En ny meningsmåling foretaget af Verian for Berlingske viser, at 41 pct. af danskerne betragter USA som en overvejende eller decideret trussel mod Danmark. Pudsigt nok overrasker denne måling Danmarks førende eksperter. Pudsigt nok, fordi i 2020 viste en lignende måling fra Kantar-Gallup, at 46 pct. af danskerne – altså langt flere end de 41 pct. i dag – var enige eller overvejende enige i, at det USA, som den dag i dag er den eneste garant for dansk sikkerhed, var en trussel for Danmark.
Donald Trumps inden- og udenrigspolitiske disruption går ikke ubemærket hen over de stærkt antiamerikanske danske politikere, medier og kommentatorer. Det er der ikke noget nyt i, idet de stærke antiamerikanske følelser i Danmark har dybe historiske rødder. De ældre generationer kan nok huske de negative europæiske følelser, der rettedes mod præsident Ronald Reagan. Han blev kaldt dum, en b-skuespiller og bl.a. en gal hund. Danske politikere og medier tegnede et billede af den amerikanske præsident som aggressiv, ubegavet og simpel.
Det samme var tilfældet med George W. Bush, der i danske medier blev beskrevet som absolutistisk, aggressiv, endimensional og dum. Et hav af avisartikler fremstillede USA og Bush-regeringen med en række ekstremt ubehagelige tillægsord. I Berlingske skrev Digteren Henrik Nordbrandt således, at ”George W. Bush var dum som en dør”. Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden hoppede på vognen med bemærkningen: “Det kan godt være, at amerikanerne er glade for Bush, for han er lidt dummere, end de selv er”. Og på DR kaldte filminstruktøren Las Trier George W. Bush ”et røvhul”.
Den stærke antiamerikanisme har også manifesteret sig i forhold til Donald Trump og hans første regering, herunder Trumps ambassadør i København, Carla Sands. De danske medier har udskammet, latterliggjort, hånet og tilsvinet både Carla Sands og hendes præsident i de fire år, hvor hun har repræsenteret USA i Danmark. Berlingskes propagandist Kristian Mouritzen kommenterede hånligt, at Carla Sands blot var en dum blondine, der ”ikke vidste, hvad der foregik uden for ambassadens dør”. Og Jarl Cordua skrev: ”Carla Sands er en sæbeopera-skuespillerinde, som kun kan iklæde sig ambassadørens gevandter, fordi hun har foræret Trump kampagne en masse penge. Som diplomat har Sands med sin klodsede bulldozer-diplomati længe været en omvandrende katastrofe. Nogen burde sige til hende, at hun vil gøre sit land en stor tjeneste ved at rejse hjem”.
Billedet af et farligt og reaktionært USA ligger som en understrøm i den danske nyhedsdækning. Der går ikke en dag uden at medierne tegner et ensidigt og usympatisk billede af Donald Trump og hans ”inkompetente” regering, der er befolket med usympatiske mørkemænd. De uoplyste og uvidende danskere, som næsten udelukkende får deres informationer fra de hyperpartiske danske medier, kender ikke til den brede debat i USA og ikke ved, at der er mange andre opfattelser end dem, som formidles af de danske medier.
Selv om danske politikere og kommentatorer har det med at påpege, at danskerne er politisk kloge, holder påstanden ikke til mødet med virkeligheden. I forbindelse med Brexit sagde valgforsker og professor ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, i et interview med Berlingske, at danske vælgere har det med at reagere infantilt, følelsesmæssigt og spontant. ”Da danskernes opbakning til EU steg omkring Brexit, var det kun en nervøs reaktion på det kaos, som Brexit havde udløst. Danske vælgere er nemlig ikke politisk indsigtsfulde. De reagerer spontant på udefrakommende begivenheder. F.eks. steg opbakningen til NATO voldsomt umiddelbart efter Putins invasion af Ukraine”, sagde Kasper Møller Hansen.
Og derfor kan det ikke undre, at 92 pct. af danskerne ifølge Verians meningsmåling enten er ”enige” eller ”overvejende enige” i, at Danmark bør satse mere på Europa frem for USA, når det handler om at garantere Danmarks sikkerhed. At danskerne har så stor tillid til, at EU kan forsvare dem lige så effektivt som USA, kan kun forklares med, at de reagerer ” infantilt, følelsesmæssigt og spontant”. For virkeligheden er, at det svage og splittede EU slet ikke kan forsvare Danmark. I et geopolitisk miljø, hvor storpolitik er dikteret af den stærkes ret, betragtes EU, der er ramt af opløsningstendenser, ledelsestomrum og defaitisme, ikke som en magtfaktor, men blot en brik på det storpolitiske spillebord.
EU er ganske enkelt ude af stand til at etablere militære kapaciteter, som i kraft og vilje matcher den amerikanske. I hvert fald på kort sigt, fordi både EU og Danmark er dybt bundet ind i en militær infrastruktur, der domineres af USA. På den korte bane kan afhængigheden af amerikansk teknologi ikke erstattes. Det er derfor virkelighedsfornægtelse at tro, at Danmark kan klare sig uden den sikkerhedsgaranti, som USA står for: USA’s atomparaply, som afskrækker fjendtlige magter, samt USA’s evne til at flytte store troppetal over lange afstande og føre højteknologisk krig fra luften.
EU er gearet til nations- og institutionsopbygning, men når det kommer til hardcore militærpolitik, er der for EU og dermed Danmark indtil videre intet alternativ til alliancen med USA. Og derfor bliver Danmark nødt til at håndtere verden, som den er, og ikke som naive danske politikere og vælgere håber, den vil være. Den barske virkelighed er, at på den globale scene er EU en økonomisk gigant, men en politisk og militær dværg. Og derfor er Danmark nødt til at fortsætte som et skuffet, fornærmet og klynkende påhæng til USA.
André Rossmann