Politiet arbejder på tværs af grænserne for at sende hundredvis af mennesker, der jagter flere sociale ydelser, tilbage med det samme.
Det vil sige: Asylansøgere, der tager til Irland for at snyde sig til dobbelte udbetalinger, bliver sendt tilbage til Storbritannien; de bliver selvfølgelig ikke sendt tilbage til det land, de kom fra i første omgang. Langt de fleste illegale migranter er ankommet til den engelske kyst fra Frankrig i små både.
Det er et velkendt fænomen, at asylansøgere i Europa opererer under flere identiteter for at snyde ekstra bidrag fra stadig fattigere europæiske skatteydere. Et andet trick er, at folk med flere koner lader sig skille.
På den måde får familier tildelt flere boliger, hvilket kan betyde store indtægter fra udlejningsbranchen.
The Times fortæller historien om Zafar, som blev fanget under en inspektion ved den irske grænse sammen med syv andre velfærdssvindlere. Derfor nåede Zafar ikke frem til International Protection Office (IPO) i Dublin for at indsende sin asylansøgning.
Zafars asylansøgning til Storbritannien blev accepteret den 16. juni. Allerede den 9. juli fløj han fra Manchester til Belfast for at fordoble sin indkomst.
Til trods for at de britiske immigrationsmyndigheder rådede ham til ikke at forlade landet, før hans sag var færdigbehandlet, steg han på en bus til Dublin i Irland.
Bare få minutter efter at have krydset grænsen til Irland blev bussen stoppet af Garda National Immigration Bureau (GNIB). Zafar var en af flere personer, som fik besked på at samle sin rygsæk op og stå af.
Irske politikere går i vid udstrækning ind for at byde migranter velkommen, men mange irere ser anderledes på tingene.
Vendte delvist tilbage
Kort efter blev Zafar sendt tilbage til Storbritannien, hvor han havde boet på et hotel i Leeds. En GNIB-politibetjent sagde til The Times:
»Han havde sandsynligvis til hensigt at ansøge om asyl hos International Protection Office i Dublin.«
BNIB-betjenten var sikker på, at Zafars plan var at krydse grænsen fra Storbritannien til Irland for at modtage ydelser fra begge lande.
»Det ser vi hele tiden. Men han vil blive kørt til Dublins havn i aften sammen med de andre og sat på færgen.«
Ud over de syv andre, der blev forberedt på at vende tilbage til Storbritannien den dag, blev en ottende, en sudanesisk statsborger, arresteret og taget i forvaring af indenrigsministeriet. Den sudanesiske statsborger var eftersøgt for seksualforbrydelser i Nordirland og blev senere transporteret og overdraget til Police Service of Northern Ireland (PSNI).
En anden interessant person var Hassan, som havde tre mobiltelefoner på sig, som han nægtede at åbne. Hassan havde søgt om asyl i Storbritannien som pakistaner, men fortalte Gardai, at han var afghaner.
En irsk politibetjent forklarer:
»Han havde intet, der kunne bevise, at han var en afghansk asylansøger her. Han ville ikke tage telefonen for at bevise, hvem han var, og blev ved med at ringe til det forkerte nummer.
»Så sagde vi til ham: Hør her, du skal alligevel tilbage til Storbritannien, vi skal bare sende dig tilbage med den rigtige identitet. Han åbnede sin telefon og havde billeder af sit pakistanske pas.«
Dette er blot endnu et eksempel på, at hele asylsystemet i bund og grund er et gigantisk svindelnummer, som de europæiske skatteydere betaler regningen for. Ingen politikere synes at have den mindste interesse i at reparere det totalt ødelagte system, og resultatet synes at være en gradvis, men sikker udskiftning af befolkningen.
Dette er virkeligheden, som den har været i årtier, og den vil sandsynligvis kun blive værre i de kommende årtier. Snart vil det ikke kun være milliardærer, der flygter fra de europæiske lande.
Det sker allerede, idet titusinder af svenskere og mer enn hundrede tusinde af tyskere allerede er flyttet til Ungarn, som har en helt anden indvandringspolitik end Vesteuropa.
Spørgsmålet er, om der nogensinde vil ske en ændring af politikken i Vesteuropa. Det er over otte år siden, Douglas Murray udgav sin bog The Strange Death of Europe, som er tilgængelig på norsk fra Document forlag.
Men selv om det var en bestseller, er der ikke mange af magthaverne i Europa, der ser ud til at have lært meget af bogen.