Der har aldrig været brugt så mange penge på sundhed i Danmark som nu. En tredjeplads i EU eller omkring 275 mia. kr. årligt, hvoraf 120 mia. kr. går til hospitalerne. Alligevel er det danske sundhedsvæsen i knæ. Eksperterne taler åbent om et sundhedsvæsen, som befinder sig på ”sammenbruddets rand”. Tusinder af patienter lider. De er parkeret på alenlange ventelister, og ventetiderne bare stiger og stiger i takt med, at sygehusene tvinges til at lukke hundredvis af senge og operationslejer. De akutte problemer med ventelister, aflyste operationer, unødvendigt amputerede lemmer, personalemangel og opråb fra sygehuspersonale om stærkt kritisable forhold fylder mediebilledet hver uge. Rapporter fra de fem regioner om tilstanden inden for kræftbehandlingen tegner et mistrøstigt billede. Særligt er der problemer inden for brystkræft, mave-tarmkræft, urologisk kræft og lungekræft. Det offentlige sundhedsvæsen kan ganske enkelt ikke levere varen til borgerne, og når problemerne afdækkes, bliver det mødt af halve og hele usandheder fra regionerne. Offentligheden vildledes, og man forsøger at dække over og tilsløre problemer.
Vesteuropæisk bundrekord i levealder
Middellevetid er det bedste mål, man har for en befolknings generelle sundhedstilstand. Og her ligger Danmark rigtig dårligt. Og har gjort i rigtig mange år. 14 danske sundhedsministre har i snart 30 år vidst, at danskerne dør før borgere i alle de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med. I 1960 havde Danmark den 4. længste middellevetid i hele verden. I 1970 lå Danmark nr. 6 i Europa. I 1980 nr. 9. I 1990 nr. 17, hvor kun Portugal lå efter Danmark som det sidste vesteuropæiske land. Ved årtusindskiftet havde Portugal overhalet danskerne, og siden da har Danmark haft den dårligste middellevetid i Vesteuropa. Mens borgerne i Schweiz og Spanien kan forvente at blive hhv. 83,7 år og 83,5 år, kan danskerne blot forvente at blive 80,9 år. Efter Danmark kommer alene østeuropæiske lande som Tjekkiet, Kroatien, Estland og Polen.
Manglende sammenhæng i behandlingen
Sundhedsvæsenets strukturelle opbygning med tre adskilte systemer – sygehusene, kommunerne og de praktiserende læger – resulterer i en silo-tænkning, hvor man har svært ved at prioritere sammenhæng, samarbejde og opmærksomhed om samtlige dele af behandlingen. På hospitalerne mangler der en rød tråd, der binder fagligheden sammen og sikrer konsistens mellem, hvad der meldes ud til patienten af forskellige afdelinger og faggrupper. Patienter udspørges derfor om de samme ting igen og igen vedrørende cpr-nr., medicin, sygdomsforløb osv. af læger og sygeplejersker. Der er mange læger, som hver for sig gør det bedste, de kan, inden for hvert deres afgrænsede område, men patienter udsættes alt for ofte for unødige undersøgelser og udsigtsløse behandlinger, fordi der ikke er læger, der har et samlet overblik over behandlingen.
11 pct. af de patienter, der hvert år udskrives efter behandling på danske sygehuse, oplever at blive genindlagt inden for 30 dage, fordi regioner, kommuner og praktiserende læger er uenige om, hvornår patienterne er færdigbehandlede og kan udskrives. Patienterne ender derfor som svingdørspatienter og kastebolde, som ingen griber, fordi der mangler sammenhæng i indsatsen. Titusinder af skrøbelige ældre indlægges på hospitalet igen og igen på grund af væskemangel, forstoppelse, blærebetændelse og andre lidelser, som burde være håndteret på plejehjemmene eller i hjemmeplejen ude i kommunerne. 66 pct. af danskerne mener ikke, at de forskellige dele af sundhedsvæsenet hænger godt nok sammen, og det er også tankevækkende, at over 50 pct. af de danske læger og sygeplejersker ikke forventer at opleve et optimalt samarbejde mellem sygehusets afdelinger, hvis de selv skulle blive indlagt. Deres forventninger til samarbejdet er dermed lavere end befolkningens.
