Ifølge danske økonomer og medier går det ufattelig godt i Danmark. Danskerne har aldrig haft det bedre, økonomien er ”bomstærk”, råderummet vokser hele tiden, pengekassen er bundløs, snart vil man lempe stigningen i danskernes pensionsalder – altså alt er fryd og gammen i dansk økonomi. Men når danske økonomer og medierne beskriver Danmarks økonomi som ”bomstærk”, mener de, at de offentlige finanser er sunde, fordi der er overskud på statsbudgettet og fordi den økonomiske politiks målsætning er hele tiden at øge størrelsen af den opulente offentlige sektor. Hvis målsætningen var at skabe økonomisk vækst, er dansk økonomi alt andet end ”bomstærk”.
Vækstmæssigt er dansk økonomi nemlig gået i stå med det resultat, at danskernes velstand falder langsomt og støt. Man kan ikke pege på et eneste område i dansk økonomi, hvor det hele er ved at gå op i flammer, og det er netop det, der er Danmarks problem. Problemerne står ikke i decideret brand. Forfaldet sker stille og roligt, skridt for skridt. Patienten er syg, men ikke døden nær. Det er udsigterne på langt sigt, der bør bekymre danskerne, for i dansk økonomi står det enten stille eller går den forkerte vej på en række centrale parametre. Og i virkelighedens verden er stilstand et tilbageskridt.
Danmarks konkurrenceevne under hårdt pres
Opfattelsen i den politiske debat er, at dansk økonomi er kernesund. De økonomiske nøgletal i Danmark ser flotte ud. Det pæne billede af den ”kernesunde” danske økonomi holder dog ikke, når man kradser i overfladen. I marts 2024 var overskuddet på Danmarks betalingsbalance 304 mia. kr. Det store overskud er imidlertid ikke et tegn på, at Danmarks økonomi er konkurrencedygtig. Den overperformance, som Danmark økonomisk har over for andre lande, og de store overskud skyldes i høj grad 15-20 globale “superstjernevirksomheder”, som er landets bedste til at realisere værditilvækst i absolutte tal. De udgør top-1 pct. i værdiskabelse målt på driftsoverskud. Der er tale om virksomheder som f.eks. Novo, Mærsk, Lego, Danfoss, Grundfos, de store høreapparatkoncerner, Rockwool og NKT. Fra 2001-2021 er værdiskabelsen hos superstjernerne øget med 5,5 pct. årligt mod 2,9 pct. i andre danske industrivirksomheder.
Ser man på samtlige danske virksomheder, er Danmarks konkurrenceevne hverken stærk eller bredt funderet. Tager man nogle af de allerstørste virksomheder ud af handelsstatistikkerne, får man et billede, der viser, at store dele af erhvervslivet er under pres. Og fokuserer man på fremstillingsindustrien, så stagnerer Danmarks konkurrenceevne, hvis den da ikke ligefrem trækker i den gale retning.
Det største problem er lav vækst
Danmarks hemmelige vækstkrise, som ingen politikere vil tale om, har stået på i mere end to årtier. Den danske vækst er trods jobfesten en af de svageste blandt EU-landene. Vækst skal vurderes på langt sigt, og ser man på de sidste 25 år er gennemsnitsindkomsten i USA vokset 45 pct., mens i Danmark er den vokset 35 pct. Mens danskerne før i tiden havde ca. 92 pct. af den amerikanske velstand og 89 pct. af landets arbejdsproduktivitet, er disse tal i dag faldet til hhv. 86 og 81 pct. Der er således tale om store forskelle, der indebærer, at danskernes velstandsniveau er langt lavere end amerikanernes.
