriansk arkitektur, på samme måte som Caesar’s Palace i Las Vegas er inspireret af romersk arkitektur.
Afindustrialiseringen av Yorkshire ramte ujævnt. Mens steder med en lignende forhistorie, steder som Saltaire og York, er at finde på The Times’ liste over Englands bedste byer at bo i, forbliver Rotherham synonym med fornedrelse. Måske var Rotherhams ulykke at klamre sig til det forgangne, kæmpe imod lukningen af stålværkerne. Byen har stadig enkelte værker tilbage, men kun med få ansatte.
Jeg stiger af bussen, det vil ikke tage mig mere end én time å gå ind til byen, og jeg har god tid. I gråvejret er det ikke mange ude, og jeg følger Sheffield-kanalen til lyden af Joy Division ind mod centrum, forbi rensningsanlæg og containergravpladser, før jeg frister skæbnen og checker ind på Hotel Korona. Det siger i grunden det meste om hotellet, at det ikke har skiftet navn etter epidemien. Det er noget trodsigt over et hotel, som ikke følger moden. Rummet er stort og rent med udsigt til et nedlagt pizzeria.
Hvidt kød
Sjældent har en by fået sit rygte så eftertrykkeligt ødelagt. Når du taster ”Rotherham” i Google, er en kolossal voldtægtsskandale første hit. Mellem 1997 og 2013 blev omkring 1400 børn fra Rotherham udsat for overgreb, herunder bortført og voldtaget, udvekslet som sexslaver til andre byer, slået og truet med å blive brændt levende, hvis de sladrede. Gerningsmændene var næsten udelukkende af pakistansk oprindelse, og deres ofre var næsten udelukkende hvide piger i skolealderen.
Dette skriver professor Alexis Jay, en tidligere inspektør i socialtjenesten, som fik til opgave at gennemføre en uafhængig undersøgelse, efter at avisen The Times havde afsløret skandalen. I rapporten beskriver hun, hvordan gerningsmændene målrettet udvalgte sig sårbare piger fra arbejderklassefamilier.
Jay konkluderede, at de lokale myndigheder lukkede øjnene for rapporter om, hvad børnene blev udsat for – af frygt for, at sandheden, hvis den blev offentligt kendt, kunne skabe anti-muslimske følelser i en by, hvor muslimer dengang kun udgjorde 8.000 af 254.000 indbyggere.
Unge piger og desperate fædre arresteret
Racisme synes at have været en medvirkende faktor til overgrebene. Et af ofrene, Bridie Fell, fortæller i et interview med The Telegraph, at pigerne altid blev omtalt som ”dirty gori”, hvilket er pakistansk slang for en hvid kvinde. Dette går igen i andre ofres vidneudsagn.
Advarsler blev fejet ind under gulvtæppet hos lokale myndigheder. I et tilfælde fandt politimænd en beruset pige med flere voksne mænd i en forladt ruin. De arresterede pigen for at være beruset og lod mændene gå. Desperate fædre, som fandt deres døtre og prøvede at redde dem med hjem fra huse, hvor de blev misbrugt, blev også arresteret af politiet. En del af forklaringen syntes at have været myndighedernes mistro til arbejderklassen. Som den slags, der ryger under graviditet og går klædt i velour.
Racisme har kun én farve i Storbritannien
Dette passer ikke i et land, hvor definitionen af rasisme som noget, kun hvide mennesker kan gøre sig skyldig i, stadig dominerer. Tanken er, kun hvide kan være racister, fordi det at være hvid antages at være synonym med privilegeret.
Der indgår sandsynligvis også et element af snobberi, når universitetsuddannede griber muligheden for at distancere sig fra socialt underlegne ved at anklage dem for racisme.
Hvide i Rotherham fik den tvivlsomme ære at blive behandlet som privilegerede uden at være det. Faktisk var de blandt de mindst privilegerede i hele det britiske samfund, skal vi tro forskere ved Bristol University, som har studeret britiske børns skoleresultater. Dette er i tråd med hvad The Economist skrev i 2006: ”Nationens mest udsatte gruppe, i absolut og relativ forstand, er britiskfødte fattige hvide.”
Førnævnte Bridie Fell fik en birolle i BBC’s tv-serie Growing Up Poor. Serien handler om unge, underprivilegerede tabere i skolen, som på 18-årdagen går fra barn til voksen. Serien er et eksempel på ”medfølende socialpornografi”, skruet sammen således at middelklasseseeren kan føle sig samfundsengageret og samtidig fråse i arbejderklassens fornedrelse.
