Mandag morgen begyndte med oplysninger om, at aktierne på de asiatiske markeder styrtdykker.
50 lande har nu henvendt sig til Det Hvide Hus for at få forhandlinger om at sænke toldsatserne.
Men Trump meddelte i nat, at han holder fast i de ny høje toldsatser.
Milliarderne fra tolden er allerede begyndt at rulle ind i USA. Og dem har Trump hårdt brug for. USA har et enormt underskud på statens budget, så der er brug for nye indtægter til at lukke noget af hullet. Desuden er der brug for øgede indtægter til at betale de lovede skattelettelser.
USA har også et stort underskud på handelsbalancen. Derfor håber han på, at tolden kan få flere virksomheder til at flytte til USA.
Det er tvivlsomt om det overhovedet er en strategi, der kan lykkes. Mange økonomer advarer om, at Trumps økonomiske politik kan betyde, at USAs økonomi ender i en recession.
Men under alle omstændigheder har verdens andre lande ikke lyst til at blive kastet ud i økonomisk kaos, fordi USA har brug for at rette op på sine økonomiske problemer.
EU og flere lande i Asien har bebudet hårde økonomiske sanktioner som gengældelse.
Trump kan måske håbe på, at der kommer forhandlinger med andre lande, som vil fjerne alle toldsatser og handelshindringer og føre til ægte frihandel. Vi ved det ikke.
Men foreløbig ser det ud til, at Trump fortsætter sin toldpolitik, og at den også rammer de amerikanske virksomheder og forbrugere hårdt.
Forleden fremhævede han på sociale medier sine planer om forhøjede toldsatser. Det skete med følgende fanfare:
“Dette er en økonomisk revolution, og vi vil vinde. Hold godt fast, det bliver ikke nemt, men slutresultatet bliver historisk.”
Det virker som om Trump er nærmest besat af tanken om, at økonomisk fremgang handler om at vinde over andre økonomiske kræfter. Det falder ham meget svært at se, at denne ‘slagsmålsfilosofi’ kan være til alvorlig skade for den samlede verdensøkonomi – herunder såmænd Trumps egne aktiviteter og den amerikanske økonomi mere generelt.
Realiteten er, at der først og fremmest sker det, at USA skyder både sig selv og andre i foden. Den mulige samlede vækst i verden lider skade.
Lederen af USA’s centralbank Jerome Powell advarede den 4. april om konsekvenserne af told på importerede varer.
De høje toldsatser vil betyde lavere vækst og højere inflation i USA, lød den dystre vurdering fra Jerome Powell.
Men udviklingen betyder ikke alene, at den økonomiske vækst begrænses. Den betyder også, at det bliver sværere at løse påtrængende politiske problemer.
Tyskland
Tyskland leverer aktuelt et eksempel på denne negative effekt.
Friedrich Merz, den ny formand for det traditionsrige borgerlige tyske parti, CDU, var på vej til at ligne en leder, der kunne skabe ro, stabilitet og bredt samarbejde i landet.
Under valget fremlagde han forslag til en meget stram udlændingepolitik.
Det var blandt andet på den baggrund, at Merz proklamerede en målsætning om, at han ved det kommende valg ville hente mindst 40 procent af stemmene til sit parti og halvere tilslutningen til det strkt indvandringskritiske parti AfD, Alternative für Deutschland.
Men efter valget har han slækket på denne målsætning, fordi han vil danne regering med SPD, der er imod denne stramme udlændingepolitik.
i en ny meningsmåling tegner sig nu et ganske andet billede end det, der var Merz’s målsætning:
CDU og AfD ligger nu side om side i målingerne! Hvis der var valg i morgen ville begge partier få 24 procent af stemmerne ifølge en ny meningsmåling. Under valgkampen lå CDU til at få 30 procent og AfD til 21 procent.
Før Merz overhovedet er taget i ed som forbundskansler, står han midt i en alvorlig krise.
Det socialdemokratiske SPD klarer sig ikke synderligt godt og bidrager til Merz’ problemer. Men hovedproblemet for Merz er, at hans eget parti, der skulle repræsentere den brede midt i tysk politik, nu viger til fordel for AfD. Og det sker altså, før han overhovedet er blevet kansler!
En af de store gamle skikkelser i CDU, den tidligere dommer ved den tyske forfatningsdomstol, Peter Müller, understreger, at man må lytte til vælgernes krav om politisk forandring.
Men foreløbig er det mere forvirring end forandring, der præger billedet hos regeringspartierne. Uroen blandt vælgerne forplanter sig til det politiske system.
Tysk politik har så nu fået sin egen moderne variant af urolig og konfliktskabende adfærd.
Trumps indflydelse er en del af dette urolige billede, der kan udvikle sig til regulær krise. Elon Musk har fulgt op.
Disse kræfter – med Trump i en hovedrolle – puster til en politisk og erhvervsorienteret kultur, der er særdeles konfliktsøgende og derfor kan trække destabilisering med i sit kølvand.
Umiddelbart handler det mest om told – eller tariffer, som Trump kalder det – og kommerciel rivalisering. Men den meget konfliktladede atmosfære, som den kommercielle krigsførelse trækker med sig, rummer en mere generel risiko: Risikoen for et forhøjet aggressionsniveau i den økonomiske og politiske kamp om meninger, magt og indflydelse.
Donald Trump og Elon Musk yder deres væsentlige bidrag til denne udvikling i tidens åndelige og politiske klima. Det tegner til at blive mere råt, mere voldsomt og mere hæmningsløst i forsvaret for egne interesser.
Alt tyder på, at disse tendenser vil brede sig. I øjeblikket kan vi blandt andet se det i tysk politik, hvor de traditionelt mere stive former for kamp og polemik forskydes i retning af voldsommere opgør.
Frem for alt kan vi se det i kampen om global økonomisk magt og indflydelse. En kamp, hvor Donald Trump optræder som en konfliktskabende økonomisk og politisk hovedfigur.
Hvis han er interesseret i en ægte frihandel, hvorfor kontakter han så ikke andre lande. Eller han kunne i et mindste give en forklaring på, hvorfor har indfører de høje toldsatser.