Danmark klarer sig godt i FN’s årlige World Happiness Report og topper ofte listen, og det ser ud til, at danskerne er det lykkeligste land i verden.
Hvorfor kan de dystre afghanere, som ligger på 147. pladsen, ikke blive gladere? Hvorfor kan resten af verden ikke adoptere den danske feel-good-stemning, kendt som »dansk hygge« , og smile lidt mere? Andre kan vel også nyde hyggelige stearinlys, friske kager og aftener ved pejsen.
Mange danskere har tilsyneladende besluttet, at hygge ikke er helt foreneligt med åbne grænser og multikulturalisme, skriver The Spectator.
Danskerne er villige til at gøre noget for at redde den nationale lykke. Landet har slået hårdt ned på asylansøgere og illegal indvandring, som ses som en trussel mod den nationale livsform.
Den danske regering lukker bagdøren for udenlandske studerende
Mange vil hævde, at selv danskerne gør for lidt, men de er langt foran deres naboer Norge og Sverige, som fortsætter med at accelerere mod deres undergang uden tegn på, at bremserne virker.
Der er nu langt strengere regler for, hvem der kan blive, og nye love om “parallelsamfund”, der forbyder kvarterer at blive mere end 50 procent ikke-vestlige.
Storbritannien lader sig inspirere af Danmark, og indenrigsminister Shabana Mahmood sendte et hold på studietur til Danmark i sidste måned.
Resultatet er den immigrationsreformpakke, som hun for nylig annoncerede, og som blandt andet betyder, at asylansøgere skal vente 20 år, før de kan søge om permanent opholdstilladelse.
Mahmoods beslutning om at blive »helt dansk« har chokeret venstreorienterede Labour-parlamentarikere som Nadia Whittome – som betragter den danske model som »unægtelig racistisk«.
Men andre er måske også bekymrede. Danskernes nye anti-immigrationsledelse får også nogle til at sætte spørgsmålstegn ved hyggen. Var al den snak om hygge og fælles fornøjelser så dejlig, som den så ud til? Eller udelukkede det måske ikke-danskere – især ikke-hvide – en smule?
Briterne bør tænke sig om en ekstra gang. I et splittet Storbritannien præget af angst og stigende fattigdom, hvad kunne så være bedre end at tilbringe en aften med at strikke mønstrede sokker eller drikke gløgg?
Hygge var et ukendt begreb for briterne, og derfor gik de glip af en måde at udholde lockdown på med lidt hygge ved at drikke håndværksøl eller kardemommekaffe.
Men nogen har opdaget fænomenet, og flere bøger behandler emnet: Den lille bog om hygge: Keep Calm and Hygge; Hygge: A Celebration of Simple Pleasures, og så videre.
Radio Four-favoritten Sandi Toksvig, som selv er født i København, lavede endda to serier med »kendis-hygge«, hvor hun drak bærte med den inkarnerede Remainer-tilhænger Gina Miller og talte fysik, klaver og gløgg med professor Brian Cox.
Høje skatter, en generøs velfærdsstat og socialdemokrati blev præsenteret som løsningen. Nu oplever briterne socialdemokrati og høje skatter under Labour, men velfærden og sundhedsvæsenet bliver ikke bedre, og det britiske humør stiger ikke ligefrem.
Mange danskere har indset, at hygge ikke er helt foreneligt med åbne grænser og multikulturalisme. Det er selvfølgelig en indiskutabel sandhed. Danskerne ser, hvad der sker i Sverige, og ønsker ikke at kopiere galskaben.
Tegningskontroversen for ti år siden er heller ikke glemt. Den indeholdt ikke så meget hygge.
Ikke-europæere i Danmark har længe bemærket, at dansk hygge er en smule ekskluderende. I 2017 tog den nigerianske forfatter Faith Oloruntoba fat på problemet i en artikel med titlen Us and Them: the cold shoulder of Danish hygge.
