Den Korte Avis | Anmeldelse af Peter Lofts bog: Alt for magtens skyld og undgå for guds skyld at tage ansvar

Den Korte Avis | Anmeldelse af Peter Lofts bog: Alt for magtens skyld og undgå for guds skyld at tage ansvar


Tidligere departementschef Peter Loft spidder i sin debutroman såvel levebrødspolitikere som topembedsmænd samt presstitutes. Det er der kommet en såre interessant historie ud af.  

 

Peter Loft: ET SPØRGSMÅL OM MAGT. Hæftet med flapper. Skriveforlaget. 324 sider. Vejl. pris 299,95 kr.  Udgivelsesdato 31.10.23.  

 

***** 5 stjerner ud af 6 

 

Af faktaboksen nedenfor fremgår, at tidligere departementschef Peter Loft har en lang og glorværdig karriere bag sig. I boksen optræder også et link til en tidligere bog ”Efter stormen”, der præsenteres som følger: 

  

”Efter stormen er en personlig fortælling om skattesagen og om 30 års udvikling i Skatteministeriet – om et embedsværk, der var objektivt og teknisk orienteret, men som langsomt har bevæget sig længere og længere over mod en politisk og ikke-faglig tilgang. 

 

Og så er det historien om en embedsmand, der blev ansat, mens Anker Jørgensen var statsminister, og som har været med hele vejen, lige til stormen ramte. Som har set ministre komme og gå, og som kender alle mekanismer, problemer, politiske initiativer og ikke mindst skattesystemet ud og ind. 

 

Da stormen, kendt som Helle Thornings skattesag, eksploderede, gik departementschefen på et splitsekund fra relativ grå anonymitet til stor berømmelse – for så bagefter at blive kastet tilbage i ingenmandsland.  
Efter stormen er Peter Lofts egen historie.”  (citat slut). 

 

Efterfølgeren ET SPØRGSMÅL OM MAGT tematiserer helt de samme problemstillinger som i ovenstående beskrivelse. Denne gang dog i fiktionsform.  

 

Ramme, persongalleri og handling
Forfatteren genrebestemmer selv bogen som en krimi, hvor kollektivroman nok er en mere dækkende betegnelse. Der er fire hovedpersoner: Tidligere minister Erik Mandrup Andersen, nybagt minister Liselotte Hartmann, departementschef Otto Munch og specialkonsulent i ministeriet, David Vad. 

 

Endvidere figurerer fem fremtrædende bipersoner: Journalist Tønnesen på Dagbladet, minister Hartmanns spindoktor, Nils Konradsen, Vads hustru, Anne Marie, der arbejder som sygeplejerske, afdelingschef og Munchs håndgangne mand, Mogens Juul, og endelig ministerens CEO-ægtefælle, Erland. 

 

Begivenhedsforløbet finder sted i Danmark sådan cirka i begyndelsen af 2020’erne og strækker sig over godt et år. De fysiske rammer er primært forskellige lokaliteter i ministeriet, Christiansborg, Københavns gader, S-togsstationer og broer – med en afstikker til Jylland, hvor Mandrup går i flyverskjul, da stormen rammer ham. 

 

Helt ud af det blå befinder Mandrup sig nemlig pludselig i centrum af en politisk skandale. Som minister i den nu afgåede regering har han tidligere nødtvungent – efter pres fra statsministeren – fået vedtaget en tilskudsordning til innovative iværksættere. Initiativet er slået fejl, er blevet langt dyrere end beregnet og har desuden ramt helt ved siden af målgruppen. Borgernes skattekroner er tilsyneladende pumpet ud i æteren til ingen verdens nytte. 

 

Men hvorfor optræder Mandrup, markant folketingsmedlem, der tilmed har været minister i en længere periode, pludselig på alle avisers forsider, hvor han bliver trukket gennem mudderet? Fulgt op af det ene nedgørende indslag efter det andet på landsdækkende tv? 

