Den Korte Avis | Amerikanske toppolitikere anklager Europa for at nasse på USA i kampen mod houthierne i Yemen

Den Korte Avis | Amerikanske toppolitikere anklager Europa for at nasse på USA i kampen mod houthierne i Yemen


Det har længe stået klart, at præsident Trump, vicepræsident Vance og mange andre betydningsfulde amerikanere er af den opfattelse, at USA trækker det tunge læs i forsvaret af den vestlige verdens værdier. Især har de europæiske medlemmer af NATO pådraget sig amerikanernes vrede for ikke at levere de aftalte finansieringsbidrag til forsvarsalliancen.

 

Det Røde Hav og Adenbugten

Houthierne i Yemen har siden 2023 iværksat snesevis af drone- og missilangreb mod skibe, der passerer Yemen i Det Røde Hav og Adenbugten – angiveligt i solidaritet med palæstinenserne i Gaza.

 

Pentagon-talsmand Sean Parnell har udtalt, at Houthierne havde “angrebet amerikanske krigsskibe 174 gange og kommercielle fartøjer 145 gange siden 2023”.

 

Den vigtige rute i Det Røde Hav og Adenbugten er normalt transportvejen for omkring 12 procent af verdens skibstrafik. På grund af de seneste houthi-angreb vælger mange rederivirksomheder en længere rute rundt om det sydlige Afrika.

Fordelingen mellem amerikanske og europæiske rederier i området

Et godt spørgsmål er, hvordan fordelingen er mellem europæiske rederier og amerikanske rederier i den samlede trafik gennem Det Røde Hav og Adenbugten?

 

Uddrag af en tråd på kommunikationsappen Signal, der blev offentliggjort mandag den 24. marts 2025 af tidskriftet The Atlantic, giver et sjældent og afslørende indblik i de private samtaler, der føres mellem topembedsmænd i Trump-administrationen. I det her tilfælde om planerne for amerikanske angreb på Houthi-mål i Yemen.

 

Tråden, som blev oprettet af den nationale sikkerhedsrådgiver Michael Waltz, omfattede brugere identificeret som vicepræsident Vance, forsvarsminister Pete Hegseth og CIA-direktør John Ratcliffe, samt højtstående embedsmænd, der ikke var opført med deres fulde navn. Blandt dem var “MAR”, udenrigsminister Marco Rubios initialer; “TG,” initialerne for direktør for den nationale efterretningstjeneste Tulsi Gabbard, “Scott B”, som så ud til at være finansminister Scott Bessent; og “SM”, initialerne på vicestabschef Stephen Miller i Det Hvide Hus.

 

Vicepræsident J.D. Vance

Vicepræsident J.D. Vance, der er kendt som en arg kritiker af USA’s europæiske allierede, og som om få dage besøger Grønland, er i Signal-tråden citeret for bl.a.:

 

”Folkens, jeg er væk resten af dagen til et økonomisk event i Michigan. Men jeg synes, vi begår en fejl.”

 

Den amerikanske vicepræsident fortsatte i samme spor og skrev:

 

”Tre procent af USA’s handel går gennem Suez. For Europa er det 40 procent”.

 

Til forsvarsminister Pete Hegseth skrev Vance: ”Hvis du mener, vi skal gøre det, så lad os det. Jeg hader bare at skulle redde Europa igen.”

 

Hegseth svarede:

 

”Jeg er fuldstændig enig i din foragt for Europas free-loading.”

 

Spørgsmålet er, om de europæiske lande – igen – har ladet USA om at klare problemerne – i dette tilfælde europæiske rederinationers maritime problemer i Det Røde Hav og Adenbugten?

 

Det Røde Hav og Adenbugten er vigtige maritime handelsruter, især fordi de giver adgang til Suezkanalen, en kritisk forbindelse mellem Middelhavet og Det Røde Hav.

 

Der foreligger ikke præcise statistiske oplysninger om fordelingen af skibstrafik i området mellem europæiske og amerikanske virksomheder, men en oversigt baseret på spredte kilder og generelle tendenser i skibsfartsindustrien viser følgende:

 

Europa: 40 – 50 pct.

Europæiske rederier: Europæiske rederier har en betydelig tilstedeværelse i regionen, især på grund af nærheden til Middelhavet og Suezkanalens betydning for europæisk handel. Store europæiske rederier som Mærsk (Danmark), CMA CGM (Frankrig) og Hapag-Lloyd (Tyskland) dominerer den globale skibsfartsindustri, og de er stærkt afhængige af denne rute. Grove skøn tyder på, at omkring 40-50 pct. af trafikken gennem Det Røde Hav og Adenbugten kan knyttes til europæiske rederier.

 

USA: 10 – 15 pct.

Amerikanske rederier: USA-baserede rederier som Matson, Crowley og Horizon Lines er primært involveret i den transatlantiske og regionale skibsfart. Selv om de bruger Rødehavsruten til en del af den internationale skibsfart over lange afstande, er deres andel af trafikken generelt mindre sammenlignet med europæiske rederier. Estimater tyder på, at amerikanske virksomheder kan repræsentere omkring 10-15 pct. af trafikken gennem Det Røde Hav og Adenbugten.

 

Andre lande og global forsendelse: Den resterende trafik består af virksomheder fra lande i Asien, Mellemøsten og andre globale aktører, såsom kinesiske rederier som COSCO. Disse virksomheder, herunder store aktører fra Japan og Sydkorea, udgør hovedparten af den øvrige skibstrafik.

 

I lyset af de seneste angreb fra houthierne har afbrydelsen af denne rute fået nogle virksomheder til at omlægge ruten til alternativet rundt om det sydlige Afrika, hvilket vil påvirke både europæiske og amerikanske virksomheder, selvom den nøjagtige indvirkning på fordelingen af trafikken vil afhænge af individuelle skibsruter og virksomheders beslutninger.

 

Kunne Danmark have bidraget til indsatsen mod Houthierne?

I betragtning af den sørgelige forfatning, de danske søstridskræfter angiveligt befinder sig i, ville det næppe have været muligt for Danmark overfor Yemen at forsvare de interesser som ikke mindst Mærsk har i skibsruterne gennem Suez-kanalen, Det Røde Have og Aden-bugten.





Source link