Har du nogensinde følt, at politikerne ikke tager befolkningernes højeste ønsker alvorligt? Har du undret dig over, hvorfor indvandringen fortsætter, selv om der aldrig har været et flertal for den?
Det har du sikkert, og nu kommer svaret: Politikerne repræsenterer overhovedet ikke de europæiske befolkninger. Det havde du nok på fornemmelsen, men nu er det massivt dokumenteret i ny forskning.
Det store demokratiske problem
I den tyske politolog Laurenz Guenthers banebrydende undersøgelse “Political Representation Gaps and Populism” dokumenteres den afgrundsdybe kløft mellem parlamentarikere og vælgere i europæiske demokratier på kulturelle spørgsmål.
Europæiske parlamentarikerne svæver i deres egen politiske atmosfære, langt fra jordens tyngdekraft. De er i gennemsnit mere kulturelt liberale end den gennemsnitlige vælger. Det er ikke marginale forskelle, vi taler om, men fundamentale holdningsforskelle, der går på tværs af næsten alle lande og partier.
De voldsomme tal
Tallene fra undersøgelsen tegner et billede, der burde få de fleste politikere til at overveje deres kald som ”folkets tjener”. Her åbenbarer sig en politisk Grand Canyon mellem folkevalgte og folk.
På spørgsmålet om indvandring ønsker flertallet af borgere i europæiske lande betydeligt strammere regler, mens næsten alle parlamentarikere ligger på den liberale side og foretrækker en mere åben tilgang.
Det samme mønster gentager sig med kriminalitet og straf: Mens borgerne ønsker strengere straffe, vil parlamentarikerne have mildere domme. Borgere er langt mere tilbøjelige til at støtte udsagn som “Folk, der bryder loven, bør have langt hårdere straffe end i dag”, mens parlamentarikere foretrækker mildere, rehabiliterende tilgange.
På spørgsmål om kønsroller og national identitet er forskellen lige så markant. Vælgerne bygger hegn, politikerne river dem ned.
Mens en større andel borgere støtter traditionelle kønsroller eller mener, at “indvandrere fuldt ud bør tilpasse sig den nationale kultur”, er parlamentarikere overvejende mere progressive og multikulturelt orienterede. Folket råber ‘stop’, eliten svarer ‘mere’. Mere indvandring, flere både med illegale fremmede, stærkere diversitet.
Det mest slående er måske, at selv konservative partier ligger til venstre for vælgerflertallet på kulturspørgsmål. Alle etablerede partier – både på højre- og venstrefløjen – er mere liberale end gennemsnitsborgeren, hvad angår værdipolitik. Vi ser her konturerne af et demokratisk oligarki.
Alle borgere er mere konservative end deres repræsentanter
Undersøgelsen punkterer også myten om, at kløften kun handler om særlige grupper. Parlamentarikerne svæver i deres kulturliberale luftballon, mens vælgerne står med fødderne plantet i konservativ jord – og det gælder alle demografiske segmenter.
Unge som gamle, mænd som kvinder, rige som fattige, uddannede som uuddannede, ja selv indvandrere er mere kulturelt konservative end deres parlamentarikere.
Selv når man sammenligner med højtuddannede og politisk velinformerede borgere, forbliver parlamentarikere markant mere liberale.
Forskelle i uddannelse, køn eller social baggrund kan kun forklare omkring en tredjedel af gabene. Der er altså tale om et fundamentalt skel mellem den politiske elite og befolkningen som helhed.
Metodens overbevisende styrke
Guenthers undersøgelse bygger på særligt designede, identiske spørgeskemaundersøgelser stillet til både vælgere og parlamentarikere i 27 europæiske lande. I Tyskland følges udviklingen fra 2009 til 2021, og det giver et godt indblik i dynamikken over tid.
Resultaterne er valideret gennem konkrete data fra valghandlinger og analyser af partiernes officielle programmer.
Interessant nok viser studiet, at på økonomiske spørgsmål er repræsentationskløften langt mindre. Det er specifikt på de kulturelle, værdipolitiske områder, at kløften er systematisk og markant.
Populismens logiske fremkomst
Undersøgelsen kaster nyt lys over højrepopulistiske partiers fremgang. Deres succes handler ikke primært om ekstremistisk retorik eller manipulation af “dumme” vælgere. I stedet udfylder de en politisk Bermuda-trekant, hvor vælgernes ønsker forsvinder sporløst.
Tyskland illustrerer dynamikken. AfD plantede deres flag i det tomme territorium, som mainstream-partierne havde forladt som ingenmandsland. Resultatet var partiets gennembrud i det tyske parlament.
Som Guenther påpeger, ændrer befolkningens holdninger sig ikke dramatisk over tid. Det, der sker, er, at når emner med store repræsentationsgab – som indvandring – stiger i politisk betydning, aktiveres kløften mellem elite og befolkning. Populistpartier høster så gevinsten.
Hvad det betyder for demokratiet
Undersøgelsen rejser fundamentale spørgsmål om demokratiets funktionsmåde.
Skal politiske eliter lede befolkningen mod “klogere” beslutninger, eller skal de følge vælgernes ønsker? Her afsløres en form for autoritær liberalisme, hvor den politiske elite mener at vide bedre end vælgerne, hvad der er godt for dem.
Det traditionelle modsvar – at politikere er bedre informerede og derfor træffer klogere beslutninger – holder ikke, da selv højtuddannede vælgere har signifikant anderledes holdninger end deres repræsentanter.
Argumentet om beskyttelse af minoriteter falder også til jorden, når selv minoritetsgrupper som indvandrere ofte ønsker en mere konservativ politik end eliten.
Resultatet er en udhuling af demokratisk legitimitet. Når vælgere konsekvent føler sig dårligt repræsenteret på væsentlige områder, undermineres tilliden til det demokratiske system. Studiet viser da også, at utilfredshed med demokratiet bedre kan forklares ved graden af manglende repræsentation end ved traditionelle holdningsmålinger.
Guenthers forskning leverer det vel nok stærkeste empiriske grundlag til dato for argumentet om, at der eksisterer en meget dyb repræsentationskløft på værdipolitiske emner.
Jo, eliten mod folket er en realitet.
Af Kasper Støvring