En enkelt journalist
Skandalen ble afsløret af en enkelt journalist. Andrew Norfolk var nordøst-korrespondent for The Times. Fra 2003 begyndte han å samle rapporter om pakistanske mænds overgreb mod piger i 12-14-årsalderen. Via undersøgelser af retsdokumenter afdækkede han, at dette var et udbredt fænomen.
Da Norfolk ble hædret under British Press Awards i 2014, ble han spurt, hvad der var de største udfordringer under det flere år lange graveprojekt. ”Til at begynde med var det at finde bare en enkelt myndighedsperson, som var villig til at tale om dette, selv off the record. Frygten for at bevæge sig ind i et kulturelt minefelt.”
Asle Toje fuldender sin reportage fra Rotherham i England. Byens pædofiliskandale er ikke ny, men får først nu en fyldestgørende dækning i medierne. At overgrebene kunne fortsætte skyldes frygt for anklager om racisme, foragt for arbejderklassen og på grund af bystyrets uvilje mod at udfordre Labour-vælgere fra et religiøst mindretal.
Sarah Wilson fortæller sin historie i bogen Violated. Det er hård kost, jeg måtte lægge bogen fra mig flere gange.
Fra hun var 11 år blev hun udsat for seksuelle overgreb, først av pakistanske taxichauffører, som overøste hende med opmærksomhed og gaver og krævede sex i retur. Hun blev overbevist om, at dette var normalt, at hun ikke var mere værd. Mens britiske medier overkompenserede ved å rette søgelyset mod de mest grufulde detaljer, er det mest skræmmende ved bogen, hvor dagligdags overgreb kan blive.
Pigerne kom ofte fra hjem, som ikke vidste, hvordan de skulle håndtere oprørske børn.
”Jeg kunne jo ikke låse henne inde”, siger moren et sted. Hun meldte Sarah savnet flere ganger, men myndighederne gjorde ikke andet, end at flytte pigen til et børnehjem, hvor overgrebsmændene hentede hende i taxa hver dag. Efter tur blev hun lejet ud til forskellige mænd. Sarah Wilson var bare 13 år, da hun, halvnøgen og liggende på en beskidt madras på gulvet og bedøvet af vodka og kokain blev voldtaget av ansigtsløse mænd, som stod i kø.
Overgrebsmændene mistede interessen, efter hun fyldte 16 år, da var hun for gammel for dem. Bogen peger frem mod en lys slutning, da en mand af pakistansk oprindelse hjælper hende ud misbruget, men så myrder en anden anglo-pakistaner hendes lillesøster. Det er en mørk beretning.
Etnicitet, klasse, religion og byens image
Undersøgelseskommissionen skriver, at overgrebene kunne fortsætte på grund af en kombination af faktorer som etnicitet, klasse og religion – frygt for anklager om racisme; foragt for arbejderklassen og bystyrets uvilje mod at udfordre et Labour-stemmende religiøst mindretal.
Ønsket om at værne om byens image var også en faktor. Mark Harrison, som er lærer og aktiv i Rotherhams lokalhistoriske forening, mener, at sidstnævnte var vigtigere, end mange er klar over. Byrådet brugte store summer på at opsætte moderigtige skulpturer i centrum og få klik på sociale medier. Byen skulle sælges som ”et pulserende, flerkulturelt, hårdtarbejdende, retfærdig og harmonisk sted, som fremmer lighed, bekæmper intolerance, omfavner mangfoldighed og belønner præstationer”. Rotherham var i færd med å genopfinde sig selv, og ”den gruppe, som ofrene repræsenterede, passede ikke i glansbilledet af det nye Rotherham”, siger Harrison.
Manden som sagde for meget
I 2019 blev Andrew Norfolk (der som den eneste mainstreamjournalist havde skrevet om om den årelange skandale, red.) hængt ud af kolleger i en 72-siders pamflet, som hævder, at hans journalistik er motiveret af et ønske om at stigmatisere muslimer. Forfatterne sørger også for at kalde ham racist gentagne gange, i citater, vel at mærke. To af de tre forfattere bak smædeskriftet er professorer i journalistik ved respekterede universiteter.
Før Norfolk forsøgte Labour-politikeren Anne Cryer at bore i sagen, men bøjede nakken, da hun blev anklaget for racisme. Racismeanklager har høj injurierende kraft og lav bevisbyrde. Det bidrager til at forklare, hvorfor overgrebene kunne finde sted i 15 år.
