Storbritannien slår igen rekorder: I alt 111.084 mennesker søgte om asyl i Storbritannien i det år, der sluttede i juni 2025.
Det er en stigning på 14 procent i forhold til sidste år og 8 procent højere end rekordåret 2022, skriver Express.
Avisen hævder, at asylkrisen koster skatteyderne 4,76 milliarder pund om året. Men jeg tvivler på, at alle omkostninger er med i beregningen, da det kun er 10 procent af de anslåede omkostninger ved indvandring til Norge.
I 2023 brugte Storbritannien allerede 2,1 milliarder pund på at huse migranter på hoteller alene, og det vil sandsynligvis være steget kraftigt. Samtidig udbetales der enorme summer i velfærdsydelser til mennesker med udenlandsk baggrund, op til en milliard pund hver måned.
Storbritannien er dødsdømt
Britanien er dødsdømt. Middle England har kun én udvej, skriver Annabel Denham i The Telegraph.
Middle England er et begreb, der dækker den engelske middelklasse, som bor uden for London. Det er her, man finder familier, som måtte tage deres børn ud af privatskoler, efter at Labour indførte moms for elever. Det er også her, man finder landmænd, som ikke kan lade deres børn overtage familiegården, efter at Reeves indførte arveafgift på allerede trængte gårde.
Starmers regering satser på, at det britiske folk stille og roligt vil acceptere stadig højere skatter og en stadig større stat. Det er en grov fejlvurdering, siger Denham.
BNP stagnerer, gælden stiger, og produktiviteten er kollapset.
Middelklassen er ved at blive afskaffet
Tony Blair ville give arbejderklassen »et liv i middelklassen«; et kvart århundrede senere er det Starmer, der vil forvandle middelklassen til endnu en underklasse.
Men hvis premierministeren tror, at de vil fortsætte med at bære byrden af stadig højere skatter uden konsekvenser, begår han en frygtelig fejlberegning.
Rige briter er allerede flyttet ud af landet. De tager deres kapital og talenter med sig.
Storbritannien mister tusindvis af millionærer, og efter en uge med intense forberedelser til den næste runde af skatterazziaer vil mange flere utvivlsomt pakke tandbørsten.
Hvad kan middelklassen gøre, dem, der har børn i skole eller forældre, der har brug for hjælp, og som ikke har uendelig meget kapital til rådighed? Der er tegn på, at middelklassen er ved at kaste håndklædet i ringen og spille det spil, som Labour opfordrer sine borgere til at spille.
Tænk på denne skræmmende tanke: Mellem velfærdsstatens generøsitet og de uhyrlige udgifter til bolig og børnepasning er det fuldt ud muligt for en familie, der lever af understøttelse, at være bedre stillet end en familie med to forældre, der hver tjener £50.000.
Et stigende antal unge mennesker gider ikke engang gå i skole eller få deres første job, herunder 900.000 briter mellem 16 og 24 år, en stigning på 26.000 fra sidste år.
Disse er kendt som Neets: Not in Education, Employment, or Training.
Rachel Reeves flyver rundt som en revisor hos Enron, blind for det faktum, at hendes Labour-regering nu er den største trussel mod vores nationale velstand.
IMF er en mulighed, men ingen frelse
Den britiske økonomi er nu så presset, at der spekuleres i, at kansler Reeves bliver nødt til at ansøge om et redningslån fra Den Internationale Valutafond (IMF).
Det er næsten 50 år siden, at dette sidst skete, i 1976.
Professor Jagjit Chadha, som for nylig trådte tilbage som leder af National Institute for Economic and Social Research, hævder, at den britiske økonomi er i fare for at »bryde sammen«.
Den økonomiske situation er nu »lige så farlig, som den var i perioden før IMF-lånet i 1976,« hvor Storbritannien måtte reddes af det globale bankorgan IMF, siger Chadha. Han er skrækslagen for de konsekvenser, det vil få for almindelige briter.
Jeg lever i en verden, hvor jeg kan forestille mig, at det [en redningspakke fra IMF] kunne ske, og i så fald ville vi være dødsdømte. Vi vil ikke kunne refinansiere vores gæld, vi vil ikke kunne betale pensioner, og det vil være svært at udbetale understøttelse.
Sådan kan den sidste smule frihed, som briterne stadig har, ende med at forsvinde ned i et økonomisk afløb.
Englænderne hænger Sankt Georgs-flag op i gaderne. Patriotismen er selvfølgelig glædelig. Men symbolsk set ser mange af flagene ud, som om de hænger på halv stang.
Beautiful. Absolutely beautiful.
flying the flag with pride tonight, St George’s Crosses everywhere you look.
This is what community spirit and patriotism looks like.
Operation Raising the Colours is alive and well, the people are waking up! pic.twitter.com/zcudZIxzCD
— The Uncensored Patriots (@SeanyBoyy89) August 23, 2025
Denham afslutter sin artikel sådan her:
Når man lader folk beholde mere af det, de tjener, arbejder de mere. Når man hæver skatterne for at kanalisere flere penge ind i en stadig mere dysfunktionel offentlig sektor, får man mindre velstand.
Men Labour forstår ikke – eller værre, er ligeglade – at man ikke kan skabe vækst ved at knuse en krympende, demoraliseret middelklasse. Fire år mere.
Norge går til valg om to uger. Meningsmålingerne tyder på, at vi får fire år mere med Støre og co, og det vil være skidt.
Det værste er, at der ikke er megen grund til at håbe på nogen særlig forbedring, selv med et regeringsskifte. Men i det mindste er der et glimt af håb.
Med fire år mere, hvor Støre, Barth Eide og deres partnere styrer skibet, er det tid til at kaste håndklædet i ringen, ligesom briterne.