De sidste 40 år har Danmark haft lavere vækst i bruttonationalproduktet (bnp) pr. beskæftiget end de foregående 100 år (trendvæksten). Havde Danmark fastholdt trendvæksten, ville danskernes velstand i 2019 have ligget 20 pct. højere. Dvs. at en sygeplejerske ville have haft en månedlig bruttoløn, som var godt 8.000 kr. højere end i dag. Fra år 1900 til 2000 udgjorde væksten i Danmark ca. 2,8 pct. om året. Siden 1986 har den økonomiske vækst i gennemsnit været 1,7 pct. om året. Den underliggende vækstrate er nu kun godt 1-1,5 pct. om året. Det er den vækstrate, Danmark kan forvente frem til 2040. Det kan ikke undgå at ramme danskernes velstand og velfærd.
Danmarks Statistik offentliggjorde for nylig de reviderede nationalregnskabstal for perioden 2021-2024. Det betyder, at den gennemsnitlige bnp-vækst for årerne 2019 til 2024 nu er nedjusteret fra tidligere 2,6 pct. til nu 1,8 pct. Ser man på væksten ekskl. medicinalindustrien, er den gennemsnitlige årlige vækst blevet reduceret fra 1,8 pct. til nu 0,8 pct. Der har altså ikke været nogen nævneværdig fremgang i dansk økonomi siden starten af 2021, hvis man ser bort fra medicinalindustrien.
Produktiviteten udvikler sig direkte negativt
Økonomisk vækst kan enten stamme fra øget forbrug af ressourcer (f.eks. energi, råvarer, arbejdstid, arbejdskraft mv.) eller øget produktivitet (hvor man fremstiller mere og mere pr. arbejdstime med de samme ressourcer). Øger man væksten gennem øget forbrug af ressourcer som f.eks. arbejdsudbud, vil resultatet blive en kortsigtet vækst. Effekten af øget arbejdsudbud (f.eks. flere indvandrere, seniorer, førtidspensionister eller østeuropæere i arbejde) er kortvarig – ud over de ekstra arbejdstimer er der ikke mere vækst i det. Hæver man derimod væksten gennem faktorer som innovation, ny teknologi o.lign., øger man den langsigtede vækst, som økonomer kalder ”trendvæksten”.
Mens økonomisk vækst og velstand således kommer fra øget produktivitet, har den samlede vækst i Danmark siden coronapandemien været drevet af øget arbejdsudbud. Med andre ord: Der har ikke været produktivitetsfremgang i Danmark de senere år. Tværtimod. Fra 1960 til 1981 steg produktiviteten i Danmark – målt på værdiskabelse per arbejdstime – med cirka 3,6 pct. om året. Fra 1982 til 2005, dvs. den store reformperiode i dansk politik, steg produktiviteten lige godt 2 pct. om året. Men i perioden 1982-2019 faldt produktivitetsvæksten til 1,3 pct., og de seneste 6 år var den kun 1 pct. Var produktivitetsvæksten fortsat i samme tempo, som den havde i Danmark i perioden 1982-2005, ville hver dansker alt andet lige have været omtrent 45.000 kroner rigere i gennemsnit, og en såkaldt standard LO-familie ville have haft en årlig indkomst, der var meget cirka 75.000 kroner højere før skat.
Produktivitetsvæksten i Danmark er nærmest i frit fald og den vækst, der har været, skyldes ganske enkelt, at virksomhederne har valgt at øge beskæftigelsen frem for at investere i kapitalapparatet, teknologisk innovation eller andre vækstfremmende faktorer for at øge produktionen. Så selv om beskæftigelsen i Danmark slår rekorder, afspejler dette ikke en egentlig fremgang i økonomien. Danmarks økonomi kører på en slags hamsterhjul, der konstant må drejes for at opretholde bnp-væksten, og det kræver en vedvarende tilstrømning af arbejdere for at øge produktionen. Økonomerne og medierne jubler over, at beskæftigelsen i Danmark tordner op, men værditilvæksten buldrer ikke rigtig med. Den stærke vækst i beskæftigelsen har nemlig ikke bidraget til væksten, idet den de seneste 5 år har væksten stået i stampe.
Væksten bremses af flere faktorer
Danmarks økonomiske vækst bremses af forhold som faldende fertilitet, faldende arbejdstid, strafbeskatning af lønmodtagerne og pseudoarbejde.