 

Forklaringen er, at den nye minister, Liselotte Hartmann, har hyret sin gamle ven, Nils Konradsen, som rådgiver alias spindoktor, og han hader Erik Mandrup Andersen af et godt hjerte. Så hvordan kan han få ram på ham?
Det sker ved lidt af et tilfælde i form af en sag, der har spin-potentiale. Konradsen har fået nys om et kritisk notat i Rigsrevisionen om den famøse tilskudsordning, der kan bringe Mandrup i fedtefadet, og dette notat bliver lækket til Tønnesen på Dagbladet uden departementschefs Munchs vidende og i øvrigt til hans store ærgrelse: Den, der lever skjult, lever godt. 

 

Herfra kører et magtspil med mange deltagere på forskellige niveauer i hierarkierne, for hvem skal sidde med aben og ansvaret for den fejlslagne ordning?
Ender det med, at den solide, ærlige, fagligt dybt kompetente embedsmand placeret lavt på rangstigen bliver ofret, for at levebrødspolitikere kan blive genvalgt og opportunistiske (top)chefer slippe af sted med at tørre ansvaret af på en pligtopfyldende underordnet? Eller vil retfærdigheden sejre?  

 

Citatmosaik
Her følger en række citater fra bogen, der giver en idé om såvel fortælleteknik som tematik: 

 

”[Mandrup:] Man [folketingsmedlemmer] kan ikke ændre ret meget. Det opdager man meget hurtigt.” (s. 22) 

 

”Tønnesen kan ikke lade være med at tænke på den status, sagen vil give ham blandt de andre Christiansborgjournalister, når den breaker. Måske skal han søge orlov og skrive en bog om forløbet, når sagen har fyldt spalterne længe nok? Han kan allerede se sig selv sidde hos boghandleren og signere eksemplarer af sin egen bestseller.” (s. 59)  

 

”[Mandrup:] Man kan sagtens købe sig venner i politik. Men varige venskaber opnår man kun til hunde.” (s. 80) 

 

”[Mandrup:] Hvis tingene skal forenkles, skal man afskaffe Folketinget.” (s. 83)  

 

”[Munch:] Mens politikere som regel har mange liv, har en embedsmand kun ét.” (s. 94)  

 

”[Munch:] Hver gang han tiltrådte en ny stilling, lavede han en strukturændring. Det ruskede op i de ofte noget forstenede organisationer. Desuden var det en god måde at vise handlekraft og at sætte sig i respekt på (…) Det var ikke så ofte, at han nåede at se resultatet – endsige høste frugten, hvis der var én – af sine organisatoriske forandringer, før han var videre til næste arbejdsplads.” (s. 100)

 

[Min kommentar – LN:] Hvem kender ikke Christian Nissen? Som onde tunger vil vide havde succes med at ødelægge den ene gode arbejdsplads efter den anden i overensstemmelse med princippet beskrevet i ovenstående citat. 

 

”[Vad:] Det er tilfældigheder, der afgør, hvem der ender med at sidde med aben, og jo højere på strå man er, jo lettere er det at påvirke tilfældigheder i en retning, der er gavnlig for én selv. Det har et langt liv i departementet lært ham.” (s. 115) 

 

”[Munch:] Alt for meget faglig og teknisk indsigt er en hindring i at tænke nyt og i at forandre.” (s. 131) 

 

”[Konradsen:] ”Universitetsprofessorer, der til deres gru har opdaget, at [Mandrup]sagen er ved at glide deres næse forbi, får nu spalteplads til deres lidet interessante sammenlignende analyser, hvor de gennemgår de sidst 50 års administrative skandalesager i internationalt lys, på hvilket grundlag de mener at kunne konkludere, at Mandrups fejl er helt uden sidestykke.” (s. 164) 

 

”[Tønnesen:] At få fat på en minister er efterhånden nogenlunde lige så let som at finde et åbent og rent DSB-toilet
(…)
Tønnesen har været i gamet så længe, at han udmærket ved, at alt det med den fjerde statsmagt og den slags er opgejlet fis.” (s. 180-181) 

 

”[Munch:] Der er altid en løsning på alle problemstillinger – det gælder blot om af få gjort op med system- og vanetænkningen. Når først embedsmændene har forstået, hvad det er, de skal levere, er det også hans oplevelse, at de er i stand til at gøre det (…)
Faglighed er i hans øjne bare et andet ord for vrangvillighed.” (s.240-41) 

