www.aamund.dk
I 1995 havde pålidelige økonomiske fremskrivninger regnet ud, at Danmarks ældrebefolkning over 60 år ville vokse med 50 procent frem mod 2025. Fra en million i 1995 til 1,5 million i 2025 og hele to millioner i 2040. Regering og folketing havde således mulighed for at planlægge samfundsudviklingen, så det moderne Danmark kunne imødekomme det stigende behov for omsorg, pleje og service fra den voksende ældrebefolkning. Der var behov for flere og bedre plejehjem med inddragelse af private servicevirksomheder. Også bedre plejehjem, da den kommende ældrepopulation ville kræve en passende standard i pensionisttilværelsen i takt med den forbedrede levestandard i samfundet. Der var behov for flere læger og sygeplejersker med speciale i ældresygdomme ikke mindst cancer, gigt og demens. Og ligeledes ville der være behov for bedre dækning af fysioterapi for ældre. Endelig ville der være et voksende behov for sosu-assistenter og hjemmesygeplejersker, der løbende kunne uddannes i takt med det stigende behov.
Det politiske svar har været, at vi i dag har akut mangel på læger og sygeplejersker, lange ventetider på hospitalerne, den ene skandale og beretninger om vanrøgt på plejehjemmene efter den anden, alt for få assistenter i plejesektoren, men stadig flere ansatte til planlægning, rapportering og kontrol med de alt for få ’varme hænder.’ Dette er kun et enkelt eksempel på, at vores politikere viger tilbage for at sætte sig mål og lægge planer for den langsigtede samfundsudvikling i Danmark. Hvad enten det drejer sig om bygning af broforbindelser, etablering af et effektivt forsvar, en bæredygtig indvandringspolitik eller ældrepleje vælger politikerne ikke at agere, men at reagere og tager først fat, når problemerne er blevet akut truende og klare for enhver. En strategisk langtidsplanlægning for det danske samfund er tabu både for politikere, medier og befolkningen som helhed. Vi har det fint med at asfaltere vejen foran os, mens vi kører langsom fremad. Og det gælder også i EU-sammenhæng.
Danmark har nu formandskabet i EU og burde have modet til at stille de forbudte spørgsmål og rejse en dynamisk og omfattende debat i hele Unionen: Hvordan skal EU se ud om 20 år? Hvordan får vi udlignet det demokratiske underskud i Unionen, hvor hverken Kommission eller Ministerråd er folkevalgt, men udpeget af de nationale regeringer? Skal EU-parlamentet i modsætning til i dag have ret til at fremsætte lovforslag? Er der flertal for en egentlig EU-føderal stat efter amerikansk forbillede eller skal EU afpolitiseres og begrænses til et europæisk samarbejde om tekniske normer, handel, trafik og konkurrenceregulering?
Disse helt afgørende spørgsmål om fællesskabets fremtid er ikke bare forbudt, men også døde for politikere og medier. Men ikke for Kommissionen, der i modsætning til medlemslandene ved, hvad den vil, og hvordan den skal komme derhen. EU-Kommissionen har netop fremlagt sit langtidsbudget for EU frem til 2034, og her er der klare svar på de forbudte spørgsmål. Kommissionen har i mange år målrettet, men diskret arbejdet på skridt for skridt at samle mest mulig magt centralt i EU-toppen og samtidig afvæbne medlemslandenes politiske autoritet og suverænitet. Kommissionen føler sig nu så stærk, at den ikke længere behøver at smugle sine centraliseringsplaner ind ad bagdøren, men nu ind gennem fordøren i fuld offentlighed. EU’s langtidsbudget viser således klart, at Kommissionen agter at sætte sig på Unionens finanspolitik, altså retten til at opkræve skat og afholde offentlige udgifter. Kommissionen vil have etableret et EU-forsvar, som kun kan lade sig gøre, hvis Kommissionen overtager ansvaret for den europæiske del af NATO ligesom USA’s præsident og Kongressen har ansvaret for den amerikanske NATO-bevæbning. Kommissionens langtidsplaner sigter mod, at EU overtager det overordnede ansvar for indvandring og integration, forskning og konkurrenceudvikling samt miljø-og klimapolitik.
Kommissionens 2034-budget er naturligvis blevet modtaget med afmålte protester og modstand i en række medlemslande, hvis statschefer er nationalt valgt, og som gerne vil genvælges. De fleste EU-nationer kæmper med store underskud på de nationale budgetter og står over for stramme lånebegrænsninger. EU-budgettet betyder en øget skattebyrde i medlemslandene, som ikke er vejen frem til et genvalg som statsminister. Også erhvervslivet råber op, fordi en del af EU’s stigende centralfinansiering medfører en direkte EU-selskabsskat på alle unionens større og mellemstore virksomheder samt føderal klimatold og en række andre afgifter.
Hvis ikke Danmark med sit formandskab har modet og ansvarligheden til at stille de forbudte, men nødvendige spørgsmål, der sætter en skelsættende debat i gang om fremtidens EU, ender vi som det plejer. Protesterne mod EU’s føderale planer dør hen og vi nærmer os skridt for skridt en egentlig europæisk statsdannelse. Dog uden en tilsvarende demokratisering af EU, fordi ingen tør røre ved det sammenbrudte demokrati, hvor EU-parlamentet ikke må fremsætte lovforslag, hvor hverken EU’s regering – Kommissionen – er EU-folkevalgt og heller ikke Unionens øverste myndighed, Ministerrådet.
Danske politikere drømmer alle om en fremtrædende EU-post som toppen på karrieren og er derfor enige om ikke at provokere Bruxelles, men i stedet holde sig til det gamle visdomsord, at det er farligt at røre ved den hund, der sover. EU’s fremtid må andre tage sig af.