Fald i fertiliteten
Der fødes færre børn i Danmark, hvilket har betydning for arbejdsstyrken og vækstmulighederne i dansk økonomi. Antallet af personer i den arbejdsdygtige alder ventes at falde med godt 86.000 personer frem mod 2055. I alt vil der i 2050 være 3,5 procent færre i alderen 20-69 år. En lavere arbejdsstyrke vil medføre et lavere bnp samt en forværring af de offentlige finanser som følge af færre skatteindtægter. Med andre ord ser Danmark ind i cirka 25 år uden flere hænder til virksomhederne. Det betyder, at virksomhederne kun vil kunne vokse ved at stjæle medarbejdere fra hinanden eller fra den offentlige sektor.
Faldende arbejdstid
Selv om de skiftende regeringer forsøger at øge arbejdstiden (senest gennem afskaffelse af Store bededag), faldt det samlede antal arbejdstimer i Danmark med ca. 5 pct. i perioden 2000-2021. I 2000 arbejdede danskerne i gennemsnit 35 timer om ugen, mens de i 2021 arbejdede 32 timer om ugen. Faldet i arbejdstiden på 3 timer om ugen har en stor effekt på den økonomiske vækst. Faldet i arbejdstimer over en 30-årig periode har kostet godt 11 pct. vækst.
I Danmarks socialistiske planøkonomi støtter politikerne fritid indirekte ved at beskatte arbejdsindkomst hårdt og direkte med gavmilde sociale ordninger og tidlig skattefinansieret pension for arbejdsduelige borgere. Politikerne hæmmer med andre ord velstandsudviklingen ved at give støtte til folk, der holder fri.
Strafbeskatning af lønmodtagerne
Ifølge politikerne, økonomerne og medierne er danskerne så stenrige, at de ikke gider arbejde for at højne deres levestandard. Sandheden er, at danskernes ulyst til at præstere flere arbejdstimer skyldes konfiskatorisk indkomstbeskatning. Det danske skattetryk på 46,5 pct. er nemlig det højeste blandt OECD-landene i 2020 (p.t. det seneste år, hvor en international sammenligning foreligger).
Mens arbejde i Danmark er strafbeskattet, er fritid ubeskattet. Stadig flere danske lønmodtagere vælger derfor at få mere fritid frem for mere i løn eller arbejde på deltid. På det danske arbejdsmarked er der i dag 787.000 lønmodtagere på deltid. I 2013 arbejdede 24,8 pct. af de beskæftigede på deltid. Det tal steg til 26,2 pct. i 2023. Meningsmålinger viser, at kun 13 pct. af danskerne ønsker at arbejde mere, hvorimod 42 pct. ønsker at arbejde mindre.
Pseudoarbejde
Sidst men ikke mindst reduceres antallet af præsterede arbejdstimer i Danmark af det udbredte pseudoarbejde, hvor danskerne i stigende grad udfører opgaver, som ser ud til at være produktive, men som ikke skaber værdi. Cepos har f.eks. dokumenteret, at hvis danske læger havde lige så meget patienttid som i 2000, ville det svare til over 3.000 flere læger og dermed løse en stor del af problemet i sundhedsvæsenet.
Privatforbruget er næstlavest i EU
Danskerne har et ekstrem lavt privatforbrug i international sammenligning. Nok er det danske bnp det 11.-største på verdensplan, men det danske privatforbrug er kun nr. 24, fordi en stor del af nationalproduktet beslaglægges af den offentlige sektor. Privatforbruget udgjorde 43,2 pct. af bnp i Danmark i 2022. Det var det 5. laveste blandt de 38 OECD-lande.
Forklaringen på det ekstrem lave danske privatforbrug er kombinationen af det høje skattetryk, høje priser, høj moms, høje forbrugerskatter, høje boligudgifter og høj bilbeskatning.
