Danmark må stoppe modviljen mod Trumps USA

Danmark må stoppe modviljen mod Trumps USA



Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

I et interview søndag morgen sagde den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance:

”Grønland er meget vigtig for vores sikkerhed. Der er søveje der, som Kina og Rusland bruger. Og Danmark som kontrollerer Grønland gør ikke sit arbejde og optræder ikke som en god allieret. Så vi er nødt til at spørge os selv, hvordan løser vi det problem?” 

Dette har bragt ”andedammen” i voldsomt røre. Således er hele samlingen af studentikose og formatløse danske politikere, medier og kommentatorer, gået helt fra snøvsen. I et anfald af kollektiv indskrænkethed har de uhæmmet givet sig til at implicere, at Vance helt GENERELT kalder Danmark for en dårlig allieret. 

Mandag morgen lagde Mette F. således med følgende:

”Vi er en af USA’s vigtigste og bedste allierede. Derfor vil jeg heller ikke have det siddende på Danmark, at vi er en dårlig allieret. Det er vi ikke. Det har vi ikke været, og det kommer vi heller ikke til at være i fremtiden”.

Herefter fulgte en tirade af forfejlede kommentarer fra både højre og venstre side af det politiske spektrum. F.eks. mente Rasmus Jarlov (K) ”Det er utaknemmeligt. Danmark har været en umådeligt god allieret for USA på mange måder. Det er helt utroligt at skulle høre en sådan kommentar” og Pelle Dragsted (EL) ramte med sædvanlig brokke-marxistisk finesse totalt forbi skiven, da han sagde, at ”J.D. Vances kommentarer er en hån mod de unge danske mænd og kvinder, der kæmpede i USAs krige i Afghanistan og Irak” (!?)

TV2’s EU korrespondent, Lise Hessellund, bedyrede tilsyneladende stærkt omtåget af feministisk selvretfærdighed i kombination med et voldsomt anfald af dys-fornuft, at ”Hun (=Mette F.) har meget bred opbakning til at gå ud og forsvare danske interesser. Der er hun i sin gode ret til at gå ud og sige “hertil og ikke længere”, og det kan man også høre på de andre EU ledere, der er til mødet i dag”

Politisk kommentator Hans Engel, der synes at være way-over-the-hill, kaldte ligefrem verdens mægtigste vicepræsident, for en ”Mr. Nobody”(!?) og fortsatte et indlæg til støtte for statsministeren med følgende ukloge og malplacerede kommentar: ”J.D. Vances bemærkninger er direkte ubehøvlede og uforskammede, og derfor er det klogt af Mette Frederiksen at sætte ham på plads” (!?)

De oprørte vande i andedammen har dog næppe ført til så meget som en krusning på overfladen af den Amerikanske Golf. Som det fremgår af Vance udtalelse (citatet øverst) så udtaler han sig jo kun om Danmarks dårlige indsats i GRØNLAND. Han generaliserer ikke – på i så fald forkert vis – til de mange gode indsatser, Danmark har ydet. Desværre formår de formatløse danskere ikke at gennemskue denne ellers tydelige nuance.

Holder man det centrale fokus på, hvad Vance reelt siger, så har han jo helt ret: Danmark har ikke levet op til sine sikkerhedsforpligtelser i Arktis! Noget den danske forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, på et pressemøde tilbage til den 9. januar da også ”lagde” sig ned og erkendte. Det hed: 

”Jeg vil gerne sige fuldstændig ærligt, at vi i MANGE ÅR har FORSØMT at lave de nødvendige investeringer i vores skibe og i de fly, der skal være med til at overvåge vores kongedømme”.

Med Troels Lund mejsles det således ind i granit, at Danmark IKKE har varetaget sin sikkerhedsopgave i Arktis.  Denne manglende varetagelse er mildt sagt dansk uansvarlighed af værste skuffe. 

Yderligere lovede Mette F. i 2019 før et møde med Trump i NATO den 4. dec., at Danmark ville investere 1.5 milliarder i øget luftovervågning og ubådsaktivitet i Arktis, ”Vi forstærker vores indsats, og det ved jeg, at amerikanerne er glade for”, sagde hun. Men her 5 år efter, er der intet – som i I-N-T-E-T – sket!! Det brudte løfte til et USA, som er den ultimative garant for den vestlige verdens og altså Danmarks sikkerhed, er noget af det mest uansvarlige og useriøse en dansk statsminister nogensinde har begået. Der er her tale om realpolitisk inkompetence på bananstatsniveau. 

Med den danske uansvarlighed og åbenlyse mangel på interesse og engagement i Arktis og med en useriøs dansk statsminister, der skamløst har stukket blår i øjnene på den amerikanske præsident, er det kun selvfølgeligt, at USA har mistet tilliden til Danmark. Dette er baggrunden for at Vance siger, at USA er nødt til at spørge sig selv, hvordan de så løser problemet med sikkerheden omkring Grønland (jf. citatet øverst).

Danmark må derfor vågne op, NU! inden Trump-Vance sætter USA-Grønlands toget i gang og kører for næsen af os.  Den konstante Trump-bashing og modvilje, som statsminister, regering og folketingspolitikere excellerer i må ophøre og afløses af en realpolitisk forhandlingstilgang, hvor Danmark ser i øjnene, at man hverken har ressourcer eller økonomi til at sikre og forsvare det grønlandske område. Herunder må det anerkendes, at den vestlige verdens sikkerhed i Arktis beror på USA, ikke på EU!  Forsvaret må altså overlades til USA. Det vil positivt betyde, at Danmark slipper for at betale de enorme forsvarsudgifter som regeringen for tiden desperat turnerer rundt med.  Ligeledes vil vi ved at give USA koncession på udvinding af de enorme grønlandske naturressourcer – hvad Danmark jo ikke selv formår – få milliarder og atter milliarder i statskassen. Noget der kan udmønte sig i økonomisk overflod og et velfærdssamfund ikke tidligere set i landets historie.





Source link