 

”[Vad:] Er det ikke netop deres evige trang til at behage ministeren i stedet for at stå vagt om deres faglighed, der har ført alle ulykkerne med sig? Servile tøsedrenge – i stedet for standhaftige medarbejdere, der kan give ministrene de råd, de har brug for.” (s. 269) 

 

Vurdering
Det var et rent tilfælde, at jeg blev opmærksom på Peter Lofts roman i forbindelse med overskriften på en kommentar på Altinget. Heri reagerede Loft på en dårlig anmeldelse af ”Et spørgsmål om magt” leveret af Altingets chefredaktør, Jakob Nielsen

 

Da Altinget er i tæt konkurrence med Politiken og DR om den gule førertrøje i lammehale-dikkende politisk korrekthed – alle tre medier som bekendt tungt mediestøttede og dermed statskontrollerede – var min reaktion, at den negative anmeldelse måske kunne hænge sammen med, at bogen leverer alt for præcis systemkritik? Såvel af Folketinget og toppen af embedsværket som af presstitutes, sidstnævnte inkarneret i journalist Tønnesen. Et ondskabsfuldt portræt, der sidder i skabet. 

 

Min vurdering er stik modsat Jakob Nielsens. ”Et spørgsmål om magt” er både spændende og oplysende underholdning, om end det er synd at sige, at der har været tale om opbyggelig læsning. Forfatteren hudfletter magthaverne og viser dem i al deres ynkelige og kyniske parathed til at gøre alt, som i ALT, for at beholde deres magtpositioner og undgå at få ørerne i maskinen.
Romanen udstiller overbevisende, at vi lever i et teaterdemokrati, at beslutninger ofte bliver taget med hovedet under armen, fordi beslutningstagerne ikke selv skal bære konsekvenserne af deres makværk, og at magtmennesker har kodyle problemer med såvel integritet som moral. 

 

Efter at have læst bogen nærlæste jeg Peter Lofts kommentar på Altinget frem for -som i første omgang – at holde mig til rubrik og manchet. Kommentaren viste sig at dække min egen opfattelse at tingenes tilstand, så der er ingen grund til at gentage de mange pointer her. Lad et enkelt citat række:

 

” Offentlige skandalesager er ved at blive hverdagskost, og den ene store møgsag følger umiddelbart i den forriges kølvand – uanset om det gælder uhensigtsmæssige eller ulovlige politiske beslutninger, fejlagtige oplysninger til Folketinget, elendige it-systemer, der sprænger enhver økonomisk og tidsmæssig ramme uden udsigt til nogensinde at komme til at fungere, eller overtrædelser af helt banale, men fundamentale regler om eksempelvis bogføring, habilitet eller almindelig redelighed.” 

 

Her taler en mand med insider-viden vederkvægende uden uld i mund. 

 

Er der slet ingen hår i suppen?
Er der slet ingen hår i suppen? Jo. Anne-Marie-karakteren er ikke troværdig, og Vad ender med at ende som karikatur. 

 

I sine indirekte analyser med de forskellige personer som talerør holder forfatteren sig også for strikt inden for mainstreammedie-skiven og placerer ikke på noget tidspunkt også regeringen, dens ministre og embedsværket som de marionetter for større kræfter, de reelt er.  

 

Til gengæld sidder afsløringerne af den såkaldt frie presse som sagt i skabet, hvilket kaster lys over Jakob Nielsens nedsabling af bogen. Det er sikkert ikke særligt sjovt at få holdt et spejl op, der viser, at journalist-professionens selvforståelse som den fjerde statsmagt, der bider magthaverne i haserne, er en Disney-version hentet på månen. 

***

Faktaboks
Peter Loft (f. 1957), uddannet cand.jur. og ansat i Skatteministeriet fra 1980-2012. Fra 1993 som departementschef. 

Har siden arbejde som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune og advokat hos Bachmann / Partners. Har været opstillet som kandidat for Liberal Alliance. 

I 2021 udgav Peter Loft ”Efter stormen”. 

 





Source link