USA’s finansminister Scott Bessent sagde onsdag, at USA er på vej til at indgå handelsaftaler med sine vigtige allierede, og at handelsaftalerne vil danne grundlag for en fælles økonomisk front mod Kina. ”Vi kan sandsynligvis indgå en aftale med vores allierede, som har været gode militære allierede, men mindre gode økonomiske allierede. Og så kan vi optræde over for Kina som en gruppe”, sagde Bessent.
Trump vil gøre fælles front mod Kina i handelskrigen. Men det vil være helt forfejlet, hvis Europa følger Trump, mener Dansk Industri ifølge Berlingske.
”Europa bør ikke gå samme vej som USA under Trump”. Så klar er udmeldingen nu fra Dansk Industris viceadministrerende direktør, Thomas Bustrup. Han bakker således op om formanden for Europa-Kommissionen, Ursula von der Leyen. Tidligere i denne uge havde hun en samtale med Kinas premierminister, Li Qiang. Her aftalte de to ledere at koordinere indsatsen i handelskrigen.
USA’s regering har opfordret landets allierede til at stå sammen mod Kina. Men ifølge viceadministrerende direktør i Dansk Industri Thomas Bustrup skal Danmark gå andre veje – og i stedet følge Ursula von der Leyens vej. ”EU skal reducere afhængigheden af Kina, men bevare et økonomisk samarbejde, som begge parter får noget ud af. Derfor er det vigtigt, at EU konsekvent stiller krav til Beijing, så begge parter får noget ud af samarbejdet.”, siger Bustrup.