Storsatsningen på vind og sol i Danmark begrundes med, at solkraft og vindkraft er gratis at producere, men vil kunne eksporteres til høje priser. Sådan lyder det fra den grønne elproduktions lobbyister og deres rygklappere, skriver Freddy Vestergaard i Jyllands-Posten.
”Nok er sol og vind gratis, men der er særlige systemomkostninger ved en elforsyning, som overvejende er baseret på sol og vind, som lobbyisterne ikke nævner. For det første har strøm fra vind og sol ingen værdi, ja ligefrem negativ værdi, når produktionen er størst, hvis ikke forbruget følger med, for strømmen kan ikke gemmes.
For det andet er der behov for overinvestering for at kompensere for den varierende produktion. For det tredje er der store udgifter til netudbygning, fordi sol- og vindkraft almindeligvis kommer fra geografisk spredte steder, hvor der ikke i forvejen er højspændingsnet, eller fordi det eksisterende net ikke kan følge med. Og for det fjerde skal Energinet skaffe strøm, hvis solen ikke skinner og vinden ikke blæser tilstrækkeligt. Men omkostningerne ved køb af balancekraft for at undgå strømsvigt bliver ikke regnet som en omkostning ved vind og sol, selvom de netop er en konsekvens af at satse på sol- og vindkraft.
For nylig kom Energistyrelsens embedsmænd med “Analyseforudsætninger til Energinet 2025”. Ifølge disse skal Danmark kunne lave strøm til 185 mio. mennesker med sol og vind i 2050, men det betyder, at der er risiko for massive overinvesteringer, der kun bliver rentable for investorer som følge af statsstøtte”.