Dårlig organisering og ledelse
I Danmarks næsten kafkaske sundhedssystem spildes der millioner af timer på bureaukrati. Behandlingsforløbene er brudt op i faglige og organisatoriske domæner, der forsvares af de respektive ”kongeriger” – med store tab i vidensdeling og omkostningseffektivitet til følge. Der er i sundhedsvæsenet en ubalance imellem ansvar og handlemuligheder. På ledelsesniveauerne er der uvilje til at påtage sig ansvaret for prioriteringer. Ansvaret skubbes nedad og personalets bekymringer bliver overhørt, betragtes som useriøs brok eller returneres med besked om, at det er pågældendes eget ansvar.
Én af de helt store tidsrøvere i sundhedsvæsenet er de tusinder af vejledninger og instrukser, som medarbejdere på landets sygehuse skal navigere rundt i, og som i detaljer fastsætter, hvem der skal gøre hvad i forbindelse med de undersøgelser, behandlinger og andre arbejdsopgaver, der udføres. Der bruges oceaner af ressourcer på at udarbejde dem, og der bruges masser af tid på at forsøge at orientere sig i dem. De mange tjek og kontroller, der udføres på sygehuse i dag, bruges ikke mindst til at snyde systemet, så de enkelte afdelinger kan dokumentere, at de har nået deres produktivitetsmål. Når statistikken f.eks. viser, at der er flere ”patientkontakter”, betragtes dette som et tegn på effektivitet. Man ”sminker” derfor statistikkerne ved at indkalde patienter til overflødige ”patientkontakter”, og man spilder dermed både patienternes og medarbejdernes tid.
SVM-regeringen har som bekendt ambitioner om at gennemføre ”den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie”. Der er sikkert reelle intentioner bag hos politikerne. Men de skal jo bede et system om at aflive sig selv. Hvorfor skulle administratorerne nedlægge deres eget job?
Udbredt pseudoarbejde uden gavn for patienterne
Sygehusafdelingerne er i den grad overadministrerede. Det sundhedsfaglige personale ser i dag stort set ikke patienter, men er beskæftiget med at deltage i møder, gennemføre lederuddannelser (op til 6 års varighed) og seminarer uden den ringeste betydning for patientbehandlingen. Flere og flere læger har ”administrative” dage, hvor tiden går med planlægning af ”inspektormøder” til pseudomonitorering af uddannelsesmiljøer, uddannelsessamtaler om ”de syv lægeroller” med dertil hørende logbog, afsnitsledelse, it-optimeringsdage inkl. fortvivlede forsøg på at redde Sundhedsplatformen samt deltagelse i luftige projekter og diverse administrative arbejdsgrupper. Den andel af arbejdstiden, som overlæger bruger på patientrelateret arbejde, er faldet fra 64 pct. i 2011 til 55 pct. i 2020.
Sygeplejefaget med sygeplejedirektører, ledende oversygeplejersker, afdelingssygeplejersker, afdelingssouschefer, udviklingssygeplejersker, kvalitetssikringssygeplejersker, sygeplejeforskere mv. bidrager beskedent til den daglige drift, men er ekstremt omkostningstungt. Og mange unge, dygtige og engagerede sygeplejersker plejer deres karriere ved at forsvinde fra patientarbejdet for at give sig i kast med besynderlige videreuddannelser og aldrig vender tilbage til et fornuftigt arbejde med patienter.
Uligheden gennemsyrer sundhedsvæsenet
Uligheden gennemsyrer det danske sundhedsvæsen fra vugge til grav. I Danmark findes der fem selvstændige hospitalsvæsener – ét i hver region. Og derudover i virkeligheden også 98 forskellige kommunale sundhedsvæsener. Ifølge en analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) bor 1,8 mio. danskere, svarende til 30 pct. af Danmarks befolkning, i områder, hvor der er problemer med at sikre praktiserende speciallæger til alle borgere. I 2021 stod ca. 126.000 danskere uden egen læge. Det skaber længere ventelister, der rammer skævt og skaber ulighed i sundhed. Nogle kommuner har under halvt så mange sygeplejersker ansat per 1.000 ældre som andre kommuner. Sygeplejedækningen er tyndest i områder, hvor der bor mange ældre, og hvor der er en høj andel af mennesker med psykosociale udfordringer. Patienter får, alt afhængigt af hvad de fejler og hvor de bor, forskellig behandling og opmærksomhed i det danske sundhedssystem.
