I 1979 blev den amerikanske ambassade i Teheran stormet. 52 personer, diplomater og ansatte, blev holdt som gidsler i 444 dage. Det var et signal om, hvordan det islamiske regime forstod magt og diplomati. Internationale normer begrænsede ikke regimet – at bryde dem var et redskab.
I 1994 blev det jødiske AMIA-center i Buenos Aires sprængt i luften. 85 mennesker blev dræbt. Argentinske efterforskere udnævnte senere iranske embedsmænd og Hizbollah som ansvarlige. Det var en terrorhandling af global omfang.
Historisk vendepunkt
I årtier har det islamiske regime været forbundet med væbnede grupper, destabilisering og strategisk brug af vold uden for sine egne grænser. Trods denne systematiske “stille krigsførelse” mod resten af verden, har de fleste lande valgt dialog med regimet. Ikke fordi realiteterne har været ukendte for dem, men fordi de var upraktiske.
Når realiteterne bliver brutale, omformuleres de til “udfordringer”. Når de bliver ekstreme, kaldes de “komplekse sikkerheds situationer”.
Men så kom øjeblikket, der ikke længere kunne holdes tilbage. Nedskydningen af titusindvis af mennesker på to dage i Irans gader, markerede et historisk vendepunkt. Råben af Reza Pahlavis navn i gaderne blev et politisk krav. Myndighedernes reaktion var åben ild.
Den internationale reaktion var ikke øjeblikkelig. Det tog flere uger for USA og Israel at handle militært. Planlægning, efterretninger og strategiske vurderinger skulle iværksættes. Hvem ville blive ramt? Hvordan ville det blive udført? Hvilke regionale konsekvenser ville det have?
I mellemtiden voksede en dyb følelse af håbløshed blandt iranere. De havde troet, at hjælpen ville komme hurtigt. Da den ikke ankom, følte de, at de var alene; at verden havde vendt dem ryggen.
Da militæroperationen begyndte, og Ali Khamenei blev elimineret, skete der et dramatisk skift. Folk gik på gaden igen.
Familier, der havde mistet deres kære, fejrede sorgen. Smerten var der stadig, men den var blandet med en følelse af, at noget afgørende endelig var sket. Der var ingen glæde uden tab. Der var sorg, men i sorgen kom det første glimt af håb.
Alternativet er værre. Alternativet er kaos
I 47 år har verden brugt udtryk som “engagement”, “deeskalering” og “kritisk dialog” – mens det iranske regime har brugt udtryk som “afskrækkelse” og “eksport af revolutionen”.
Det er en asymmetri med et tragikomisk twist. Mens vestlige diplomater har formuleret nye rammer for samtaler, har iranske myndigheder formuleret nye rækkevidder for missiler.
Argumentet har været det samme: Alternativet er værre. Alternativet er kaos. Men hvad siger man, når regionen brænder?
Missilangreb på Qatar, Bahrain, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater, Oman og Jordan, samt angreb på Israel, har bekræftet indtrykket af et regime, der både undertrykker internt og projicerer ustabilitet eksternt.
I løbet af tre dages angreb, blev omkring 555 mennesker rapporteret dræbt, langt de fleste af dem militær personale. Kontrasten var brutal: Regimet skyder sine egne civile i titusindvis. I en militær konflikt er størstedelen af ofrene kombattanter.
Forskellen rejser spørgsmålet: Hvem er den primære trussel mod det iranske folk?
- Donald Trump udtrykte støtte til det iranske folk.
- Lindsey Graham talte for en hårdere linje.
- Benjamin Netanyahu beskrev situationen som et opgør med en eksistentiel trussel.
- I Europa steg presset for at klassificere Revolutionsgarden som en terrororganisation.
Norges linje skal også vurderes i dette lys. Norge har haft kontakt med personer i den politiske ledelse i Iran, selv efter krigsudbruddet. Udenrigsministeriet arbejder sammen med en freelance diplomat, om kontakt med det iranske regime. Men Trump siger “No Deal”:
– Der bliver ingen aftale med Iran uden en ubetinget kapitulation. Efter det, og valget af store og acceptable ledere, vil vi og mange af vores modige allierede og partnere, arbejde dag og nat for at bringe Iran tilbage fra randen af ødelæggelse og gøre dem økonomisk større, bedre og stærkere end før.
En øvelse i diplomatisk høflighed
Norge har bygget sit internationale omdømme på dialog og fredsskabelse. Men dialog kræver en legitim modpart. Hvem forhandler man med, når magtbasen i Teheran er i opløsning, og nøgleaktører er blevet elimineret eller flygtet? Og er en modpart, der dræber titusindvis af civile med koldt blod, legitim?
Når magtbasen eroderer, kan dialog ligne en øvelse i diplomatisk høflighed. Man sidder ved bordet. Man nikker alvorligt. Man udtrykker bekymring. Samtidig bevæger realiteterne sig i en helt anden retning.
Det er muligt, at Norge handler ud fra principper. Det er også muligt, at princippet er blevet en vane.
Og vaner i udenrigspolitikken kan være farlige. De giver en følelse af kontinuitet, selv når verden omkring os har ændret sig til ukendelighed.
I geopolitik er der én ting, der straffes hurtigere end fejltagelser: irrelevans.
At op mod 50.000 civile blev dræbt i løbet af to dage, repræsenterer et moralsk og politisk jordskælv, der muligvis har brudt frygten i Iran – og tålmodigheden i Vesten.
De, der gik på gaden, da magtbalancen begyndte at vippe, fejrede ikke, fordi de havde glemt deres døde. De fejrede, fordi de ikke ønskede, at de skulle være døde forgæves.
Spørgsmålet er nu ikke, om verden reagerer, men hvem der forstår, at Iran har sit historiske øjeblik, og hvem der sætter sig ved et forhandlingsbord for at vente på en modpart, der snart ikke længere eksisterer.