Syd- og Sønderjyllands Politi offentliggør nu billeder af en person, der er mistænkt for tre kontaktbedragerier i det østlige Esbjerg. Offentliggørelse sker i håb om, at borgerne kan hjælpe med at identificere personen.
I alle tre sager blev ældre borgere onsdag og torsdag i denne uge kontaktet på deres fastnettelefon af en mand, der udgav sig for at være fra Danske Bank.
I forlængelse af samtalen ankom en person til deres adresser under påskud af, at deres dankort enten var udløbet eller at deres dankort havde været anvendt til kriminalitet.
I den forbindelse blev de tre borgere bedt om at udlevere kontanter, kreditkort og tilhørende pinkode.
”Vi har overvågningsbilleder af en mistænkt både fra hans ankomst til en af adresserne og fra hævning på de forurettedes kreditkort. Jeg håber, at nogen kan genkende den mistænkte person og kontakter politiet, så vi kan få stoppet gerningsmanden,” udtaler politikommissær Morten Alslev.
Har du oplysninger i sagen eller genkender personen, så ring til politiets servicecenter på telefon 1-1-4.
Her hæver den mistænkte penge på et dankrt som er franarret ældre borger