Debatten om Ukrainekrigen er langsomt ved at blive mere nuanceret.
Major og militæranalytiker Jan Werner Mathiasen fra Forsvarsakademiet argumenterer i Berlingske for, at den herskende opfattelse af Putin som imperialistisk aggressiv mangler belæg og risikerer at forlænge Ukraine-krigen samt skabe konflikter baseret på misforståelser.
Mathiasen påpeger, at både NATO og Rusland tolker den andens oprustning som worst case, og at manglen på dialog siden Krim-annekteringen har elimineret de tillidsopbyggende mekanismer fra Den Kolde Krig. Russiske medier rapporterer om vestlig oprustning, præcis som vi rapporterer om deres.
Mathiasen kritiserer, at frygten for Putins næste skridt forhindrer fredsbestræbelser. En fredsaftale ville binde en halv million russiske soldater i Ukraine, og Rusland har hverken økonomi eller kapacitet til samtidig oprustning og nye angreb. Potentielle mål (Polen, Finland, Baltikum) er enten for stærke eller strategisk uinteressante for Rusland.
Den dominerende fortælling i Europa risikerer at blive selvopfyldende gennem et oprustningskapløb, der kan udløse konflikter ved uheld. Mathiasen efterlyser strategisk empati og evnen til at se situationen fra Ruslands perspektiv for bedre at håndtere krisen.
Det er noget andet end det sædvanlige, vi hører. Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor meningsdannere som Francis Fukuyama, Anne Applebaum og Timothy Snyder nyder så stor beundring i de vestlige offentligheder. De gælder for så vidt også vores ledere.
Næsten fire år inde i Ukrainekrigen må vi konstatere, at stort set alle Vestens centrale eksperter, politikere og kommentatorer har taget fejl. Vi aner endnu ikke, hvor den krig ender, men indtil videre har deres fejlvurderinger fået alvorlige konsekvenser både for Ukraine og for Vesten.
Lad os se på nogle af dem.
Myten om den liberale revitalisering
Francis Fukuyama, den berømte politolog bag “Historiens afslutning”, var tidligt ude med sine spådomme. Allerede i marts 2022 erklærede han, at “Russia is heading for an outright defeat in Ukraine” og forudsagde, at “the collapse of [Russia’s] position could be sudden and catastrophic, rather than slow through a war of attrition”. September samme år skrev Fukuyama kort og godt: “Ukraine will win”.
Tre år senere er Putin stadig ved magten. Rusland har erobret betydelige territorier i Ukraine og risikerer at erobre mere. Den russiske økonomi viser påfaldende modstandsdygtighed, og Putins position er styrket, ikke svækket. Fukuyamas fejlvurdering var monumental.
Men han stod ikke alene.
Anne Applebaum, Pulitzer-vinder og førende skribent ved The Atlantic, argumenterede i september 2022 for, at vi skulle forberede os på en ukrainsk sejr, og det ville føre til Putins fald.
“When Russian elites finally realize that Putin’s imperial project was not just a failure for Putin personally but also a moral, political, and economic disaster for the entire country, themselves included, then his claim to be the legitimate ruler of Russia melts away,” skrev hun i en artikel, der bar den sigende titel “It’s Time to Prepare for a Ukrainian Victory.”
Det regimeskifte, hun forudså, udeblev. I stedet konsoliderede Putin sin magt, fjernede potentielle rivaler og sikrede elitens loyalitet.
Den naive tiltro til sanktioner
De økonomiske sanktioner skulle knuse Rusland. Joe Biden lovede i marts 2022, at “the ruble will be reduced to rubble“. EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen erklærede fuld støtte til sanktioner, og daværende amerikansk finansminister Janet Yellen annoncerede, at “today’s actions begin the process of dismantling the Kremlin’s financial network”.
Virkeligheden blev anderledes.
Ruslands økonomi tilpassede sig, støttet af handel med BRIKS-landene og andre partnere. Sanktionerne påførte Rusland omkostninger, men langtfra det knusende slag, der var lovet. Europæerne har i øvrigt købt mere gas fra Rusland, end de har ydet støtte til Ukraine.
Den militære optimisme var fejlplaceret
På det militære område var optimismen lige så fejlplaceret.
General David Petraeus, tidligere CIA-chef og en af USA’s mest respekterede militærledere, forsikrede i maj 2023, at “I personally think that this is going to be really quite successful”, og supplerede: “I think that this counteroffensive is going to be very impressive”, i juni samme år.