Tusinder af patienter med godartede, men ofte stærkt generende og smertefulde sygdomme bliver i vid udstrækning nedprioriteret. Årsagen er, at kapaciteten i det danske sundhedsvæsen stort set alene bruges på kræftområdet, som har særlige, politisk fastsatte ventetidsregler, og som er omgærdet af enorm bevågenhed efter flere sager med alt for lange ventetider for patienterne. Det skaber en enorm ulighed på sundhedsområdet. Hvis man har kræft, er der pænt store chancer for, at man kan blive udredt og behandlet hurtigt. Men hvis man fejler en række andre sygdomme, kommer det derimod til at trække ud og ud. Hele systemet er skævvredet, og det går ud over mennesker, der er syge og har ondt.
Kriterierne for omfordelingen af sundhedsressourcerne mellem regionerne er også skæve. Et eksempel er Region Hovedstaden, hvor borgerne generelt er de sundeste, de yngste og de rigeste sammenlignet med borgerne i andre regioner af landet. Det er den region, som trænger mindst, men som får mest. Det er regioner med den ældste og mest syge befolkning samt det mest skrøbelige sundhedsvæsen, der bliver forfordelt i udligningsordningen. Det er en omvendt Robin Hood, hvor man snupper ressourcer fra de fattige og giver dem til de rige.
Personalemangel presser sygehuse
De offentlige sundhedsudgifter i Danmark udgjorde i 2021 10,5 pct. af BNP (Eurostat). Det er det 3. højeste udgiftsniveau (sammen med Frankrig) blandt alle EU-lande kun overgået af Østrig og Tjekkiet. Og der har aldrig været så mange ansatte i det offentlige hospitalsvæsen, godt 130.000. Alligevel klages der over personalemangel i sundhedsvæsenet. En af årsagerne er de planøkonomiske overenskomster, der betyder, at de danske offentligt ansatte hospitalslæger har en arbejdsuge på 37 timer, mens man i de øvrige EU-lande arbejder op til 48 timer.
Personalemanglen betyder, at patienter må se deres planlagte operationer aflyst. I 2019 har 60 pct. af de 1.823 overlæger, der har deltaget i en undersøgelse, svaret, at de jævnligt er nødt til at aflyse planlagte operationer, behandlinger og konsultationer, fordi der mangler personale. Af dem fortalte næsten halvdelen, at det sker hver uge. I Region Midtjylland har kapacitetsproblemerne ført til, at det har været nødvendigt at gennemføre et uforholdsmæssigt stort antal amputationer af patienters ben ved hofte, lår, knæ eller underben. Op mod 50 patienter om året har således fået amputationer, som kunne være undgået, hvis de i tide havde fået en forebyggende operation. Det lyder som noget fra Albanien, men det er virkeligheden på danske hospitaler anno 2024.
De elendige forhold i sygehusvæsenet betyder, at sygeplejersker i tusindvis forlader faget og dropper job på sygehusene, der tvinges til at lukke senge ned og parkere stadig flere patienter på ventelister. Over 5.000 sygeplejersker (svarende til 11 pct. af de beskæftigede sygeplejersker) bestrider i dag job uden for faget.
Mens der er en udpræget mangel på såkaldte ”varme hænder”, viser en opgørelse fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at antallet af ”kolde hænder” – det administrative personale i sundhedsvæsenet – er vokset med 29 pct., fra 6.832 fuldtidsbeskæftigede i 2007 til 8.784 fuldtidsbeskæftigede i 2017. Det er især antallet af akademikere og chefer, der er steget i perioden. Antallet af administrative akademikere er i regionerne vokset med hele 137 pct. siden 2007, mens antallet af chefer er vokset med 33 pct.
Sygehusene er nedsparede og nedslidte
Hver gang sygehusdriften ses efter i sømmene, åbenbares der et grimt billede af inkompetent driftsledelse, hvor kapitalapparat og personale slet ikke udnyttes optimalt. Kostbart udstyr som scannerne, strålekanoner og andet avanceret apparatur, som ikke mindst er indkøbt til at styrke kræftbehandlingen, står ubrugte hen på sygehusene i store dele af døgnet – selv om der er patienter, der står i kø og har behov for at blive undersøgt og behandlet.
