Den 5. maj 1945 udkommer Berlingske med den jublende overskrift på forsiden: FJENDEN HAR OVERGIVET SIG. Man må spørge sig: Hvilken fjende? Danmark var ikke i krig med Tyskland, men havde siden 9. april 1940 været i et tæt militært og kommercielt samarbejde med det nationalsocialistiske Tyskland. Den danske ambassade i Berlin fungerede under hele besættelsen, hvad der jo ikke er tilfældet mellem krigsmodstandere, hvor ambassaderne lukkes ned og personalet sendes hjem. Den danske regering havde stor nytte af ambassadens arbejde. Således måtte den danske gesandt O.C. Mohr i 1943 rejse en tur til de danske SS-soldaters træningslejr i Bayern, hvor tropperne var i oprør, fordi SS-ledelsen havde nedlagt Frikorps Danmark og i stedet overført de danske frontkæmpere til 24. SS-Panzergrenadierregiment Danmark. Referater beretter, at ambassadør Mohr på den danske regerings vegne takkede de frivillige for deres store og heltemodige kamp på østfronten. Mohr kunne berolige de vrede soldater med, at regeringen nu som før støttede de danske SS-troppers indsats.
Ved disse dages fejring af 80-årsdagen for Danmarks befrielse har det været mærkbart, at danske medier og politikere har kunnet samles om den holdning, at som sagerne stod efter 9. april 1940, havde den daværende regering under Thorvald Staunings ledelse sparet det danske folk for afsavn og grusomheder ved at indlede et samarbejde med besættelsesmagten. Alle de gamle modstandsfolk, der var voldsomt uenige i denne politik, er nu døde, og der er ingen til at protestere. Hvis vi lader historiefortællingen begynde ved ’Stunde Null’, altså den 9. april, kan der ikke være tvivl om, at det tætte samarbejde med tyskerne bragte Danmark nogenlunde uskadt gennem 5 års besættelse, og det er også sikkert, at de danske jøder undgik de nazistiske dødslejre netop på grund af Danmarks betydning for den tyske krigsførelse.
Umiddelbart efter den 9. april traf Stauning-regeringen den beslutning, at Danmarks bedste værn mod en brutal tysk undertrykkelse var at gøre landet uundværligt for besætterne. Regeringen satte fuld gas på landbrug og industri for at optimere leverancerne til værnemagten af fødevarer, maskiner, instrumenter, radioudstyr og byggeri. Tyskfjendtlige virksomheder, der nægtede at producere til nazisterne, blev truet med stop for råvareleverancer og energi. Regeringen oprettede et særligt ’kapacitetsudvalg’, der skulle opsøge overskydende produktionskapacitet og presse virksomhederne til at maksimere leverancerne til besættelsesmagten. Regeringens kampagne blev en stor succes således, at Danmark i hele perioden 1940-45 var Tysklands næststørste handelspartner kun overgået af Italien.
Og ikke nok med det. Tyskland i krig på flere fronter havde flere millioner mand under våben. Der var stærkt brug for kompetent arbejdskraft til tyske fabrikker. Den danske fagbevægelse sendte derfor beredvilligt hele 100 000 danske gæstearbejdere til Tyskland, hvor de kunne give et nap med i rustningsindustrien. De uforgængelige ’tyskerbunkere’ på Vestkysten, der er opført som værn mod en allieret invasion, er ikke tyske, men bygget af danske entreprenørvirksomheder, der var globalt førende eksperter i betonkonstruktioner.
Juvelen i samarbejdets krone var dog rekrutteringen af danske SS-soldater til indsats på østfronten. Waffen-SS fik af den danske regering tilladelse til at oprette hvervekontorer over hele landet. Helt frem til den 5. maj 1945 kunne man se SS-hverveplakaterne på danske jernbanestationer. Der var stor interesse blandt den mandlige ungdom for at komme i den flotte SS-uniform med det skrækindjagende dødningehoved på kasket og skråhue. Omkring 12 000 meldte sig under hagekorsfanen, men da SS forlangte en uplettet straffeattest og et upåklageligt helbred, røg halvdelen af i svinget. Danmark kunne dog stille med en hel SS-brigade på 6000 mand. Til værnemagtens store overraskelse og fryd sendte regeringen hærens øverstkommanderende, general Ebbe Gørtz, til afskedsparaden for Frikorps Danmark, hvor han skridtede fronten af og ønskede soldaterne held og lykke på rejsen østover.
Danske børn og unge er siden 1945 blevet hjernevasket med myten om de modige og snu danske frihedskæmpere, der snød de dumme tyskere og smuglede 7000 jøder over Øresund til Sverige. Min far, der med sit sorte hår og levantinske udseende godt kunne gå for at være jøde, blev i efteråret 1943 på restauranten i Bellevue Strandhotel ført ud i foyeren af en tysk officer, der sagde til ham, at flugtvejene over Øresund stadig var åbne, men at de ikke ville blive ved med at være det, så det var bare med at komme ud af vagten i tide. Jeg var kun tre og et halvt år gammel, men husker episoden klart. Jødernes redning var samarbejdspolitikkens store gevinst. Ikke en eneste jøde slap ud af de europæiske havne under tysk kontrol, hvad der dog aldrig har forstyrret den danske legende om, hvordan modstandsbevægelsen snød Gestapo og værnemagten. Da Nazityskland på det tidspunkt var travlt optaget af at myrde millioner af europæiske jøder, kunne man naturligvis ikke lade samtlige danske jøder slippe uskadte til Sverige. Udvalgte razziaer indfangede omkring 500 jøder, hvoraf de fleste endte i Theresienstadt kz-lejren, men ingen danske blev overført til dødslejrene.
Det er kun rimeligt at konkludere, at samarbejdspolitikken var det offer, man måtte bringe for at skåne dansk liv og ejendom, ikke mindst de 7000 danske jøder, der utvivlsomt ellers var endt i gaskamrene i Auschwitz, Sobibor eller Treblinka. Men det er en konklusion, der kun gælder, hvis historieskrivningen begynder den 9. april. Hitler var inderligt imod besættelsen af Norge og især af Danmark, der var uden strategisk betydning for krigsførelsen. Føreren ønskede at militært stærkt Danmark, der ligesom Sverige kunne forsvare sin neutralitet. Under første verdenskrig meddelte den tyske forsvarschef, general Helmuth von Moltke, den danske regering, at enten måtte vi opruste og mobilisere, så vi kunne forsvare vores neutralitetsstatus. Ellers ville tyskerne komme og løse opgaven. Den pacifistiske regering Zahle måtte modstræbende indkalde 60 000 mand til sikringsstyrken og yderligere 60 000 til reserven. Vores militære styrke frelste os fra en tysk besættelse
Først den 4. april godkendte Hitler invasionsplanerne for Danmark, som formodentlig kunne være undgået, hvis vi som i 1914 kunne mønstre seks kampdivisioner og yderligere troværdige styrker til vands og i luften. Stauning havde ikke lært af historien og valgte at hælde forsvaret ned ad brættet til fordel for opbygningen af velfærdssamfundet. Også vores generation har valgt at afvikle forsvaret for et finansiere en aldrig ophørende udvidelse af den offentlige sektor. Resultatet er, at vi i dag står med et ramponeret sundhedsvæsen, ringe ældrepleje, en undervisningssektor i forfald og et idiotisk skattesystem. Og stadig intet forsvar. Ligesom konen i ’Hvad Fatter Gør’, må vi hellere lære at være glade for at ende med en sæk rådne æbler.