Den danske regering har netop oprettet en medieombudsmand. Institutionen kan indbringe sager til Pressenævnet, anmelde til politiet og henstille om fri proces. Over for alternative medieaktører får ombudsmanden ret til at træffe afgørelser om “god offentliggørelsesskik”, føre straffesager om ærekrænkelser og indtræde i civile sager.
Søren Pind er kendt for at gå hårdt efter højrefløjen, nationale bevægelse og de, der vil stramme udlændingepolitikken. Han er kandidat til stillingen, og han vil gerne udvide og skærpe ombudsmandens beføjelser til også at gælde mainstreammedier.
Kan man smage censuren, der listes ind?
Det er del af et europæisk mønster, hvor magten koncentreres om at disciplinere dem, der falder uden for den etablerede konsensus.
Kort før regeringen indgik aftalen, leverede EU en demonstration af, hvordan denne disciplinering fungerer i praksis.
Når bøder bliver politiske våben
EU dømte i sidste uge Elon Musks X en straf på 120 millioner euro. Officielt handler bøden om tekniske overtrædelser: Vildledende blå flueben, utilstrækkelig dataadgang for forskere, manglende gennemsigtighed.
Men enhver, der har fulgt Bruxelles’ kampagne mod platformen, ved, at disse anklager blot er indpakning. Det egentlige mål er at straffe en platform, der tillader perspektiver uden for europæisk elitekonsensus.
EU’s Digital Services Act fra 2022 blev solgt som beskyttelse af børn og bekæmpelse af kriminalitet online. Anvendelsen afslører noget andet, som denne artikel i The European Conservative viser med en masse eksempler. Blandt andet dette:
I august 2024 advarede EU-kommissær Thierry Breton Musk om, at et planlagt interview med Donald Trump kunne stride mod loven og udløse sanktioner, måske eksklusion fra det europæiske marked. Budskabet var aggressivt klart: Lader du en tidligere og kommende amerikansk præsident tale frit, risikerer du din forretning.
Som både The Free Press og The European Conservative har dokumenteret, former dette netværk af primært venstreorienterede kontrolinstanser aktivt grænserne for, hvad europæere må ytre.
Målet er at gøre fri debat så bekostelig, at platformene selv vælger hårdere moderation. Det er indirekte censur, og det er på mange måder mere virkningsfuld end åbne forbud.
Det europæiske undertrykkelsesmønster
X-sagen er blot et eksempel på en bredere offensiv mod ytringsfrihed på tværs af europæiske lande. Storbritannien repræsenterer måske det mest ekstreme tilfælde med sager mod indvandringskritikere som Tommy Robinson og Lucy Connolly. Britisk politi foretager omkring 12.000 anholdelser årligt for online-ytringer.
I Frankrig arbejder domstolene for at forhindre Marine Le Pen i at stille op til præsidentvalget i 2027. I Rumænien er den populære højrefløjskandidat Călin Georgescu blevet udelukket fra præsidentvalget.
I Tyskland vil mange forbyde AfD, og den nye regering planlægger indgreb mod “had og hetz” og “informationsmanipulation”, som er kodeord for censur af konservative synspunkter. Forbundskansler Friedrich Merz har indgivet tæt på fem tusind strafferetlige klager over borgere, der har kritiseret ham digitalt. Og han er bestemt ikke den eneste.
Det er et koordineret mønster, en totalitær liberalisme, hvor eliten bruger institutionel magt til at censurere, ekskludere og retsforfølge politiske modstandere. Som psykologiprofessor Luke Conway har skrevet, kan disse liberal-autoritære ikke håndtere usikkerhed og kompleksitet. Derfor må de kontrollere informationsstrømmen.
Demokratiets falske forsvarere
Når EU-kommissærer insisterer på, at Digital Services Act og det lignende Democracy Shield intet har med censur at gøre, og når danske politikere forsikrer, at medieombudsmanden blot beskytter borgerne, skal man lytte til det, de ikke siger.
De taler ikke om at værne om ytringsfriheden. Eller sikre pluralisme. Faktisk forvandlede Elon Musk netop Twitter fra et progressivt, censurhungrende medie til et dokumenteret pluralistisk medie med lige mange venstre- og højreorienterede og med højt til loftet. Stadig med mange tåbelige udsagn, ja, men dem kan man så få frem i lyset og argumentere imod. Som det sig hør og bør.
I stedet for at tale om ytringsfrihed og pluralisme lover de totalitære liberale at “beskytte demokratiet”. Det udtryk fungerer som kodesprog for at indsnævre, hvad der kan debatteres inden for demokratiets rammer.
Systemet rammer ikke dem, der allerede følger konsensus. Det rammer dem, der udfordrer den. Det behøver ikke forbyde noget eksplicit. Det skal blot gøre det tilstrækkeligt dyrt og farligt til, at de fleste vælger tavshed. Man forstår, at den amerikanske regering advarer mod denne tendens i deres nye sikkerhedsstrategi.
Europas magthavere taler konstant om at forsvare demokratiet. Men deres handlinger afslører, at de kun tolererer et demokrati, hvor de selv kontrollerer samtaleemnerne. Digital Services Act, medieombudsmands-institutionen og tusindvis af strafferetlige anmeldelser mod kritiske borgere følger samme logik: Staten skal have flere værktøjer til at forme den offentlige diskussion.
Af Kasper Støvring, forfatter