Patienter på danske hospitaler behandles i bygninger, der nærmest er ved at falde fra hinanden. Utætte vinduer, nedslidte ventilationsanlæg, udtjent sanitet, stoppede afløb, dryppende haner, ødelagte radiatorer, skimmelsvamp og fire mand på samme stue med toilet på gangen i stedet for flotte enestuer er normen. På Rigshospitalet og Herlev Hospital er bygninger og anlæg så nedslidte, at der jævnligt opstår nedbrud og driftsstop. Forskellen på de nye supersygehuse og de 80 pct. landets gamle, udtjente hospitaler er til at få øje på. En stor del af dem er over 50 år gamle, har ikke været holdt meget ved lige og forfalder. Der skal investeres mindst 27 mia. kr. i vedligeholdelse af bygningerne, hvis tilstanden skal forbedres tilstrækkeligt. Politisk prioriterer man imidlertid ikke renovering af de ældre bygninger. I det politiske system er der større fokus på at bygge nyt, hvor man kan stå og smile til fotografen, mens der er lidt mindre fokus på den daglige vedligeholdelse.
Innovation bremses af sundhedspersonalet
Politikerne fremkommer med en masse fantasifulde visioner om, at telemedicin, kunstig intelligens, personlig medicin og brug af big data snart vil være hverdagen. I Danmark går det dog meget langsomt med at få implementeret innovative sundhedsløsninger, fordi offentlige institutioner ikke tør implementere nye teknologier uden omfattende dokumentation og pilotprojekter. Hertil kommer uigennemsigtige og langsommelige beslutningsprocesser. Hver af de 5 regioner har sine egne procedurer og krav, hvilket gør det næsten umuligt at rulle en løsning ud nationalt. Fra det første succesfulde pilotprojekt om Tele-KOL i 2005 og til national udbredelse i 2022, gik der således 17 år.
I regionerne er der større prestige i at udvikle egne løsninger frem for at implementere eksisterende løsninger fra andre regioner. I aftaleteksten om sundhedsreformen fra 2022 lyder det, at mere behandling skal foregå i eget hjem med digitale løsninger, men udviklingen bremses – ikke af patienterne, men af sundhedspersonalet. Bremsen ligger i forhold til, hvem der har juridisk ansvar for patienter, der er i hjemmet, og frygten for at miste kontrollen. Juridiske barrierer skaber desuden tvivl om, hvilke data, der må deles.
Innovationen hæmmes også af manglen på digitale kompetencer blandt de ansatte. Mange ledere og medarbejdere har hverken evner eller villighed til at tage digitale og teknologiske virkemidler i brug. Digitaliseringen på danske sygehuse er ganske vist på alles læber og alle taler den op, men virkeligheden er, at talrige og halvdårlige IT-systemer i sundhedsvæsenet ikke taler sammen og lægerne har ikke lært, hvordan de skal bruge big data og kunstig intelligens. De er ikke trænet i, hvordan man giver svære beskeder over telefonen, eller hvordan man diagnosticerer hudsygdomme og vurderer sårstatus over FaceTime. De ved ikke, hvordan de kan vurdere brugbarheden af de forskellige apps, wearables og dataprogrammer.
Problemer i psykiatrien koster milliarder
Problemerne i psykiatrien er mange og velkendte: Behandlingsudbuddet kan ikke følge med efterspørgslen, der mangler sengepladser, syge patienter bliver udskrevet og genindlagt, og indsatserne hænger ikke sammen. Halvdelen af arbejdstiden på landets psykiatriske akutmodtagelser bliver brugt på patienter med misbrugsproblemer. Selv om psykiske sygdomme og misbrug bør behandles samtidigt, bliver den patient, der udskrives, kastebold mellem to systemer: misbrugsbehandling i kommunen og psykiatrisk behandling i regionen. Man har i årevis forsøgt at få de to systemer til at spille sammen, men uden resultat.
Eftersom adskillige tusinde sengepladser i psykiatrien er nedlagt, tilbydes patienterne enten egne boliger med for lidt støtte og stor ensomhed, eller hutler de sig igennem som hjemløse på herberger, forsorgshjem eller for nogles vedkommende ligefrem på gaden. De har ofte et misbrug, høj selvmordshyppighed og en livslængde, som er 20 år kortere end andre. Nogle omtales i pressen på grund af voldelig kriminalitet, som ofte går ud over deres familie, naboer eller offentlige omsorgspersoner.
Psykiske lidelser tegner sig for 25 pct. af den samlede sygdomsbyrde i Danmark med massive samfundsmæssige omkostninger til følge – ikke mindst i form af produktionstab. OECD vurderer, at mentale helbredsproblemer og psykisk sygdom koster hvert år det danske samfund 110 mia. kr. Heraf går cirka 25 mia. kr. til egentlig behandling. Langt den største del, nemlig i omegnen af 80 mia. kr., er omkostninger på arbejdsmarkedet og til sociale ydelser i tabt produktion, langvarigt sygefravær, nedsat arbejdsevne, førtidspensionering osv.
