Der har for nyligt overalt i USA været folkeoptog under sloganet ”No Kings”. Det skulle vist nok opfattes som en kritik af Donald Trump, men som Nathan Pinkosky påpeger i The American Mind, bør præsidenten snarere opfatte det som en påskønnelse af hans konstitutionelle rolle. Konger har stort set intet at skulle have sagt – i hvert fald ikke i vestlige lande, hvor deres rolle nærmest er ceremoniel.
I Danmark modtager majestæterne udenlandske gæster, som de tvinger til at overvåge tredje akt af Napoli, eller de indvier broer og den slags. Kort sagt, de pynter på landet, men ingen kunne finde på at bede dem om et politisk responsum.
Det burde demonstranterne være på det rene med, for de bor klos op ad et kongerige, nemlig Canada, hvis overhoved er kong Charles 3., og alt hvad Charles kan udrette er at ønske alt godt for sin amerikanske aflægger.
Så er det noget helt andet med amerikanske præsidenter, der ifølge forfatningen er ligestillede – ”co-equal” – med Kongressen (Senatet og Repræsentanternes Hus) og Højesteret. Derfor plejer forfatningsretseksperter at sige, at USA ikke er noget fuldt demokrati, men en konstitutionel og føderal republik. Den amerikanske forfatning er bevidst indrettet på at skabe uro og stridigheder, således at ingen af de tre statsmagter kan tiltage hele magten og gøre sig til tyran.
Præsident Trumps forsøg på at udøve sin magt bliver i store dele af de europæiske medier fremstillet som grundlovsstridige, fordi de tror, at det amerikanske system kan sidestilles med de europæiske. Men USA er ikke Europa, hvilket er hovedårsagen til, at De Forenede Stater endnu ikke er endt i samme sump som europæerne, der ikke aner, hvordan de – stillet over for den eksploderende islamisering – kan få fast grund under fødderne. Europa har simpelthen ikke institutioner, der kan dæmme op for ”den administrative stat” og dens bagmænd.
Det vil sige, vi har politikere, men de tør ikke og har fundet sig godt tilpas med at indtage samme rolle som uddelere i Superbrugsen. Varerne har de ikke selv fremstillet, men nøjes med at lange dem over disken. Folketinget har det på samme måde. Deres lovgivning er bestemt og bestilt af overnationale organer, fortolkere af diverse konventioner og et utal skatteyderbetalte NGO’er, som via en fidel presse hurtigt kan sætte en skræk i livet på enhver politiker, der måtte overveje at varetage danskernes interesser.
Danmark og de fleste andre vesteuropæiske lande kan ikke længere kaldes demokratiske, hvis vi med demokrati forstår et styre, hvor borgerne kan vælge deres repræsentanter i forventning om, at de kan og vil implementere den politik, de gik til valg på. Vi står i en situation, hvor det er ligegyldigt, om man stemmer til valgene, for det får ingen betydning.
Det er i denne antidemokratiske, europæiske syge, vi skal finde det Trump-had, der er opdyrket siden 2015. Trump bliver hængt ud, fordi han tager den amerikanske forfatning alvorligt og insisterer på at udøve de beføjelser, som den tildeler ham.
I Europa er politikerne klare over, at de er diskenspringere og ser derfor skævt til Trump, der har en magt, som de næppe selv turde udøve, hvis de ikke havde givet den fra sig.