Selvom det generelt går godt for dansk økonomi, har danskerne en negativ opfattelse af deres privatøkonomi. Prisstigninger bekymrer og kan blive afgørende for næste valg, skriver Børsen.
”Da Mette Frederiksen (S) i sidste uge åbnede Folketinget, viste en måling foretaget af Epinion for DR, at 78 pct. af danskerne ikke mente, at regeringens tiltag mod stigende fødevarepriser er tilstrækkelige.
’Vi har jo en virkelig, virkelig velkørende økonomi. Beskæftigelsen er tårnhøj. Der er godt gang i væksten, og finanspolitikken er lempelig. Renterne er på vej ned, og huspriserne er på vej op. Alligevel er folk helt vildt pessimistiske. Der er sådan et eller andet mismatch mellem, hvordan realøkonomien er, og hvordan folks opfattelse af den er. Det kommer jo nok af, at der dels har været nogle betydelige prisstigninger på fødevarer, som er meget synlige for folk’, konstaterer økonomiprofessor og tidligere overvismand Michael Svarer fra Aarhus Universitet”.
24NYT: Der er to forskellige virkeligheder, når man taler om Danmarks økonomi. Der er den virkelighed, som økonomerne kigger på, nemlig nøgletallene for landets økonomi, som set med økonomernes briller er pæne. Og så er der den virkelighed, danskerne ser ved kassen i supermarkedet eller når de skal betale renter på deres lån. For almindelige danskere, der påstås at være ”stenrige”, er de flotte økonomiske nøgletal og voksende råderum en abstraktion, mens tomme lommer sidst på måneden er en barsk realitet. Ude blandt almindelige mennesker ser man på nogle andre parametre: At priserne bliver ved med at eksplodere, og alting er dyrt.