Uværdig overbelægning på sygehusene
Uværdig overbelægning på danske sygehuse fortsætter med at plage patienter og personale trods klare politiske løfter. Ældre, skrøbelige patienter samt syge børn og kvinder er i store tal henvist til at ligge på gangene, på propfyldte stuer eller i skyllerum, hvor de behandles og passes af fortravlede medarbejdere, som har svært ved at nå alle deres opgaver. Ældre, der er færdige med deres behandling, parkeres i en sygehusseng. Det er ikke alene et problem for de patienter, som ligger og venter på at komme hjem eller få anvist plejehjemsplads, men også for sygehusene, der har brug for sengene på de medicinske afdelinger.
På Holbæk Sygehus har der f.eks. i perioden maj 2021-april 2022 i gennemsnit været 24 dage med overbelægning hver eneste måned. Det samme gør sig gældende på alle landets sygehuse. Ifølge de seneste opgørelser tilbringer flere tusinde patienter årligt tilsammen omkring 40.000 dage på hospitalerne, efter at de faktisk er blevet færdigbehandlet og erklæret raske. Det svarer til, at der hver eneste dag året rundt er 110 senge, der fyldt op med patienter, som ikke burde være der. Flere steder er myndighederne begyndt at fifle med belægningstal. I deres målinger ændrer de på definitionen på overbelægning, hvilket får problemerne til at fremstå mindre alvorlige.
Rådden kultur i sygehusvæsenet
Det danske sygehusvæsen er et råddent system med en rådden kultur, menneskelig forråelse og respektløs opførsel. En stor del af sygeplejeuddannelsen foregår i praktik, hvor de studerende opflaskes med den rådne kultur. Det skaber grobund for, at kulturen både opretholdes og videregives.
”Den forråelse, jeg møder blandt de ansatte, kan ikke kureres med penge”, skrev en tidligere sygeplejestuderende i Berlingske med henvisning til en episode på Sjællands Universitetshospital. ”En lægesekretær står i døråbningen, og en sygeplejerske sidder ved en computer, da en anden kommer ind på kontoret og udbryder: ’Hold kæft, ham Mogens på stue 52 er godt nok klam. Nu er det tredje gang, han skider i bukserne. Da der var stuegang, og jeg gik forbi sammen med lægen, lå han og pressede mere lort ud’. Hun laver en grimasse, der får hendes kolleger til at grine højt”.
Akutmodtagelser lukker dørene
Et bærende princip i det offentlige sygehusvæsen har altid været, at døren til akutmodtagelsen er åben døgnet rundt, men det er slut. Flere og flere akutmodtagelser tager timeouts og lukker dørene for visse patienter i en periode på grund af travlhed. Det sker ofte, at patienter med akut sygdom sendes i stedet til andre sygehuse op til 100 kilometer væk. De grumme historier fra akutmodtagelserne over hele landet står i kø. Akutlægerne kan ikke levere den behandling, som de mener, at deres patienter har ret til, og som de ønsker at tilbyde dem. Enkelte akutlæger har sagt op i protest. Politikernes løfter om at løse problemerne er ikke indfriet. Derfor ender selv hjertesyge patienter på ca. 90 år med at vente i akutmodtagelsen i 15 timer, før de får hjælp.
Patienter nægtes ny medicin
Danmark har et medicinsk prioriteringsråd, Medicinrådet, som nægter patienter ny medicin, der skønnes at være for dyrt i forhold til effekten. Formålet er at få dæmpet de hastigt voksende medicinudgifter, som presser økonomien i sundhedsvæsenet og har tvunget regionerne ud i flere sparerunder. I 2018 traf Patienterstatningen en afgørelse, der slår fast, at man kan sige nej til medicinsk behandling af dødstruede patienter, der lider af en sygdom, som er dyr at behandle. Nye lægemidler giver både bedre sygdomsbehandling og længere levetid, men som land bruger Danmark en faldende andel af sin indkomst på lægemidler. Det placerer Danmark på en 39.-plads og derved tredjesidste plads i OECD. Sundhedsvæsenet er jo i krise, og der skal spares.