Som nævnt før er skattetrykket i Danmark på 46,5 pct. det højeste blandt OECD-landene. Priserne i Danmark er tårnhøje. Når danskerne handler i supermarkeder og øvrige butikker, betaler de 40 pct. mere end EU-gennemsnittet. Hertil kommer moms på 25 pct., som er blandt de højeste i de 38 OECD-lande. Derudover betales også ekstra afgifter på udvalgte varer, f.eks. biler, kaffe, chokolade og energi. Samlet set udgør forbrugsskatterne 26,1 pct. af forbruget i Danmark. Det er det næsthøjeste niveau blandt OECD-landene.
Danmark er også et ekstremt dyrt land, når det gælder borgernes boligudgifter. Knap hver sjette danske husstand bruger mere end 40 pct. af den disponible indkomst på boligen. Det er dobbelt så meget som gennemsnittet i EU. Og så har Danmark en konfiskatorisk høj afgift på bilens pris. Ved køb af nye biler er registreringsafgiften på op til 150 pct. Hertil kommer løbende ejerafgifter, forsikringsafgifter og brændstofafgifter. Danskerne har derfor kun 466 biler pr. 1.000 indbyggere, mens tallene for Litauen, Tjekkiet og Tyskland er hhv. 560, 565 og 580 biler pr. 1.000 indbyggere. Danskerne har således en rig stat med et højt bnp pr. indbygger, men er fattige, når det gælder deres privatforbrug.
Råderummet vokser, privatforbruget falder
Det finanspolitiske råderum (også kaldet ”det økonomiske råderum”) er et særligt dansk finanspolitisk begreb, som Finansministeriet i Danmark bruger som et mål for det beløb, der er til rådighed for politiske initiativer som f.eks. større offentligt forbrug, flere offentligt ansatte, styrkelse af velfærden eller højere indkomstoverførsler til borgerne.
Mens råderummet således handler om statens finanser, tror mange danskere, at det handler om borgernes privatforbrug. Men det gør det ikke. Da det højeste mål med Danmarks økonomiske politik er at maksimere overskuddet i statskassen, bliver råderummet udelukkende brugt på velfærd og omfordeling. I stedet for at igangsætte vækstskabende initiativer og skabe mere rigdom, fordeler danske politikere den rigdom, der allerede er skabt. Men omfordeling gør ikke kagen større. Derfor tangerer det vildledning af danskerne, når systemtro økonomer konkluderer, at alt er fryd og gammen i dansk økonomi, fordi råderummet vokser.
Danmark i slow motion-deroute
Danmark er fortsat et rigt land, men i sammenligning med de øvrige rige lande er Danmark stagneret på mange parametre og skrider langsomt men konstant ned ad ranglisterne. Mens Danmark står stille, bliver andre lande hele tiden rigere. Ifølge Penn World Tables har Danmark ud af godt 50 vestlige lande haft den tiendelaveste vækst de sidste 25 år.
Lande som Singapore, Schweiz, Massachusetts og Sverige, der befolkningsmæssigt ikke er meget større end Danmark, har i modsætning til Danmark opnået imponerende økonomiske resultater. De har i dag en velstand, der ligger 28-40 pct. over Danmarks. Omkring 1930 var Danmark blandt de fem rigeste lande i verden, men det var dengang. I 2007 var Danmark nr. 11 på listen over verdens rigeste nationer. I 2018 var Danmark ca. nr. 23 ifølge CIA World Factbook. Siden 1930 har Danmark således spildt et kæmpestort velstandspotentiale.
Dansk Konkurrenceevneråds Geo Readiness Index giver et samlet overblik over Danmarks udvikling på 10 konkurrenceparametre. I 2023 viste indekset, at Danmark over en bred kam taber teknologisk terræn i forhold til verdens mest højteknologiske nationer. Danmark falder f.eks. fra tredje- til sjettepladsen i Network Readiness Index; fra niende- til tiendepladsen i Global Innovation Index; fra niende- til 11.-pladsen i AI Government Readiness Index og fra tiende- til 12.-pladsen på ranglisten over verdens mest ”robotiserede” nationer. Sammenfattende viser Global Readiness Index 2023 bekymrende tegn på en dansk retræte fra den teknologiske frontlinje.
