Bjarne Corydon er blevet DR’s nye generaldirektør, og champagnepropperne springer i de kulturradikale korridorer. Den tidligere socialdemokratiske minister skal nu forvalte skatteborgernes tvungne finansiering af DR.
DR befinder sig i en voldsom krise – ikke økonomisk, men troværdighedsmæssigt. Institutionen, der skulle være hele Danmarks stemme, er blevet et ekkokammer. Som Katrine Winkel Holm, der har været mangeårigt medlem af DR’s bestyrelse, formulerer det: ”Danmarks Radio er blevet den kreative klasses legeplads”.
Hvordan skal en mand som Corydon, der selv er dybt forankret i det establishment, der har skabt krisen i DR, nu forvandle sig til løsningen på den?
Den lange march gennem institutionerne
Venstrefløjens genistreg var at erobre kulturen.
Mens borgerlige fokuserede på BNP-vækst, lavere skatter og erhvervsvenlighed, marcherede den politiske venstrefløj målrettet ind i de kulturbærende institutioner – fra folkeskolen over universiteterne til medierne. De borgerlige har aldrig vundet kampen om, hvordan virkeligheden italesættes. De har derfor ikke vundet den afgørende præmis for, hvordan vores samfund skal indrettes.
Fire ud af fem journalister stemmer på venstrefløjen. Det viser undersøgelser. Men vigtigere er alt det, der ikke kan sættes tal på. Nemlig den subliminale påvirkning af lyttere og seere gennem fortællinger, gennem vinklinger og gennem alt det, der udelades. Jeg giver nogle eksempler her. Venstrefløjens lange march ind i Danmarks radio.
Denne påvirkning er så meget desto mere effektiv, fordi den sjældent erkendes. DR’s journalister forestiller sig selv – og fremtræder som – objektive sandhedssøgere. Det er de på ingen måde.
Troværdigheden eroderer
De seneste år har budt på en række spektakulære troværdighedsskandaler i DR.
”Grønlands hvide guld”, DR´s anti-kolonialistiske woke-dokumentar, måtte trækkes tilbage efter massiv kritik for at viderebringe stærkt misvisende oplysninger. I dokumentaren ”Forfulgt af politiet?” blev der tilføjet en kunstig sparkelyd til en overvågningsvideo for at skandalisere politiet.
Det er aktivistisk journalistik forklædt som public service.
Det mest afslørende øjeblik kom, da tidligere dramachef Ingolf Gabold indrømmede, at storserien ”1864” var et bevidst politisk projekt rettet mod Dansk Folkeparti. Denne sjældne indrømmelse bekræfter det, mange længe har anset for selvindlysende: DR’s kulturproduktion er ikke neutral formidling, men ideologisk påvirkning.
Ideologisk ensretning
Det mest skræmmende er måske ikke engang de åbenlyse skandaler, men den stille ensretning, der finder sted i nyhedsformidlingen hver dag. P3’s redaktionschef Isabella Hindkjær formulerede det med rystende ærlighed:
”Den tid er slut. Vi kan ikke gemme os bag den opfattelse af objektivitet. Vi er nødt til at melde os ind, og vi er nødt til at sige, at der er nogle store sandheder, hvor vi som institutioner bærer et ansvar for at ændre verden.”
Enhver DR-medarbejder kan så lægge ind i disse ”store sandheder”, hvad man ønsker: Klima, indvandring, woke, osv.
Det vidner om selvtillid, at man ikke engang gider at klæde sig i objektivitetens kåbe længere, men åbent erklærer objektiviteten død.
Dette tyranni finder vi også hos P1-værten Iben Maria Zeuthen, der mener, at visse meninger simpelthen skal forties, fordi de ”forsinker et ligestillet samfund.”
Her er vi ved kernen af DR’s identitetskrise: En institution, der skulle tjene demokratiet ved at fremme alsidighed, har i stedet påtaget sig rollen som moralsk dommer over, hvilke synspunkter der fortjener at blive hørt.
Corydons umulige mission
Hvordan skal Corydon kunne udfordre den kultur, han selv er vokset op i og formet af?
Selv hvis han skulle besidde den nødvendige indsigt og (mod)vilje, står han over for en næsten umulig kamp mod den massive modstand, enhver reel reform vil møde. ”At lægge sig ud med den journalistiske klasse er en meget svær kamp,” som Winkel Holm udtrykker det.
DR’s medarbejdere vil værne om deres ideologiske hjem med alle midler.
Public service eller public engineering?
DR’s selvforståelse som civilisationens sidste skanse mod barbariet er ikke ny. Allerede da de borgerlige sidst foreslog besparelser i DR, advarede bestyrelsesformanden om, at det ville ”svække demokratiet” og ”splitte folket”.
Som om journalistik bedrevet af mennesker med en anden politisk observans end den venstreorienterede per definition er demokratifjendtlig.
Bjarne Corydon kan muligvis stramme budgetterne og effektivisere driften, men den fundamentale forvandling, DR har brug for, kan og vil han næppe levere.
Af Kasper Støvring