Danske kræftpatienter er den patientgruppe, som i stigende grad mangler adgang til de nye, effektive behandlinger, som er tilgængelige i Danmarks nabolande. Desperate kræftpatienter sælger huset, optager lån eller rejser penge i deres netværk for at købe adgang til ny effektiv medicin. Andre laver indsamlinger på sociale medier. Og så er der en stor gruppe af patienter, som aldrig får råd til selv at købe de nye behandlinger, og må derfor klare sig med de eksisterende tilbud. Hvis de klarer sig. Samtidig med, at danske patienter nægtes ny medicin, spildes der enorme mængder af eksisterende medicin for milliarder af kroner. Der er et massivt mørketal på dette område, idet man i Danmark mangler et samlet overblik over, hvad medicinspild koster, og hvad man i stedet kunne få for pengene.
Tusindvis af patienter dør af lægefejl
Tusindvis af danske patienter rammes af alvorlige lægefejl, som ender med at koste dem livet. Af de mellem 50.000 og 60.000 mennesker, der dør i Danmark om året, dør ca. 1.200-3.000 af skader under deres indlæggelse. Lægefejl indrapporteres som utilsigtede hændelser. I alt blev der rapporteret 326.416 såkaldt utilsigtede hændelser i 2021. Året før lød tallet på 293.113 hændelser. Cirka 60 pct. af hændelserne omhandler medicinfejl. Det kan f.eks. være, at en patient ikke får sin medicin, eller at doseringen er forkert.
Flere hundrede efterladte har de senere år fået tilkendt store erstatninger, fordi deres ægtefæller, forældre eller andre nære slægtninge er døde på grund af lægefejl. I 2017 tilkendte man f.eks. 750 mio. kr. i erstatning. Heraf 691 mio. kr. for behandlingsskader og 56 mio. kr. for lægemiddelskader. Flere efterladte kunne få en økonomisk kompensation på op til flere millioner kroner for deres tab, hvis de var klar over, at det er muligt at få erstatning. Fejlbehandlede patienter snydes imidlertid for den erstatning, som de ellers har krav på, fordi personalet ikke anmelder sagerne af frygt for sanktioner.
Står det til SVM-regeringen, skal ansatte som læger og sygeplejersker ikke længere have pligt til at indberette de fejl, der bliver begået i arbejdet med patienter. I et lovforslag lægger Indenrigs- og Sundhedsministeriet op til, at sundhedspersonale ikke længere skal indberette lægefejl til Dansk Patientsikkerhedsdatabase.
Behandlingsgarantien uden garanti
Under behandlingsgarantien har alle ret til behandling inden for 30 dage. I praksis betyder det, at patienter med milde skavanker ofte prioriteres foran patienter med svære, betydende lidelser. Ikke fordi de har mere brug for det, men fordi de har ret til det. Og selv om alle patienter i Danmark har ret til hurtig behandling enten på et offentligt eller privat hospital, hvis ventetiden er for lang på et offentligt sygehus, fratager det offentlige patienter deres behandlingsret, idet det offentlige sygehusvæsen af ideologiske og økonomiske årsager ikke henviser patienterne til privathospitaler med henblik på rettidig behandling.
Rettidig behandling er vel at mærke ikke ensbetydende med helbredende behandling. Det danske sundhedsvæsen bruger nemlig formuer på medicin og behandlinger, der ikke virker eller ligefrem skader patienterne. Man udreder alt for ofte patienterne med blodprøver, CT- og MR-scanninger, kikkertundersøgelser og EKG uden at have sikkerhed for, at undersøgelserne gør gavn. Man opererer alt for ofte patienter, uden at man med sikkerhed ved, om operationerne er gavnlige. Man har alt for længe gjort for meget uden at have videnskabens ord i ryggen. Undersøgelser viser, at op mod 90 pct. af de behandlingstilbud, man har i sundhedsvæsenet, er uden klar dokumentation for gavn. Og det skønnes, at omkring 20 pct. af det, man gør, er overflødigt eller direkte skadeligt.
Regionsmafiaen holder sundhedsvæsenet i et jerngreb
Hospitalerne i Danmark styres af fem regioner med femdobbelt administration, femdobbelt politikerstyring og med hver op til 2.800 ansatte. Selv om regionerne bruger skatteydernes penge, har de vigtigere hensyn at tage end hensynet til patienterne og skatteyderne. Da de selv er sygehusejer, har de en stærk egeninteresse i selv at levere sundhedsydelserne på trods af, at disse kunne fås bedre og billigere på privathospitaler og klinikker. Af ideologiske og pekuniære årsager forhindrer regionerne imidlertid en udvikling, hvor de kan få konkurrence.