Der er dog tilbagegang over hele linjen, ikke kun på teknologiområdet. Danmark er f.eks. ene om at have faldende eksport, når man sammenligner landets udvikling med eurolande og lande, der har en fastkurspolitik til samme. Danmark er dårlig til at tiltrække udenlandske investeringer. Investeringsgabet mellem danske investeringer i udlandet og udenlandske investeringer i Danmark er i dag blandt verdens største. Danmark er et af de lande, der skaber mindst ny forretning gennem produktinnovation. En af årsagerne er erhvervslivets ringe udnyttelse af højtuddannede medarbejdere (12 pct. i erhvervslivet generelt, mens SMV’erne har en andel på 7 pct.). De statslige investeringer i forskning er over de sidste 10 år faldet støt fra at udgøre 84 pct. til 74 pct. af det offentlige forskningsbudget. Osv. osv.
Den faldende danske vækst betyder, at Danmark er på vej til at blive et halvfattigt land. ”Den lave vækst kommer ubemærket snigende, men hvis det fortsætter år efter år, summer det op til et stort problem. Det gør os på sigt relativt fattigere end befolkningerne i andre lande, og relativ fattigdom er næsten lige så stort et problem som absolut fattigdom”, skrev prof. Ole P. Kristensen i Berlingske i juni 2019. Det gælder fortsat her i 2025. Danmarks vækstkrise er en snigende krise. Og det er den værste slags krise, for der bliver næsten aldrig handlet politisk, før man er på afgrundens rand.
Magre økonomiske år forude
Det er danskernes selvforståelse, at Danmark er et af verdens rigeste lande og altid vil være det, samt at Danmark sagtens kan have en stor og meget dyr offentlig sektor, der fylder mere end halvdelen af økonomien, uden at landet mister økonomisk status af den grund. Politikerne og medierne holder derfor fast i illusionen om Danmarks globale førertrøje, overlegenhed og unikke status. Men virkeligheden er, at Danmark står over for en længere årrække med så lav en økonomisk vækst, at landet bliver relativt fattigere sammenlignet med det meste af den øvrige verden.
Frem til 2030 forventes en gennemsnitlig årlig økonomisk vækst i OECD-landene på 2,2 pct. af bnp. Mens USA’s væksttal ventes at ligge på 2,4 pct. og Sveriges på 2,6 pct., forventes Danmarks årlige vækst at ligge på 1,5 pct. År for år vil Danmark sakke bagud i forhold til resten af verden, der gennemsnitligt ventes at vokse med 3 pct. af bnp om året. Der venter danskerne således magre økonomiske år forude. Med selv om Danmarks økonomi er havnet i en kronisk stagnation, vil danskerne helst leve i deres egen lille andedam, hvor alt bare går godt. De positive økonomiske tal er derfor blevet en sovepude, hvor politikerne og medierne tager det roligt og bilder sig selv ind, at alt er i en god gænge.
Danmarks vækstkrise betyder, at den uformelle kontrakt mellem generationerne i det danske samfund er stærkt udfordret. Den går ud på, at den ældre generation afleverer et samfund til den næste, som er mindst lige så velstående og velfungerende, som det, de selv overtog. Et Danmark, hvor i morgen bliver bedre end i dag, og hvor man lever op til det ældgamle generationsløfte, at børn skal have en bedre tilværelse end deres forældre.
Men for første gang er der udsigt til, at de kommende generationer vil vokse op under dårligere vilkår end generationerne før dem. Med andre ord vil den nuværende generation give et fattigere Danmark i arv, end den selv har fået. En ting er derfor sikker: For unge danske familier vil det blive sværere at bygge en tilværelse op med hus, to biler, designmøbler, restaurantbesøg, golf og spændende ferierejser end det var for deres babyboomer-forældre.