Det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.
Det måtte to ældrebedragere sande, da de onsdag formiddag ringede til et offer og præsenterede sig som rigspolitiet.
I starten gik alt som planlagt.
I telefonen hoppede ofret tilsyneladende på historien om rigspolitiet og om transaktioner på ofret bankkonto samt hacking af ofrets Mit-ID.
Endvidere blev ofret instrueret i, at han af hensyn til efterforskningen ikke måtte tale med nogen om sagen, hvorefter samtalen endte med en aftale om, at en ansat fra rigspolitiet ville komme og hente kort og koder.
Havde gjort regning uden vært – deres offer var en politibetjent
Da den såkaldte medarbejder fra rigspolitiet dukkede op og ringede på døren til sit påtænkte offer, blev han pågrebet af rigtigt politi.
Den mand, bedrageren havde ringet til, var en politibetjent fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Og han må have hygget sig godt og grundigt under samtalen!
Den anholdte er en 32-årig mand.
I et køretøj, der holdt parkeret i nærheden, fandt politiet en 29-årig mand, som blev anholdt få minutter senere.
Ved anholdelserne blev der fundet større kontant beløb og flere betalingskort i forskellige navne.
På det seneste har rigspolitiet været flittigt brugt
Hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi fortæller vicepolitiinspektør Martin Eise Eriksen, at rigspolitiet på det seneste har været flittigt brugt:
”De seneste døgn har vi modtaget flere anmeldelser om såkaldte kontaktbedragerier, hvor fremgangsmåden netop har været, at de kriminelle udgiver sig for at være fra Rigspolitiet,” siger Martin Eise Eriksen og fortsætter:
”Dagens anholdelser giver et solidt bidrag til den fokuserede efterforskningsmæssige indsats, vi allerede prioriterer, og vi kommer naturligvis til at se på, om de to anholdte kan sættes i forbindelse med øvrige bedragerier begået enten lokalt eller andre steder i landet.”