Hygge, skrev hun, »afspejler de brændende fremmedfjendske holdninger, der i øjeblikket breder sig i Skandinavien og andre steder. Det, der forstærker den kulturelle homogenitet, er selve hygge-reglerne, såsom reglen om ikke at have for mange fremmede i rummet.«
Hvis jeg skal have en hyggelig aften, inkluderer det ikke gæster med hijab eller islamistisk skæg. Mange nordmænd foretrækker også at kunne føre samtaler på deres eget sprog; det er ikke alle, der behersker engelsk perfekt.
Men i vores familie, hvor alle taler engelsk, havde vi i et par år besøg af en afrikansk mor og hendes datter juleaften, da min kone var bekymret for, at de måske ville finde julen lidt vanskelig.
De var norsktalende, men samtalen foregik på begge sprog. Og de var bestemt ikke muslimer, de havde en kristen baggrund.
Hyggebevægelsen har efterladt nogle britiske ridser i lakken. Helen Russell, tidligere Skandinavien-korrespondent for The Guardian, som har udgivet bogen The Year of Living Danishly: Uncovering the Secrets of the World’s Happiest Country, beskriver hygge som »fraværet af alt, hvad der er irriterende eller følelsesmæssigt overvældende; at nyde tilstedeværelsen af blide, beroligende ting.«
Hygge fremstilles som en idyl, der er isoleret fra verdens problemer. Men Russell indrømmede, at Danmarks regering havde »støtte fra mange venstreorienterede, velinformerede danskere.«
»I løbet af de sidste par år er jeg blevet opmærksom på denne mytologisering af Danmark, og hvordan min adgang til landet har været helt anderledes end for en person, der kommer fra for eksempel Syrien eller Nigeria.«
For en journalist på den venstreorienterede avis Guardian er alt, hvad der støttes af venstreorienterede, naturligvis positivt. Desuden kan folk fra Syrien og Nigeria deltage, hvis de ikke er radikale muslimer og kan opføre sig ordentligt, og jeg kender flere af dem.
En anden, der studerede Danmark, var Guardian-journalisten Patrick Kingsley, som også har udgivet bøger om Danmark. Han bemærkede, at Danmark var »en fortælling om to modstridende tankesæt – det ene indigneret og fremmedfjendsk, det andet tolerant og fællesskabsorienteret.«
Han har en besynderlig teori om, at det skyldes det nationale chok, da Danmark mistede to sydlige provinser og næsten halvdelen af sin befolkning til Preussen.
Det, sagde han, havde skabt en kompleks belejringsmentalitet – broderlig og egalitær, men også noget forsigtig over for udenforstående. I sin fejring af glæden ved en hyggelig aften derhjemme kanaliserer hygge måske følelsen af lettelse over ikke at skulle anstrenge sig for at socialisere eller engagere sig for meget med fremmede.
Dette virker som en fuldstændig idiotisk teori. Den krig, han taler om, fandt sted i 1860’erne, og mange danskere kender ikke historien i dag. Når alt kommer til alt: Danmark blev besat af Tyskland for 80 år siden og er i moderne tid blevet invaderet af folk fra Afrika og mange muslimske lande, så hvem er præget af en kortvarig krig for 160 år siden?
Hyggeindustrien lever videre, især når julen nærmer sig. Og hvem bekymrer sig om, at folk fra Afghanistan eller Somalia ikke ønsker at deltage? Vi deltager ikke i deres Ramadan-højtid, selv om NRK forsøger at gøre den til en national fest i Norge. Personligt siger jeg pænt NEJ.
Den danske lykkemodel virker utvivlsomt effektiv, men er ikke så imødekommende, som vi måske tror. Men når alt kommer til alt:
Nogle mennesker og nogle kulturer fortjener ikke at blive budt velkommen.
Købe hos Tales: Sådan døde Danmark Købe hos Saxo: Sådan døde Danmark