Nationalt traume
Trevor Phillips, tidligere London-ordfører for Labour, er en autoritet på integration i Storbritannien og har selv afro-caribisk baggrund. Han tager sig tid til at snakke med mig, mens han gør sig klar til en af disse modtagelser, som foregår i den pæne del af London flere gange om ugen. Sorte klæder og gratis vin. Han siger: ”Vi bliver ikke færdig med Rotherham, det er blevet et nationalt traume. Dette skyldes, at skandalen blander seksuelle overgreb med klasse og indvandring, som er to andre emner, vi finner det vanskelig at tale om offentligt.”
Phillips, som fra 2003 ledte den regeringsudnævnte Commission for Racial Equality, tilføjer, at han kommer fra et miljø, der ligner Rotherham. ”Jeg voksede selv op i et fattig migranthjem i Wood Green i London som den yngste af ti søskende. Integration er vanskelig, men den er tvingende nødvendig.” Jeg fortæller ham om min rejse til Rotherham, og han bliver alvorlig: ”Det er meget søgelys på muslimer og sorte, men når du ser på statistikken, har fattige hvide det ofte vanskeligere.»
Philips mener, at antiracismen er blevet en del af problemet og peger på en lignende tendens i akademia, hvor definitionen af racisme udvides til at omfatte religion og kultur. ”Denne udvikling har alt at gøre med, at rasist er en af de mest injurierende anklager, man kan anvende, en beskyldning, dannede mennesker vil gå meget langt for at undgå.”
Mens den vel renommerede World Values Survey viser, at Storbritannien er et af de mindst racistiske samfund i verden, synes de mange beskyldninger om racisme å gå i modsat retning. Philips siger, at Rotherham er blevet et så vanskeligt tema, fordi ”mange i den politiske elite og i medierne var mest optaget af at undgå at stigmatisere nogen etnisk gruppe – i denne sag pakistanske muslimer». Han tilføjer, at forsøgene på dysse skandalen ned gjorde Rotherham til en cause célèbre blandt højreradikale.
Underskud af empati
Ifølge Phillips har britisk politik lidt af et underskud af empati. Specielt har landets eliter haft en meget beskeden sympati for arbejderklassen. Han nævner tre faktorer som har gjort udviklingen mulig: skyld, træthed og utilitarisme. En følelse av skyld over imperiet underbygger den politiske korrekthed, som gjorde det naturlig at lukke øjnene for voldtægterne. Integrationstræthed medførte, at det blev nemmer at gøre multikulturalisme til en dyd end at assimilere millioner af nye borgere med en anden kulturel bagage”.
Dertil kom middelklassens forestilling om, at den hvide arbejderklassen ikke kan eller vil forbedre sig – og således er ubrugelig. ”Når ikke-hvide mislykkes, er det systemets skyld, men når hvide mislykkes, er det deres egen skyld.”
”Vores soldater er verdens afskum?”, siger jeg spørgende og refererer til et meget misbrugt citat fra Lord Wellington om den britiske arbejderklassen, der førte til sejren i slaget ved Waterloo.
Phillips ler: ”Slet ikke! Det var uanset hvad ikke det, Wellington mente. Men fordomme vil altid blomstre blandt grupper, som angår, men ikke omgås hinanden.”
New Labour
Vi taler lidt om Labours klasserejse i 90’erne, da de blev et liberalt middelklasseparti, før han vender tilbage til temaet: ”Resultatet af den inkvisitoriske drejning i vestlig kultur er, at vi dukker os for temaer, vi har brug for at tale om.” Han beklager, at politik er blevet et erhverv for en London-elite: ”Folk ser, at den britiske kultur ikke længere er det, der binder os sammen. Multikulturalismen er segregerende. Men vi snakker ikke åbent om dette. I stedet sidder vi i internettsiloer med andre rettroende.”
Trevor Philips blev i marts 2020 suspenderet fra det socialdemokratiske parti, blandt andet for at have udtalt, at ”muslimer er en nation i nationen”.
Det sagde han ikke til mig, men kommenterede udtalelsen: ”Storbritanniens villede blindhed overfor kulturelle konflikter gør, at samfundet i det stille segregeres.”
Teksten er et uddrag fra Asle Tojes reportagebog Europatrilogien (2022), der er en samlet udgivelse af bindene Røtt, hvitt og blått (2012), Jernburet (2014) og Gullbrikkespillet (2020). Oversættelse til dansk: Kontrast.
