Dansk forsvar på dybt vand

Dansk forsvar på dybt vand


Da den danske fregat Iver Huitfeldt skulle forsvare sig mod droneangreb under en mission i Det Røde Hav, var dens våbensystem defekt. Fregattens missiler var itu, og dens kanoner virkede nogenlunde som et oversavet jagtgevær. Danmark havde med andre ord udsendt et ukampdygtigt krigsskib på en farlig mission. Kun held og dygtigt sømandskab forhindrede, at der gik soldaterliv tabt.

Man kan se sådan på sagen, at skandalen måtte komme. Dens årsager stikker dybt, og skaden er sket for længe siden. Det danske søværn er ligesom de øvrige værn i det danske forsvar ødelagt af uduelige bureaukrater, hvis eneste kompetence er gøre karriere, og årtiers politisk idioti med socialdemokrater og borgerlige partier i fælles gåsegang. 

Enhedslisten er ironisk nok det eneste parti, der er stået uden for de brede forsvarsforlig i Folketinget. Men det skyldes naturligvis kun, at Enhedslisten er pacifistisk.

Som det ser ud i skrivende stund, er det alene forsvarschefen Flemming Lentfers, der ser ud til at ryge på skandalen. Alle de ansvarlige partier lader som om, miseren ikke har noget med dem at gøre. Desuden har de akut brug for en person at skyde skylden på.

ANNONSE






Værst af alle er dog statsminister Mette Frederiksen. Som enhver anden god socialdemokrat i nyere tid har hun lige siden sin pure ungdom vendt ryggen til det nationale og territorielle forsvar og gjort grin med militæret: Hvad skal det nytte?

Lige indtil nu. Nu kræver hun, at danskerne skal arbejde noget mere for at holde Putin fra døren. »Der er noget i vores mentalitet, vi bliver nødt til at ændre«, sagde hun forleden.

Statsministeren kunne have givet os en undskyldning. Det gjorde hun ikke.

I stedet indvarslede hun en ny æra. Det er blevet hendes varemærke. Mette Frederiksen starter altid forfra. Erfaringer lagrer sig simpelthen ikke i hendes sind, konsekvenser heller ikke. Verden er ny hver dag, hvor endnu en krise truer, og således er krisekommunikation blevet normalen i al kommunikation fra Statsministeriet. 

Under coronakrisen måtte vi ikke gå på arbejde. Under Putinkrisen må vi ikke gå hjem fra arbejde.

Hvis vi skal forstå afrustningen af Europa i et større perspektiv, må fredsdividenden nævnes. Det var det overskud, som politikerne i al deres visdom mente, vi kunne høste efter Sovjetunionens opløsning i 1991. Politikerne i Europa troede, at det kun var et spørgsmål om tid, før hele verden ville blive som os. Derfor kunne vi nøjes med internationale regler og liberale konventioner, FN’s verdensmål, regnbuer og kønsneutrale toiletter.

Året 1991 rinder stadig i hu. Som jeg har skrevet før, gik hele Norden i en slags ideologisk time-out. Nu skulle fredsdividenden kapitaliseres. Vist førte man krig i fjerne, eksotiske lande, og vist blev der brugt milliarder i Forsvarsministeriet – skønt ingen spurgte – til hvad? Men den overordnede krigsplanlægning og den operative struktur forsvandt i løbet af ganske få år, mens kaserner blev nedlagt, våbensystemer rustede og ammunitionslagre blev tømt.

Så sent som i sidste uge oplyste forsvaret, at man fremover vil favorisere kvinder og etniske minoriteter til alle stillinger, der ikke inkluderer kamp. Så vidt er dumheden kommet, at den har allieret sig med diskrimination – uden at nogen protesterer. Kun hvide mænd må dø for fædrelandet. 

Sverige gik som forrest i denne nationale selvopgivelse. I 1982 rådede det svenske forsvar over 700.000 mand; i 2007 var der bare 40.000 mand tilbage, og tre år senere blev værnepligten helt afskaffet. Svenskerne tilbage med den totale afpolitisering. Aldrig mere skulle der være krig.

Altså, før nu. Nu erklærer de selvsamme politikere i Danmark, Sverige og Norge, at verden lige pludselig er blevet et andet sted, men nej. Verden er, som verden altid har været, en farlig og omskiftelig arena, spændt ud mellem forskellige civilisationer, lande, regimer og konkurrerende geopolitiske interesser.

Allerede for snart 10 år siden var det muligt at forstå, at Europa var gået pacifistisk bersærk efter Sovjetunionens opløsning. Det var blot at slå op i en avis og læse. Informationen fandtes, men ingen tog sig af den. Vi havde fået fred på hjernen.

I alle andre verdensdele end Europa havde man i 2015 oprustet til langt over 1991-niveauet. Mens verden blev mere og mere militariseret, blev Europa mere og mere afrustet.

Alt dette er historie. Og historien interesserer os ikke længere. Vi ser fremad det bedste, vi har lært. Og derfor bliver det så let for politikere og andre magthavere at manipulere med os.

Jeg indrømmer, at vi nok samlet set har fået mere sex, klamydia, samhandel og større fladskærme i Europa siden 1991. Men den seneste generation af politikere har fuldstændig glemt, hvor fred og sikkerhed – for slet ikke at nævne energien – kommer fra. 

ANNONSE









Source link