Den ukrainske modoffensiv blev en blodig fiasko. Tusinder af ukrainere døde for at erobre nogle få kvadratkilometer, som de kort efter mistede igen. Vestens våben og træning kunne ikke kompensere for Ruslands numeriske overlegenhed og defensive fordele.
NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg og USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan understøttede den fejlplacerede optimisme.
I dag mangler Ukraine soldater, kampmoralen er dalende, og Rusland rykker støt frem. Den ukrainske hær er udmattet efter tre års brutale kampe. Det er dybt ulykkeligt, men det er realiteterne.
Den vestlige strategi er ført til det modsatte af hensigten
Lloyd Austin, USA’s forsvarsminister, formulerede det officielle vestlige mål i april 2022: at svække Rusland så meget, at landet fratages evnen til at invadere andre lande igen. Dette skulle opnås gennem militærstøtte til Ukraine kombineret med økonomiske sanktioner.
Resultatet blev paradoksalt nok det modsatte.
Rusland har massemobiliseret, omstillet økonomien til krigsførelse, opbygget en kamperfaren hær og producerer nu mere ammunition end Vesten. Krigen har gjort Rusland militært stærkere end det Rusland, der invaderede i februar 2022. Rusland er med andre ord blevet en større trussel end før krigen. Og det var jo ikke ligefrem målet med krigen.
Den internationale isolation, som Biden, Blinken og von der Leyen lovede, udeblev. Von der Leyen påstod i marts 2022, at “Putin is increasingly isolated in the world community”. Det samme talte Biden om.
Kendsgerningerne taler et andet sprog.
Kun Vesten og nogle få andre lande støtter aktivt Ukraine. To tredjedele af verdens befolkning bebor stater, der enten er neutrale eller hælder til fordel for Rusland. BRIKS-alliancen udvides, Indien og Kina styrker deres bånd til Moskva, og talrige afrikanske og asiatiske lande fortsætter med at handle med Rusland. Det er Vesten, der står mere isoleret end før krigen.
Vestens messianske forhåbninger
Kaja Kallas har først som estisk premierminister og nu som EU’s udenrigschef været blandt de mest hårdtslående stemmer.
Kun et nederlag til Rusland kan føre til fred, har hendes synspunkt været. I 2023 insisterede hun på, at “the aggressor must be defeated on the battlefield”.
Hendes position er forståelig set fra estisk perspektiv, men den ukrainske virkelighed taler et andet sprog. Et totalt russisk nederlag fremstår stadig mere urealistisk, mens Ukraine langsomt taber terræn.
Yale-historikeren Timothy Snyder gav krigen messianske dimensioner. Han fremstillede konflikten som “the war between democracy and nihilism”. En voldsom moralsk fortælling om det gode og det onde.
Men verden lyttede ikke. Resten af verden bekymrer sig ikke om Vestens liberale verdensorden. Demokratiet har været i tilbagegang globalt siden 2015, og krigen har ikke vendt denne tendens. Tværtimod er verden blevet mere multipolær i takt med, at Vestens indflydelse svinder.
Realismen udeblev
Realistiske ideer om magtbalance og strategiske alliancer med selv illiberale stater – ideer, der reelt kunne styrke Vesten – er uden for Snyders moralistisk-liberale perspektiv.
Fukuyama genoplivede endda sin berømte “historiens afslutning”-tese. Krigen skulle bevise den liberale samfundsmodels overlegenhed og revitalisere den vestlige verdensorden. Ukraine ville vinde krigen.
Virkeligheden? Autokratierne trives, demokratierne er splittede, og den vestlige verdensordens hegemoni er forbi. Historien er ikke slut – den er vendt tilbage.
Vestlig ønsketænkning
Disse mange fejlvurderinger deler et fælles træk:
De udsprang af ønsketænkning snarere end nøgtern analyse. Vestens ledere og intellektuelle troede, at verden fungerede, som de ønskede, den skulle fungere. De overvurderede Vestens styrke og undervurderede Ruslands udholdenhed. De ignorerede grundlæggende principper om magtbalance i international politik til fordel for moralske appeller.
Konsekvenserne er alvorlige. Ukraine er ved at blive knust. Hundredtusinder er døde eller såret. Vesten står svækket, mens Rusland paradoksalt nok er styrket, selv om Rusland har måttet bøde alvorligt. Verden er blevet farligere.
Spørgsmålet er nu, om de europæiske eliter magter at lære af deres fejl. Eller vil de fortsætte med at anlægge et liberalt syn på en verden, der fungerer efter helt andre principper?
Af Kasper Støvring, ph.d., forfatter