Det eneste, som regionerne er villige til at acceptere, er små forbedringer af eksisterende ydelser inden for den eksisterende forretningsmodel, organisatoriske ramme og overordnede paradigme. Det som de ikke vil acceptere, er nye produktionsformer og organisatoriske rammer, som kan levere sundhedsydelser markant bedre og billigere. Regionernes kulturelle forståelse er nemlig, at innovation ikke handler om at gøre tingene billigere, men dyrere. Og derfor har regionerne meget lidt incitament til radikal innovation. Hvert år får sundhedssektoren tilført flere penge, men resultatet er hver gang, at danske sundhedsydelser bliver dyrere, men ikke bedre.
Planøkonomisk sundhedsvæsen kan ikke effektiviseres
Når sundhedsvæsenet er presset i bund på alle fronter, skyldes det sundhedsvæsenets politisk styrede indretning, manglende politiske prioriteringer, dårlig organisering og ledelse, et omfattende bureaukrati med mange ledelseslag og ineffektiv ressourceudnyttelse. Det danske sundhedsvæsen er i sin grundstruktur planøkonomisk og minder meget om sovjetisk planøkonomi, hvor man fastsætter nogle produktionsmål uden hensyn til, hvorvidt det, der produceres, også er det, forbrugerne vil have. Al fornyelse i sundhedsvæsenet er igennem de seneste år blevet anskuet som spareøvelser med fokus på, at personalet skal løbe stærkere, og at indkøb skal være billigere. Det er en målrettet fejlsatsning, som danskerne ikke får et bedre sundhedsvæsen af, men som i stedet bidrager til en negativ, selvforstærkende spiral.
Når ingen reformer kan effektivisere det danske sundhedsvæsen, skyldes det den overflødige og omkostningstunge ledelseslag af sygehusansatte, der har etableret sig tungt i hele systemet. For disse læger og sygeplejersker er en flot karriere og gode lønninger ikke knyttet til patientbehandling, men derimod til varetagelse af en lang række andre funktioner, som på ingen måde bidrager til arbejdet på stuegang eller i ambulatoriet. De sidder tungt på monopolet og afviser ethvert forsøg på at effektivisere og konkurrenceudsætte sundhedsvæsenet for at beholde deres privatøkonomiske fordele og velerhvervede privilegier.
Deres allierede er fagforeningerne, der nidkært modarbejder alle forsøg på effektivisering. De vogter på faggrænser og rettigheder, så arbejdsfordeling og -tilrettelæggelse ikke kan ændres, når det måtte være hensigtsmæssigt. De modsætter sig automatisering og digitalisering – på det seneste bl.a. robotassistance og kunstig intelligens – der vil kunne erstatte medarbejdere. Eller som nu såmænd bare kunne afhjælpe manglen på medarbejdere.
De offentlige overenskomstforhandlinger resulterer derfor altid i ekstremt detaljerede overenskomster, der lægger landets offentlige sygehuse i en spændetrøje både med løn og arbejdsopgaver, så lokale ledere er ude af stand til at lede og fordele arbejdet med udgangspunkt i den virkelighed, de står midt i. Offentligt ansatte får ca. samme løn uanset, hvor godt, eller skidt, de gør det, og borgerne bliver taberne, fordi overenskomsterne centraliserer beslutninger og fjerner lokalt ansvar. Da markedsmekanismerne i sundhedsvæsenet er sat fuldstændig ud af kraft, er der ikke nogen interesse for at gøre tingene til den bedste pris. Som erstatning har man så regler, regler og masser af regler.
Privathospitaler er velfærdssocialismens fjende
Reelt frit valg i sundhedsvæsenet kræver tre grundlæggende betingelser. Dels at der er noget at vælge imellem, hvilket kræver fair vilkår for private udbydere. Dels at borgerne kender til valgmulighederne, og dels at man økonomisk har mulighed for at vælge en anden sundhedsløsning end den offentlige. Disse tre betingelser opfyldes i Danmark meget sjældent.
Problemet med det frie valg i Danmark er, at kommunerne og regionerne, der både bestiller behandlinger og driver sygehuse, har en dobbeltinteresse i at “købe ind” hos sig selv i stedet for at gøre brug af privathospitaler. Reelt holder de derfor private aktører ude af markedet, selv om de private aktører er bedre og billigere. På sundhedsområdet kan danske privathospitaler udføre standardiserede behandlinger til omtrent halvdelen af, hvad omkostningerne er i det offentlige. Selvom antallet af henvisninger til privathospitaler er stigende, fylder privathospitalerne kun omkring 1,5 pct. af den samlede økonomi i sundhedssystemet i Danmark. De inddrages kun som et nødvendigt onde for at reducere kapacitetsproblemer og etablere en sikkerhedsventil for utilfredse patienter.
Mens patienter må vente længere og længere på at modtage behandling, står flere privathospitaler med tomme operationsstuer og må opsige medarbejdere, mens patienter venter i uger og måneder. Privathospitaler får ganske vist mange patienter til udredning, men de ryger tilbage på ventelisterne til behandling i det offentlige, mens operationsstuer på de private hospitaler står tomme. Løsningerne er klar, men det offentlige sundhedsvæsen sætter systemet før patienten. En anden mulighed er behandling i udlandet, men hos danske læger er der ingen respekt for udenlandske kompetencer eller ydmyghed over for deres egen formåenhed. Man oplever lægernes afstandtagen som en beskyttelse af hospitalets ansvar. Lægerne anbefaler ikke behandling i udlandet, for så står hospitalet med regningen.
At der er et behov for en privat sygehussektor, tydeliggøres bedst ved det forhold, at næsten 2,7 millioner danskere i dag har en privat sundhedsforsikring – langt størsteparten gennem arbejdspladsen. Private sundhedsforsikringer giver mulighed for at få hjælp fra private læger, fysioterapeuter, kiropraktorer, psykologer, hjemmehjælpere og andre faggrupper, når helbredet begynder at svigte, springe ventelisterne over eller sikre sig en behandlingsmæssig fordel på anden vis, fordi det offentlige sundhedssystem ikke leverer varen. Det er primært privatansatte danskere, der har en sundhedsforsikring, mens sundhedsforsikringer er nærmest ikke-eksisterende blandt offentligt ansatte.
Miseren i sundhedssystemet vil fortsætte
Danmarks sundhedssystem er et misfoster, som har vokset sig større og større gennem årene. Hver gang systemet støder på et problem, bevilger den til enhver tid siddende regering systemet penge. Milliard efter milliard sendes hvert år til et sygt, samspilsramt sundhedssystem. I stedet for at gennemføre ægte reformer af systemet, vælger politikerne en behandling, som kun forstærker symptomerne. Eftersom sundhedssektorens problemer altid afhjælpes med flere midler, kan sundhedsmafiaen læne sig tilbage og undlade at effektivisere i håbet om fremadrettet at modtage endnu flere penge.
I det kommissorium, som regeringen har givet Strukturkommissionen, står der, at udviklingen ”kræver fundamentale forandringer” i sundhedsvæsnet. Der står også, at regeringen er klar til at tage ”de nødvendige beslutninger og gennemføre grundlæggende strukturelle forandringer, som er forudsætningen for at skabe fremtidens sundhedsvæsen”. Flere eksperter, organisationer og politikere har imidlertid advaret mod at kaste sundhedsvæsenet ud i alt for store forandringer.
”Jo tættere vi kommer på deadline for regeringens udspil, desto mere hører vi fra flere og flere aktører, at det egentlig går godt nok i dag. At de nuværende sundhedsklynger egentlig fungerer godt nok alligevel. At arbejdsdelingen mellem regioner og kommuner egentlig er ok, som den er. Diskussionen bevæger sig i retning af, at det sundhedsvæsen og den struktur, vi har i dag, måske slet ikke er så skidt. De etablerede aktører i kommuner og regioner kæmper for at bevare deres opgaver”, siger Strukturkommissionens formand, Jesper Fisker, til Jyllands-Posten.
I S og V tænker politikerne kun på det kommende folketingsvalg og deres egne genvalgsmuligheder. De har derfor forståeligt nok absolut ingen appetit på et opgør med det regionale og kommunale bagland, hvis liv afhænger af, at de nuværende strukturer på sundhedsområdet ikke ændres alt for meget. Man skal derfor ikke forvente, at SVM-regeringen vil tage et opgør med den magtfulde sundhedsmafia i regionerne og effektivisere det fallerede sundhedsvæsen.